De lærde selskaber

Teksten på denne side er et uddrag fra den samlede artiklen ”Martin Knudsens historie” som findes under menuen ”Liv og Virke”
Billedtekster (på nærværende side ikke eksisterende billeder) henviser til billeder på undermenuen ”Martin Knudsens historie”
Henvisnings nummer er til noter som findes i slutningen af artiklen ”Martin Knudsens historie”
(For hele filen med illustrationer, tryk på linket herunder)
Martin Knudsen i de videnskabelige selskaber
——————————————————-

Martin Knudsen var aktiv i de videnskabelige selskaber:
Det første egentlige danske bidrag til fysikken skyldes Rasmus Bartholin, der i 1669 opdagede lysets dobbeltbrydning i calcit og derved kom til at præge optikkens udvikling mod en forståelse af lysets natur. Hans svigersøn, Ole Rømer, fik, selvom han først og fremmest må regnes for astronom, også en markant placering i fysikkens historie gennem sin opdagelse i 1675-76 af, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed.

Den følgende tid frem til H.C. Ørsted frembød ikke væsentlige danske bidrag, selvom fysik eksisterede som universitetsfag, men Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 ændrede helt dette billede. Som fysiker og kemiker blev Ørsted verdenskendt, og hans indsats for fysikken i Danmark satte sig dybe spor igennem initiativet til oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt i 1829.

Ud over Ørsteds indsats blev 1800-t. præget af adskillige væsentlige bidrag, der ikke i alle tilfælde blev internationalt kendte. Stadsingeniør L.A. Colding målte varmens mekaniske ækvivalent, mens L.V. Lorenz, der var lærer ved officers-skolen i København, opnåede verdensberømmelse ved at måle forholdet mellem termisk og elektrisk ledningsevne til at være proportionalt med den absolutte temperatur og ens for alle metaller.

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU)
Martin Knudsen havde den sjældne egenskab at han foruden at være innovativ forsker og en fremragende administrator og organisator også var en dygtig pædagog13-16,18-20. Han var desuden en højt skattet pædagog der næsten var udstyret med et ”kald” med H.C. Ørsted som sin åndelige fader at videreføre Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU)274, som Ørsted stiftede i 1824 i en for tiden moderniseret form. Så Knudsen tog initiativ til denne renovering. Selskabets formål var og er stadig primært at udbrede kendskab til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse. Selskabets virksomhed omfattede (1) Foredrag om de vigtigste fremskridt på fysikkens, kemiens og de tilgrænsende videnskabers område, som regel ledsagede af illustrationer og eksperimenter, (2) Andre foranstaltninger i overensstemmelse med selskabets formål, (3) Udgivelse af tidsskrifter Fysisk Tidsskrift, og det der i dag hedder KVANT sammen med Dansk Fysisk Selskab, (4) Bortgivelse af H.C. Ørsted-medaljen for fremragende arbejder på fysikkens og kemiens område, samt (5) Administration af legater henlagt under selskabet. Selskabets anliggender skulle varetages af en direktion på syv medlemmer. Direktionen skulle hvert år vælge et af sine medlemmer til formand og Martin Knudsen blev valgt som formand fra 1900 til 1939114,119,170,218. SNU blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde
forelæsninger hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs forkants position i tiden. SNU fokuserer på formidling – af det bedste og nyeste. Knudsen var som omtalt tidligere initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted medaljerne for god formidling og særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i guld, sølv og bronze, som ”- gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år”. De mange års virksomhed og en bred sammensætning af vores direktion har de skabt et stort kontaktnet som stadig kommer SNU’s medlemmer og tilhørere til gode274.
Som et led i udbredelsen af kendskabet til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse var det naturligt for Knudsen at kombinere den store viden om havundersøgelser, som befandt sig i Charlottenlund Slot og ud af dette kom planen om at opføre Danmarks Akvarium som et udstillingsakvarium, beliggende ved Charlottenlund Slot i Charlottenlund, Nordsjælland. Martin Knudsen blev formand for bestyrelsen i 1936 hvad han var til 1948 – næsten indtil sin død.

Ved indvielsen d. 21. april 1939 af Danmarks Akvarium modtages Kong Christian X og Dronning Alexandrine af fiskeridirektør C. Trolle Thomsen, professor Martin Knudsen (formand for bestyrelsen 1936-1948) og ingeniør Knud Højgård. Delvis skjult bag kongen ses Mogens Højgård. Foto Danmarks Akvarium
Akvariet blev åbnet i 1939 og blev grundlagt af fiske- og adfærdsbiologen Mogens Højgaard og hans far, civilingeniør Knud Højgaard, der finansierede byggeriet. Akvariet, der er opført i funktionalistisk stil har alle årene været drevet af en erhversdrivende fond, som ikke har modtaget offentlig støtte. Danmarks Akvarium har alle årene lagt meget vægt på formidling og forskning, hvilket har positioneret det internationalt.

Danmarks Naturvidenskabelige Samfund (DNS)
Der var således i 1900-tallets begyndelse en støt voksende teknisk og naturvidenskabelig forskningsaktivitet i den danske industri. Men ud over de rent forretningsmæssige og de mere uformelle sociale relationer mellem industridrivende og videnskabsmænd ved de højere læreanstalter var der ikke gjort forsøg på at knytte varige institutionaliserede bånd mellem industridrivende og videnskabens verden. På det industrielle område var der ikke noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om det statsstøttede forsøgsvæsen på landbrugsområdet. Den statslige støtte til dette område indskrænkede sig til det uddannelsesmæssige. Der fandtes i begyndelsen af 1900-tallet ingen institutioner, hverken private eller offentlige, som havde til formål at skabe varige forbindelser mellem videnskab og industri. Dette forhold afspejlede først og fremmest, at industrien, selvom den var i vækst, endnu på dette tidspunkt var af beskedent omfang set i forhold til landbrugssektoren, der var det danske hovederhverv. Internationalt var det på dette tidspunkt Tyskland og USA, der førte an i den industrielle anvendelse af den tekniske og naturvidenskabelige forskning. Staten havde i Tyskland hele tiden støttet denne udvikling gennem universiteter og tekniske højskoler, men da man i 1911 lagde grunden til Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften (KWG) i Berlin, var det som led i en aktiv strategi for at øge nationens forskningspotentiale. Blandt de mest anvendelsesorienterede institutter var Kaiser Wilhelm-Institut für Kohlen-forschung, som blev oprettet kort før første verdenskrig. Bag instituttet stod industrielle interesser fra Ruhrindustrien, og i modsætning til flere af de øvrige institutter var dets forskning – trods svigtende interesse fra militærets side – allerede fra starten stærkt målrettet efter strategiske behov. Da man i Tyskland grundlagde KWG, skete det under henvisning til den industrielle konkurrence fra USA. I USA blev der ligeledes hentet inspiration hos og henvist til konkurrencen fra Tyskland. I USA fik Duncans program for alvor vind i sejlene, efter at han i 1910 kom til universitetet i Pittsburgh, hvor han støttet af byens førende industri- og finansmagnater, brødrene Mellon, i 1913 grundlagde The Mellon Institute. Ideen bag instituttet var at sammenkoble industriforskning og universitetsforskningen ved at placere den industrielle forskning i direkte tilknytning til universitetet, hvilket i praksis blev udmøntet i skabelsen af et ”forskningshotel”, hvor virksomheder kunne leje sig ind og få udført højt specialiserede forskningsopgaver uden nødvendigvis selv at skulle bekoste de hertil påkrævede laboratorie-faciliteter271,275.

Der skete ikke i Danmark på dette tidspunkt en tilsvarende forskningsorganisatorisk udvikling. Det kræver god vilje og brug af lup at få øje på noget, der tilnærmelsesvis ligner en dansk parallel. Alligevel skete der herhjemme samtidig en vis form for organisering af samspillet mellem industri og videnskab – blot på et noget andet plan. GA Hagemann, som var medlem af SNU’s direktion, var internationalt velorienteret og fulgte nøje med i udviklingen i Tyskland. Set på den baggrund er det næppe helt tilfældigt, at der ligeledes i efteråret 1911 herhjemme blev oprettet et selskab, som havde til formål at skabe større kontakt mellem industri og videnskab: Danmarks Naturviden-skabelige Samfund (DNS)271,276. Ifølge sine statutter skulle DNS “virke til Naturvidenskabens Udvikling og Anvendelse” – en opgave, man bl.a. ville opnå ved “at fremme Vekselvirkningen mellem saadanne Institutioner og Personer, der dyrker Naturvidenskaben og saadanne, der anvender dens Resultater i Praksis”. Der skulle således skabes bedre kontakt mellem danske naturvidenskabsmænd, teknikere, agronomer og industriledere. Formålsparagraffen rummede desuden en gummiparagraf, hvorefter der kunne tages ”andre Opgaver op, som Samfundet maatte vedtage i Overensstemmelse med dets Formaal”276. Virkemidlerne, hvormed man håbede at nå disse mål, var alsidige og omfattede organisering af foredrag af danske og udenlandske naturvidenskabsmænd, diskussionsmøder, udgivelse af skrifter, uddeling af prisbelønninger og organisering af besøg i danske og udenlandske laboratorier og værksteder. Bestemmelserne gav altså samfundet vide beføjelser og et bredt defineret formål271.

Selskabet var delt i to grupper, en for erhvervsfolk og en for videnskabsmænd. I begge grupper blev medlemmerne betragtet som repræsentanter for det laboratorium eller den virksomhed, de var leder af. Erhvervssektionens medlemmer betalte langt større medlemsbidrag end de videnskabelige medlemmer. Hvor kontingentet for videnskabsmænd var fastsat til 10 kr. pr. år, måtte erhvervsfolkene fra starten slippe 200 kr. (i 1921 forhøjet til 300 kr.), hvilket var et ret stort beløb i 1911277. DNS havde derved klare lighedstræk med det tyske KWG (Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften). Medlemstallet i gruppen for erhvervsfolk blev i starten begrænset til 30. Det var helt bevidst at samfundet derved fik en eksklusiv karakter. Det skulle blandt industrialisterne betragtes som en særlig ære at være medlem271.
Efter et par indledende møder i efteråret 1911 kunne DNS afholde sit første møde den 11. december samme år. Hagemann blev valgt som præsident og Martin Knudsen til vicepræsident – en post han beholdt til 1937. Ideen til DNS var helt og holdent Martin Knudsen’s. Knudsens første planer gik ud på at danne en forening, som kunne organisere indbydelsen af udenlandske naturvidenskabsmænd til at holde foredrag i København. Videnskabernes Selskab havde ikke tradition for at indbyde udenlandske foredragsholdere til at holde offentlige foredrag. SNU omfattede fagligt set kun fysik og kemi, og magtede i øvrigt heller ikke opgaven økonomisk. Knudsen diskuterede i sommeren 1911 sin plan med Hagemann, som angiveligt gennem nogen tid havde haft lignende tanker til overvejelse271. Hagemann var som direktør for Den polytekniske Læreanstalt nærmest selvskrevet som primus motor for selskabet, hvad han helt konkret tilkendegav ved at påtage sig ansvaret for den økonomiske side af sagen. Der var vægt bag Hagemann’s løfte, idet han straks forærede samfundet et grundfond på 50.000 kr278. Vedtægterne var som sagt ambitiøse. De formulerede nemlig et langt bredere arbejdsfelt end det, som Knudsen oprindeligt havde lavet udkast til. Vedtægterne peger nærmest i retning af, at DNS var tænkt som en moderne pendant til Videnskabernes Selskab. Kunne det tænkes, at Hagemanns ambitioner gik i den retning?
Hagemann var en særdeles skarp kritiker af det æstetiske og humanistiske dannelsesideal, som han mente i for høj grad prægede den danske akademiske kultur. I taler og på skrift var det let at høre, hos hvem Hagemanns sympati lå. Han talte mest i metaforer hvor han ikke lagde skjul på et grundlæggende instrumentelt syn på videnskab. Det instrumentelle syn (her defineret som videnskabens relevans for ikke-disciplinære eller ikke-professionelle interesser) på det videnskabelige arbejde var et gennemgående tema i Hagemanns taler271. Et udpræget eksempel herpå finder man netop i Hagemanns afskedstale på Den polytekniske Læreanstalt i 1912, hvor han gør status over de forestillinger og det ingeniørideal, som har ligget til grund for hans eget arbejde som direktør. For ingeniøren skulle naturvidenskaben, ifølge Hagemann,
ikke være som den i Haven drevne Rose, hvis fine Farve, Form og Duft aflokker os Beundring – den skal være som den vilde Hybenrose, som Æbleblomsten ikke mindre skøn at se; men den maa sætte Frugt, helst en saadan, som Almenmenneskeheden kan nyde. Se omkring Dem, hvad Teknikkens Ingeniører har skabt til Livets Glans og Nytte – til dets Nydelse og Velsignelse, og De behøver ikke spørge om Ingeniørens Opgave. Dertil skal vi oplære ham, at han kan skaffe os alt dette og det meget, som Fremtiden endnu vil bringe os278,279.
Det var et rendyrket instrumentelt syn på naturvidenskaben, der her blev fremført. I en industrikultur, hvor det humanistiske dannelsesideal var udskiftet med et naturvidenskabeligt og teknisk dannelsesideal, ville der ikke være nogen modsætning mellem naturvidenskaben som instrument og som kulturbærer. Det var netop sammenkædningen af et instrumentelt syn på naturvidenskaben og oprulningen af et nyt kultur- og dannelsesideal, som udgjorde de to centrale elementer i det eneste sted, vi kender, hvor Hagemann med større vidtløftighed udfolder sine tanker vedrørende DNS. Det skete i et brev til prof. C. Christiansen, som Knudsen netop havde overtaget professoratet efter, fra september 1913, hvis centrale passage lyder:
Du takker, kære Christiansen, for den fornøjelige Fredag Aften og mener, at jeg maa have megen Glæde af DNS, som saa mange er glade ved. Ja! Jeg glæder mig ved at have medvirket til denne Institutions Oprettelse; thi den er et naturligt Tidens Barn. Jeg kan kun beklage, at jeg er for gammel til at bidrage noget væsentligt til Samfundets Udvikling; men i Professor Martin Knudsen og Ingeniør Foss har vi to udmærkede Præsidenter, der forstaar at lede Barnets første og vanskelige Fjed.
Mødet i Fredags til Ære for det permanente internationale Raad for Havundersøgelser (ICES; red) var netop et Møde efter vort Samfunds Sind. Thi Havundersøgelserne knytter de rene videnskabelige Arbejder sammen med de praktiske Formaal. Dette synes det mig maa være al Naturvidenskabs Hensigt. Ikke saaledes at forstaa, at den, der arbejder paa en rent videnskabelig Opgave, skal tænke paa eller ordne sin Undersøgelse med Tanke paa dens direkte Anvendelse, men den fremskridende Naturvidenskab har fundet mange Anvendelser, og Anvendelserne har igen virket befrugtende og støttende tilbage paa Videnskaben. Hvilken Betydning har ikke Elektroteknikken, Farve-kemien, Lysteknikken og mangfoldige andre Anvendelser haft for Videnskaben? Det er samarbejdet eller den gensidige Paavirkning mellem disse Faktorer, der har betinget den Udvikling vi nu sidder midt i. Det er, om jeg ser ret, Naturvidenskabens Formaal, selvom dette er skjult eller ikke paaagtes i det videnskabelige Laboratorium, at tjene Menneskeheden, sikre dens Sundhed og at forbedre eller forskønne dens Livsvilkaar. Ud af disse Tanker er det, at Danmarks naturviden-skabelige Samfund er opstaaet, – paa dem vil det forhaabentlig udvikle sig til en for vort Land ærefuld og nyttig Institution.
Man kan, naar man aabner sit Øje derfor, ikke være blind for den glædelige Udvikling, som Naturvidenskaben og dens Anvendelse rent kulturelt har ført med sig. Den historisk sproglige Uddannelse kan ikke have Bud til den store Del af Menneskeheden. Historien, denne skematiske Beretning om alle de Grusomheder, Laster, Forbrydelser, som Menneskene i Staternes Interesse, i Religionens og Kulturens Navn ustraffet begik, er i og for sig en daarlig Kulturvækker. Beretningen om alle disse forfærdelige Udslag af Menneske-Raahed gives jo end ikke advarende, men meget snarere hædrende, naar det da ikke er over os selv og vort Land, det er gaaet ud! Derimod staar Naturvidenskaben! Den vækker Tanken og de slumrende Ideer, den fremkalder Beundring over Alskabningens Visdom og Skønhed, – den skaber en ny Kultur i Harmoni med Fred mellem Menneskene, paa Grundlag af Retfærdighed. Danmarks naturvidenskabelige Samfund vil være denne nye Kulturs faste Borg278.
Der er naturligvis mange ting på spil i denne fortættede passage. Grundlæggende var det en imperialistisk teknisk-naturvidenskabelig dannelseskultur, der her blev foldet ud. Den nye naturvidenskabelige og tekniske kultur, som DNS skulle være spirekasse for, var derimod i fuld harmoni med demokratiets grundlæggende principper. Fra 1917 startede samfundet udgivelsen af det populærvidenskabelige tidsskrift Naturens Verden som et aktivt middel til at udbrede den teknisk-naturvidenskabelige enhedskultur i bredere kredse271,276.

Med dette udgangspunkt er det let at se, hvorfor der var brug for et nyt naturvidenskabeligt selskab ved siden af Videnskabernes Selskab, der inkarnerede alliancen mellem naturvidenskaberne og de historisk-filosofiske discipliner. Der var således tale om et ambitiøst forsøg på i højere grad at alliere naturvidenskaberne med teknikken og den fremadstormende storindustri og derved bryde den traditionelle alliance mellem naturvidenskaberne og den humanistiske dannelse271.

De fleste af de 30 erhvervsfolk i gruppe II var direktører for Danmarks største storindustrielle virksomheder. De ledende storindustrielle virksomheder havde året før, altså i 1910, dannet deres egen interesseorganisation, som skulle varetage den fremvoksende storindustris interesser og være dens officielle talerør271,280. Storindustrien fik derved i lighed med landbruget, skibsfarten og handlen sin egen interesseorganisation. Industrirådet arbejdede i lighed med de øvrige erhvervsorganisationer på at styrke industrien såvel i offentligheden som bag kulisserne i statsmaskineriet. I årene efter systemskiftet blev erhvervs-organisationerne i stigende grad inddraget i udformningen af erhvervs-politikken. Man bruger ofte betegnelsen korporatisme om erhvervs-organisationernes inddragelse i politik, og det korporative system fik for alvor sit gennembrud og stod sin prøve under første verdenskrig271,281. Industrirådets sekretariat voksede således under første verdenskrig fra et beskedent kontor med to ansatte til at blive en mægtig maskine med 200 funktionærer, som var med til at administrere de mange særlige regulativer, som regeringen gennemførte.
Betragter man DNS i dette lys, genkender man da også omridset af en videnskabelig interesseorganisation, som dækker naturvidenskaberne og de anvendte videnskaber. Det var netop ordet ”Organisation”, som Hagemann under det konstituerende møde brugte til at sammenfatte de ideer, han havde og som han ønskede Knudsen skulle videreføre271. Som organisation betragtet fik samfundet dog ikke den store succes, men på nogle punkter kom DNS faktisk til at virke som interesseorganisation for visse grupper inden for dansk videnskab. Det er dog tydeligt, at det hovedsageligt, men ikke udelukkende, var lærestaben på Den polytekniske Læreanstalt, der benyttede samfundet som talerør og interesseorganisation, hvilket afspejler det forhold, at det var personer herfra, som i de første 10-15 år satte dagsordenen i samfundet.
Det lykkedes imidlertid aldrig rigtig for DNS at blive et fælles talerør for alle naturvidenskabelige og tekniske laboratorier ved universiteter og læreanstalter i Danmark. Samfundets funktion som interesseorganisation kulminerede under første verdenskrig, og allerede her viste konstruktionens svagheder sig tydeligt. Derefter indskrænkedes virkefeltet gradvist i løbet af mellemkrigstiden. Fra starten af 30’erne og fremefter var aktiviteterne begrænset til organiseringen af sociale sammenkomster med foredrag af danske og udenlandske foredrags-holdere og lejlighedsvise virksomhedsbesøg. Samfundet sygnede hen. Hagemanns stolte vision kunne herefter ligefrem spottende omtales som ”Selskabet: den korslagte Kniv og Gaffel.” Det er som eksklusiv videnskabelige foredragsforening med et socialt islæt, at samfundet er gået over i historien271,276.
Men sådan var det ikke i starten. I 1916 – det år Knudsen fik HC Ørsted guldmedaljen – blev der f.eks. brugt penge på at understøtte den unge kemiker JA Christiansens forskningsarbejde271. Eksemplet er enestående i samfundets historie, men det illustrerer, hvor bredt virkefeltet i starten blev opfattet. Det drejede sig ikke om direkte aktivt at fremme samarbejde om bestemte forskningsopgavers løsning. Men selve det, at videnskabsmænd og industri-alister nu kunne mødes under afslappede sociale former, kunne naturligvis bidrage til at skabe vigtige kontakter. Samfundets signifikans ligger derfor mere på et socialt og ideologisk plan. Naturvidenskabens udøvere fik nu i højere grad midler til og muligheder for at invitere fremtrædende udenlandske videnskabsmænd til at holde foredrag her i landet. Udadtil gav dette opmærksomhed i offentligheden, og internt i selskabet kunne videnskabs-mændene profilere sig over for pengestærke erhvervsfolk. De sidste fik på deres side lejlighed til at fremstå som uegennyttige mæcener, som støttede et indiskutabelt alment gode. Det var primært på det sociale område, at DNS kom til at udgøre en bro mellem videnskab og industri. Det var to af den moderne tids mest progressive samfundsgrupper, der her slog følge. I dag kan det være svært at sætte sig ind i samfundets sociale signifikans og i nogle få prægnante sætninger sammenfatte den sociale dynamik, der var på spil. Måske kan man sige, at DNS var et forum for gensidig udveksling af to forskellige, men i udpræget grad moderne former for social status og symbolsk kapital – pengemagt og videnskab271.

Videnskabernes Selskab.
Fra 1917-1945 var Martin Knudsen sekretær for Videnskabernes Selskab. Baggrunden for hans engagement var den politiske situation ved 1. Verdenskrigs afslutning. Verdenskrigens gru gjorde sit til at ruske op i de herskende forestillinger om samfundets sociale og økonomiske organisation. I Rusland førte det som bekendt til revolution. Også på forskningens område var tilvante forestillinger vedrørende videnskabens institutionelle og organisatoriske former under forandring. Ligesom i udlandet trængte også i Danmark det spørgsmål sig på, om ikke forskningen under langt mere effektive og hensigtsmæssige former kunne dyrkes uden for universiteterne og de højere læreanstalter. Vi skal i dette og de to næste kapitler undersøge den danske diskussion, der på dette område foregik under og umiddelbart efter krigen. Diskussionen var dog ikke ny, men lige så gammel som videnskaben og dens institutioner. I Danmark havde universitetet fulgt det tyske mønster, idet videnskabelig forskning og undervisning fra midten af 1800-tallet blev betragtet som sidestillede opgaver. Lidt forenklet kan man sige, at det moderne forskningstunge universitet sidst i 1800-tallet i realiteten var sat på skinner. Nu blev denne enhed imidlertid udfordret af tanken om fritstående akademilignende forskningsinstitutioner271.
Situationen i 1917 var speciel. I statskassen lå en gigantisk pose penge, hvis anvendelse et indviklet indenrigspolitisk spil havde gjort problematisk. Tidens helt store indenrigspolitiske tema var det kontroversielle salg af de Vestindiske øer, som året forinden havde givet anledning til et særdeles voldsomt indenrigspolitisk slagsmål271. Salget havde indbragt i alt 25 mio. dollars282. Det lå i luften i efteråret 1917, at statens indtægt ved salget ikke ville komme til at indgå i statens ordinære budget og derigennem gå til dækning af statskassens underskud, men derimod skulle bruges på ”særlige Formaal”, det vil sige formål, som kunne betragtes som neutrale og hævet over de partipolitiske stridigheder271. De muligheder, der åbnede sig i efteråret 1917 og den følgende vinter, fremkaldte en stribe af forskellige forslag og planer. Hvert fag og hver disciplin ønskede en del af kagen. Situationen mindede mest af alt om en slags akademisk goldrush.

I nordisk sammenhæng verserede der i dette efterår en vigtig videnskabspolitisk diskussion, som fik afgørende indflydelse på de rent nationale forhold i Danmark. Det hele startede på det niende nordiske interparlamentariske møde i Kristiania (Oslo) i dagene 29-30. juni 1917, hvor den norske jurist Frederik Stang rejste spørgsmålet om, hvad de neutrale nordiske lande kunne gøre for efter krigen at hjælpe til med at reetablere det internationale videnskabelige samarbejde, som under krigen var blevet umuliggjort af nationalchauvinistiske indstillinger, der blandt videnskabsmænd på begge sider var udbredte. Stang slog til lyd for, at man i de nordiske lande burde oprette frie forsknings-institutter, som ved at knytte udenlandske forskere til sig kunne medvirke til at genskabe det internationale videnskabelige samarbejde271,283. Ideen om de neutrale landes særlige betydning for genetableringen af det internationale videnskabelige samarbejde efter krigen var udbredt i Norden i krigens sidste år271,284. Hjemkommet fra mødet foranledigede den danske forsvarsminister, historikeren Peter Munch, at der blev nedsat et udvalg af danske videnskabsmænd hvor Martin Knudsen var primus motor, som skulle se nærmere på dette spørgsmål. Udvalget fik det lange, men sigende navn Udvalget til Forberedelse af Arbejdet for Forbindelsen mellem de forskellige Nationers Videnskabsmænd efter Krigen – i det følgende kort og godt Munch-udvalget. Udvalget bestod foruden Munch selv af en stribe universitetsprofessorer. Humanisterne var, om end ikke i flertal, så dog meget fyldigt repræsenteret, idet fem ud af udvalgets ti medlemmer var humanister (inklusive Munch selv).

Udvalget stod i tæt forbindelse med lignende officielle udvalg i Norge og Sverige. Udvalgene imellem blev der ført seriøse diskussioner om en skandinavisk arbejdsdeling, hvorefter hvert land skulle have monopol på bestemte fagområder. Norge skulle koncentrere sin indsats på et internationalt akademi for folkeret. Ifølge forsvarsminister Munchs udtalelser på udvalgets første møde skulle der oprettes lignende akademier i Sverige og Danmark: ”i Sverige koncentreret om Naturvidenskaben, i Danmark snarest om de filologiske Videnskaber” 271. En sådan arbejdsdeling var naturligvis uantagelig for de danske naturvidenskabsfolk. Arbejdsdelingen blev aldrig realiseret, men den var dog utvivlsomt hovedårsagen til, at humanisterne var så fyldigt repræsenteret i Munch-udvalget. Som vi senere skal se, skabte den foreslåede arbejdsdeling en vis bekymring blandt danske ingeniører – og aktive modforanstaltninger var en overgang til seriøs overvejelse i DNS. For at gøre en lang historie kort førte udvalgets arbejde i 1919 til dannelsen af Rask-Ørsted Fondet. Det er nok at påpege, at udvalgets arbejde i starten var fokuseret på en plan fremsat af Martin Knudsen, som gik ud på, at den danske stat skulle finansiere oprettelsen af to, eventuelt tre fritstående rene forskningsinstitutter, henholdsvis et H.C. Ørsted-institut for fysisk og fysisk-kemisk forskning, et Rask-Madvig-institut for sprogforskning og et tilsvarende havforskningsinstitut271,285.
Hovedtanken var at oprette et fritstående H.C. Ørsted-institut, der, som det hed sig, skulle ”tjene til videnskabelig Dyrkning af Fysik og andre nærstaaende eksperimentelle Naturvidenskaber, f.eks. fysisk Kemi”. Til instituttet skulle der knyttes tre ledende videnskabsmænd, som hver skulle have en assistent, samt indtil 12 stipendiater. Årsbudgettet skulle foruden lønninger og vedligeholdelse andrage i alt 120.000 kr., hvilket efter datidens målestok var en ganske formidabel sum. Til sammenligning rådede de tre professorer hvor Knudsen var den ene, der i 1917 varetog universitetets og læreanstaltens samlede undervisning og forskning i fysik, over et årligt annuum på 20.400 kr. Forslagsstillerne talte en kreds af danske videnskabsmænd, som herhjemme skulle komme til at præge den naturvidenskabelige udvikling i mellemkrigstiden. Det drejede sig foruden Martin Knudsen om kemikerne Niels Bjerrum, J.N. Brønsted og S.P.L. Sørensen, og K. Prytz, ingeniøren J.L.W.V. Jensen samt opfinderparret P.O. Pedersen og Valdemar Poulsen271.
Martin Knudsen kørte tilsyneladende fra starten et tæt parløb med forsvarsminister Munch, som imidlertid ikke er helt uden paradokser, al den stund at Munch på det første møde selv havde fremhævet det filologiske område, som et særligt dansk indsatsområde. Det ligner derfor enten en kovending fra Munchs side eller en fejlbedømmelse fra Martin Knudsens side, når sidstnævnte i Videnskabernes Selskab kort efter kunne oplyse om, at Munch havde sikret sig regeringens og Folketingets tilslutning til planen om de to-tre fritstående institutter og i midten af oktober 1917 havde meddelt Martin Knudsen, at der efter krigen bestemt ville være opbakning til at gøre noget for videnskaben (Meddelelse givet af Prof. Martin Knudsen ved Aftensmaden efter Vid. Selsk. Møde d. 19/10 1917. K.D.V.S protokol Nr. 428/1917)271. Rent bevillingsmæssigt lå sagen altså lige for, da den færdige betænkning fra forslagsstillerne i slutningen af januar 1918 lå klar til at blive videregivet til politikerne. Alligevel skulle det ende helt anderledes. Den store plan om de frie forskningsinstitutter blev af Munch-udvalget ganske stille skrinlagt i løbet af foråret 1918. I stedet foreslog udvalget ud på sommeren, at der blev oprettet en fond. Fondstanken blev øjensynligt lanceret af historikeren Kristian Erslev. Det første notat vedrørende fondstanken bærer i hvert fald Erslevs navn271. Fondet fik som bekendt navnet Rask-Ørsted Fondet. Når de fritstående forskningsinstitutter i sidste ende blev skrinlagt til fordel for fondstanken, skyldtes det, at ideen om forsknings-institutterne stødte på hård modstand fra Den polytekniske Læreanstalt og universitetet her også fra Niels Bohr der havde sin helt egen dagsorden med at få oprettet sit eget institut for teoretisk fysik – det der blev til NBI og Rockefeller Instituttet. Selvom Martin Knudsen var dybt engageret i oprettelsen af nye institutter så kan det ikke bringes ham til last at det ikke lykkedes. I overensstemmelse hermed forklarer Munch i sine erindringer udfaldet med en bemærkning om, at videnskabsmændene simpelthen ikke kunne enes om, hvilken plads og status de forskellige videnskabsgrene skulle have ved de påtænkte institutter. Skabelsen af et fond er det typiske udfald af en demokratisk forskningspolitisk forhandlingsproces, hvor det er konservative kræfter, der dominerer spillet. Det er et princip, som i vid udstrækning har været retningsgivende for forskningspolitikken lige siden. Kun i ganske få tilfælde er det lykkedes at skabe stærke forskningsmiljøer uden for de velkonsoliderede universiteter og læreanstalters regi.
En anden indvending, som med stor styrke blev fremført af humanisten, filologen og videnskabshistorikeren J.L. Heiberg, der også var medlem af Munch-udvalget, gik ud på, at institutforslaget var ”utopisk” og urealistisk, fordi videnskabsmænd fra de stridende lande næppe efter krigen overhovedet ønskede at samarbejde. Et internationalt dansk forskningsinstitut ville derfor kunne ende i en situation, hvor kun forskere fra en af krigens parter besøgte stedet, hvilket de facto ville være at gøre det internationale samarbejde en bjørnetjeneste. Danmark ville derved risikere at påkalde sig vrede fra modpartens side271. I forlængelse af dette synspunkt, var der mange i Videnskabernes Selskab, som manede til forsigtighed, idet de anså planen for at være direkte ”landsskadelig”. Det er næppe tænkeligt at Martin Knudsen ønskede at var enig i at hans handlinger skulle have været landsskadelige. Heiberg argumenterede ved flere lejligheder også stærkt imod, at pengene skulle bruges til at fremme naturvidenskab og de anvendte videnskaber:
De Videnskaber, som man kunde kalde de praktiske, har nu sikkert ingen Nød; tvertimod, alt, hvad der kan omsættes i en eller anden Form for Technik, vil efter alt at dømme faa særligt gunstige Vilkaar efter Krigen, ogsaa hertillands. Det er de rene Aandsvidenskaber, der er udsat for Fare baade her og andensteds. Og dog er netop de mere nødvendige end nogensinde, hvis Menneskeheden ikke skal drukne i de materielle Krav, men vil redde Betingelserne for en menneskeværdig Tilværelse271.

I begyndelsen af 1900-t. udførte Martin Knudsen sideløbende med alle disse forenings og administrative opgaver banebrydende undersøgelser af luftarters egenskaber ved lave tryk, en indsats, hvis plads i fysikkens historie er markeret med Knudsen-tallet, der angiver forholdet mellem en luftarts fri middelvejlængde og beholderens udstrækning46-50. Hertz-Knudsen ligevægten var også en vigtig matematisk opstilling53,54. Julius Hartmann, der var professor ved Den Polytekniske Læreanstalt fra 1929, gav et vigtigt bidrag til magneto-hydrodynamikken; Hartmann-tallet karakteriserer således en viskøs, elektrisk ledende væske i et magnetfelt.