Københavns Universiter

Teksten på denne side er et uddrag fra den samlede artiklen ”Martin Knudsens historie” som findes under menuen ”Liv og Virke”
Billedtekster (på nærværende side ikke eksisterende billeder) henviser til billeder på undermenuen ”Martin Knudsens historie”
Henvisnings nummer er til noter som findes i slutningen af artiklen ”Martin Knudsens historie”
(For hele filen med illustrationer, tryk på linket herunder)
Københavns universitet
————————————————-
I 1890 flyttede Polyteknisk læreanstalten ind i helt nye lokaler på Sølvtorvet. Så det var helt nye lokaler Martin Knudsen kom til at studere i og kort tid senere at arbejde i da han allerede i 1992 startede med opgaver for prof. C. Christiansen. Det var første gang, at læreanstalten fik bygninger, der direkte var bygget som en moderne ingeniørhøjskole. Bygningerne rummede to discipliner. Den ene – den kemiske fløj – husede de kemiske fag. Den anden – den fysiske fløj – de fysiske fag. Disse to fløje var forbundet af den såkaldte auditoriefløj. Den kemiske fløj husede først og fremmest et stort og moderne analytisk kemisk laboratorium og herudover tegnestuer, eksamenslokaler samt nogle små lokaler til teknisk kemi, men intet egentlig laboratorium til sidstnævnte fag. Desuden rådede staten over et par værelser, der blev benyttet som laboratorium for Statens Papirkontrol271.

Polyteknisk læreanstalt på Sølvgade
Den fysiske fløj indeholdt to store ”arbejdslokaler” til professorerne, et ”optisk værelse”, den fysiske instrumentsamling, som nok i vidt omfang har været anvendt som laboratorier. Endvidere var der den mekanisk-tekniske samling, tegnestuer og inspektørens bolig og kontor272. Fysikernes arbejdslokaler blev benyttet til fysiske øvelser for de studerende. Den mekanisk-tekniske samling, som var placeret i stueetagen, skulle i princippet gøre det ud for et lille maskinteknisk og teknologisk laboratorium, men måtte nøjes med et beskedent areal på 90 m2. Den fysiske instrumentsamling befandt sig på 1. sal, hvilket næppe var den ideelle placering for et lokale, som skulle rumme tunge instrumenter. Derimod kunne man i stueetagen godt finde plads til de administrative lokaler272.
Det var undervisningslokalerne, tegnestuerne og administrationen, der udgjorde bygningens arkitektonisk mest prestigefyldte. Laboratorierne var langt fra det dominerende i dette nye bygningsværk, hvilket viste, at forskningen på dette tidspunkt ikke blev set som læreanstaltens vigtigste virksomhed. De tekniske samlinger – der var forløberne for de tekniske laboratorier – spillede derimod en vis rolle. Der var ingen faciliteter for elektroteknik, ej heller noget rigtigt maskin-værksted. Det sidste kan virkelig undre272; men det afspejlede først og fremmest den underordnede rolle, som de tekniske fag i 1890 stadig spillede på Den polytekniske Læreanstalt. Kun på det kemiske område var der sørget for gode laboratoriefaciliteter. Dette beroede på, at kemien var den første disciplin, der integrerede laboratorierne i undervisnings praksis. Måske spillede det også ind at direktøren Julius Thomsen var kemiker.
Indtil midten af 1890’erne spillede de tekniske fag kun en beskeden rolle på læreanstalten273. De grundvidenskabelige fag matematik, fysik og kemi udgjorde tyngdepunktet i kandidaternes uddannelse, og sølvtorvskompleksets arkitektur afspejlede dette rangforhold. Der skulle et eksternt pres til for at ændre afgørende på disse forhold, og det pres kom fra den i 1892 dannede Dansk Ingeniørforening. Under denne forenings aktive medvirken blev undervisningen ved læreanstalten i 1894 reformeret. Undervisningen skulle være mere erhvervsrettet: De tekniske og praktiske fag blev herefter kraftigt opprioritet. Denne opprioritering forudsatte imidlertid, at der blev oprettet en række øvelseslaboratorier i fag som teknisk kemi, maskinteknik og elektroteknik. Blot fire-fem år efter indvielsen af sølvtorvskomplekset var læreanstalten for lille og krævede mere plads. Der skulle imidlertid komme til at gå mere end ti år, før disse laboratorier blev en realitet. Først i 1900 blev der nedsat et udvalg til at overveje retningslinjerne for indretning af et maskinlaboratorium. Derimod gik det stærkere med at få ansat flere lærere. I de næste år blev der således oprettet hele otte nye lærer-stole. Den moderne ingeniørvidenskabelige uddannelse var i støbeskeen272.
I 1896 tog Martin Knudsen på dette sted skoleembedseksamen som cand. mag. med fysik som hovedfag, men allerede fra 1892 havde han assisteret prof C. Christiansen, der hurtigt havde opdaget hans usædvanlige håndelag og særprægede evner som eksperimentalfysiker. Martin Knudsens evner for eksperimental fysik blev første gang dokumenteret, da han i 1895, 24 år gammel, vandt universitetets guldmedalje for en prisopgave om ”Elektriske gnisters evne til at rive stof med sig dels fra elektroderne dels fra det medium de slår over i” og blot året efter tog han embedseksamen ved Københavns universitet57.
I 1901 modtog han et nyoprettede docentur i fysik ved Københavns Universitet – en særlig ærefyldt og betroet stilling, hvor han også udgav lærebøger1,105 og hvorunder de medicinske studenters fysikundervisning også lå, og i 1912 blev han altså prof. C. Christiansens efterfølger og udnævnt til professor i fysik ved Københavns universitetet9-12,107-110,165,250, samt til bestyrer af Polyteknisk Læreanstalts fysiske samling, en stilling han bestred indtil 1941. Han beholdt tillige ledelsen af det mediko-fysiske laboratorium indtil 1924, mens Niels Bohr overtog docenturet.

Martin Knudsen ved en forelæsning på Polyteknisk Læreanstalt
Til sin universitetslærervirksomhed skrev Knudsen først Lærebog i Fysik for Medicinere, 1903–04 (2. udgave 1913)2. Han besørgede 1915 en stærkt omarbejdet udgave af C. Christiansens Lærebog i Fysik og skrev 1923 en helt ny Lærebog i Fysik der også benyttedes ved andre nordiske universiteter1; endvidere udgav han Fysiske Opgaver, 1920 (3. omarbejdede udgave 1933), idet han indførte opgaveløsning som regelmæssigt led af den højere fysikundervisning.
Martin Knudsens videnskabelige forskningsarbejde omfattede to vidt forskellige felter; hydrografien6,71,73,75,168-176,178-182,184,185,188,189,191,193-196,198-200,205,207,211,216,217, 246,251 og molekylærfysikken120-123,125,126,129,131,133,135,136,138,141,142,144, 145,147,149,151,153, 155.
Knudsen gjorde en stor indsats for såvel fysikundervisningen ved universitetet og Polyteknisk Læreanstalt som for formidling af naturvidenskaben til en bredere offentlighed13-16,18-20. Han var formand for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) 1900-39114,119,170,218. Det var en videreførelse af selskabet skabt af HC Ørsted i 1824 og han var initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted medaljerne for særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i guld, sølv og bronze.

Således blev Knudsen den tredje modtager af guldmedaljen i 1916 som ”- gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år.” hvilket den samlede bestyrelse var enige om var præsteret17.

Knudsens store administrative og organisatoriske evner skaffede ham en ledende stilling i mange videnskabelige institutioner og komiteer. Således var han fra 1901 sekretær og senere formand i det danske udvalg der besørgede registreringen til det internationale katalog over videnskabelig litteratur. Fra 1900 var han formand for det af HC Ørsted stiftede Selskabet for naturlærens udbredelse, og han havde som næstformand i HC Ørsted-komiteens forretnings-udvalg en hovedandel i organisationen af Ørsted-jubilæet i 1920, ligesom han har lagt grunden til et Ørsted-museum i Rudkøbing på Langeland. I 1911 stiftede han sammen med fabrikant GA Hagemann Danmarks naturvidenskabelige samfund, for hvilket han var vicepræsident til 1937. Han var medlem af, og i en årrække fra 1915 generalsekretær for den danske bestyrelse for de skandinaviske naturforskermøder. I 1909 blev han medlem af Videnskabernes selskab og i 1917 dets sekretær. I 1912 blev han som anført ovenfor medlem af, og Secretaire Generale for det af den belgiske industrimagnat E. Solvay stiftede Solvay-institut der afholdt internationale fysikermøder og støttede fysisk forskning. Fra 1923 var han vicepræsident i den internationale union for fysik. 1927–28 var han universitetets rektor. Foruden Københavns Universitets og HC Ørsted-guldmedaljerne i henholdsvis 1895 og 1916 også i 1936 Agassiz-medaljen, som var en udmærkelse for originale bidrag til havforskningen eller oceanografisk forskning indstiftet af Sir John Murray til ære for hans ven Alexander Agassiz. I 1918 blev han æresdoktor ved Lunds universitet. Han var medlem af de nordiske videnskabelige akademier og desuden bl.a. af det preussiske akademi, akademiet i Göttingen og Royal Institution of Great Britain, tillige medlem af det russiske geografiske selskab og æresmedlem af Det kgl. danske geografiske selskab.

Martin Knudsen har således vundet et højt anset navn som fysiker gennem sine banebrydende arbejder på den kinetiske luftteoris område.
Hans navn blev imidlertid anset ligeså højt indenfor oceanografien og hydrografien især for udviklingen af en metode til bestemmelse af havvands saltholdighed og beregning af vandtransporten til og fra lukkede havområder, de såkaldte Knudsen-relationer. Hans special-konstruerede pipette blev internationalt standardudstyr, og hans “normalvand” fremstillet i København blev distribueret til havforsknings-laboratorier verden over3,68. Gennem Kommissionen for Havundersøgelser var han med til at danne Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i 1902 samt at sikre, at dette råd fik sit hovedsæde i København28,37,38,69,70,74,76-80,214,246,251.
Martin Knudsens evner for eksperimental fysik og pædagogik stimulerede og var medvirkende til store forskningsmæssige landvindinger indenfor flere forskningsgrene, hvilket var ret præcist angivet i instituttets navn – Polyteknisk læreanstalt. I begyndelsen af 1960´erne da H.C. Ørsted Instituttet blev bygget, var der også bestræbelser i gang for at grundlægge et Martin Knudsen Institut for Faststoffysik. Drivkræfterne var prof. Henning Højgaard Jensen, prof. Verner Frank, prof. Niels I. Meyer mfl.60,97 – nok også prof. Niels Ovessøn Hofman-Bang? At instituttet ikke blev til noget havde givetvis med penge og politik at gøre60!? Martin Knudsen har således været katalysator til flot dansk grundforskning21 – og Knudsen fortjener et indgående historisk studium, selv om han slet ikke er en ukendt størrelse indenfor international videnskabshistorie. Han vil også utvivlsomt blive husket under fejringen af 100-året for Solvay-konferencerne og hans bidrag er jo beskrevet, sommetider udførligt, i den historiske litteratur om disse konferencer81. Men et fyldigere studium, der tager for sig Knudsens liv og karriere i sin helhed og i deres fulde sammenhæng ville oplagt være på sin plads. Martin Knudsen og Niels Bohr skønt det videnskabelige samarbejde81-91,93 tilsyneladende var anstrengt så fik familierne efterhånden gode relationer også efter Knudsens død82-96. Man kan håbe, at en videnskabshistoriker med tiden vil påtage sig denne opgave81 – og det alt sammen startede på Nordfyn ved Hasmark, Enebærodde og Hofmansgave!

Fysikkens udvikling i Danmark i 1900-t. ville have været dramatisk forskellig uden den epokegørende indsats, der skyldes Niels Bohr og den forskning, der fandt sted på Niels Bohr Instituttet, som blev et internationalt centrum for kvantefysikken og dens anvendelser på atom-, kerne- og partikelfysik. Instituttets fornemme tradition inden for kernefysikken blev yderligere markeret med tildeling af nobelprisen i 1975 til Aage Bohr og Ben Mottelson. Christian Møller, der var professor ved instituttet, ydede væsentlige bidrag til spredningsteori og til den almene relativitetsteori.

Indtil 1950’erne var fysikken i Danmark centreret i København, men med oprettelsen af et naturvidenskabeligt fakultet ved Aarhus Universitet og udflytningen af Den Polytekniske Læreanstalt (det senere Danmarks Tekniske Universitet, DTU) til Lyngby skete der en betydelig vækst af forskningsmiljøerne. Opførelsen af H.C. Ørsted Instituttet i 1962 betød, at også de faste stoffers fysik blev et centralt emne for forskningen ved Københavns Universitet, ligesom det samtidigt skete ved DTU. Jens Lindhard og hans medarbejdere opbyggede det fysiske institut i Aarhus med ladede partiklers gennemtrængning af stof som et hovedtema. Under navnet Institut for Fysik og Astronomi spiller det en førende international rolle på adskillige områder inden for atom- og faststoffysik. Nye fysiske institutter blev desuden oprettet i Odense (1966), Roskilde (1972) og Aalborg (1974).

Grundlæggelsen af Forsøgsanlæg Risø (nu Forskningscenter Risø) i 1956 med henblik på fredelig udnyttelse af kernekraft fik i de følgende årtier stor betydning for fysikken i Danmark, især hvad angår faste stoffers fysik og materialeforskning. Det hører også med i billedet, at en betydelig del af den danske indsats er henlagt til europæiske centre som CERN i Genève og synkrotronfaciliteterne i Hamburg og Grenoble.

Endelig har danske virksomheder igennem de seneste år i stigende grad bidraget til fysisk forskning inden for især optik og elektronik. Det er i stor udstrækning sket i samarbejde med universiteter og nye forskningscentre som Mikro-elektronik Centret og Center for Kommunikation, Optik og Materialer (COM) med hjemsted på DTU.

Ved Martin Knudsen´s død blev der fra flere sider udtrykt sorg over tabet af ham. Akademiet for de tekniske Videnskaber´s første meddelelse (nr.1) i 1949 drejede sig om at dansk videnskab havde mistet en af sine allerstørste personligheder, hvis arbejde var kendt og beundret verden over, ved professor Martin Knudsens død 27.maj 1949 8,21,22,25,26,32,34-36,61,62,64,118,214,250.

Kort fortalt om Martin Knudsen´s karriere:
 1890 Student fra Odense
 1895 Universitetets guldmedalje
 1896 Embedseksamen cand. mag.
 1896 Assistent ved Polyteknisk Læreanstalt fysisk samling
 1899 Assistent ved Universitetets Medico-Fysiske Laboratorium (senere Bestyrer af samme);
 1900-1939 Formand i Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU)
 1901- 1912 Docent i fysik ved universitetet
 1902 – ??? Leder af de danske hydrografiske Undersøgelser
 1902-1948 Danmarks Delegerede ved de Internationale Havundersøgelser (ICES)
 1909-1948 Medlem af ”Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab”
 1911 Udsendt af Videnskabens Selskab som dansk delegeret ved den første ”International Solvay Conference” om kvantefysik.
 1912- 1931 Valgt og prolongeret som generalsekretær for de ”International Solvay Conference” , som afholdtes hvert 3. år eller længere intervaller, bl.a. for den legendariske i 1927.
 1911-1937 Vicepræsident i Danmarks Naturvidenskabelige Samfund
 1912- 1941 Professor i fysik ved universitetet Bestyrer af fysisk samling ved Polyteknisk Læreanstalt
 1912 Medlem af Societé Géographique de la Finlande
 1916 HC Ørsted Medaljen – Guld17
 1917-1945 Sekretær for Videnskabernes Selskab
 1918 Dr. Phil. H.c. ved Lunds universitet
 1918 Medlem af Kungliga Fysiografiska Sällskapet, Lund
 1919 Medlem af Kgl. Gesellschaft der Wissenschäften zu Göttingen
 1919 Ridder af Dannebrog
 1921 Medlem af Preussische Akademie der Wissenschaften
 1922 Medlem af Finska Vetenskaps-Societeten
 1922 Medlem af Royal Institution of Great Britain
 1926 Æresmedlem af det Kgl. danske Geografiske Selskab
 1927 Generalsekretær ved den ”International Solvay Conference” om kvantefysik og relativitetsteorien.
 1927- 1928 Rektor magnificus på Københavns universitet
 1928-1936 Efor for Valkendorfs Kollegium
 1928 Medlem af Kungliga Vetenskaps Societeten i Uppsala
 1931-1943 Medlem af Bestyrelsen for Hagemanns Kollegium
 1930-1934 Formand for Odenseaner-Samfundet
 1930-1936 Præsident for ”The International Association for Physic Oceanography”
 1930 Medlem af Det norske Videnskabs-Akademi
 1933-1947 Vicepræsident for de Internationale Havundersøgelser (ICES)
 1934 Medlem af Russian Geographical Society
 1935 Agassiz Medaljen (Awarded for an original contribution in the science of oceanography. Established by Sir John Murray in honor of his friend, Alexander Agassiz);
 1936-1948 Formand i Bestyrelsen for Danmarks Akvarium
 1937 Medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber
 1939 Doctor of Science h.c. ved universitetet i Liverpool
 1941 Æresmedlem i Selskabet for Naturlærens Udbredelse
Kommandør af Dannebrog 1. Grad (K.1).