Martin Knudsens historie

For opdateret udgave af Martin Knudsens historie tryk på link herunder:
Martin Knudsens historie 161209-99

Denne artikel er skrevet af arbejdsgruppens videnskabelige medarbejder
Bjarne Fredberg Knudsen
i januar 2012

——————————–

Selvom en del af de ældre i Hasmark stadig ved noget om Martin Knudsen – professoren som var født, opvokset og havde en større feriebolig – Møllestranden 11 i Hasmark på Nordfyn225 – så er det næsten ukendt hvad han stod for. Videnskabeligt er han i Danmark gået en del i glemmebogen, trods det at han i sin tid som professor i fysik var pionér indenfor fysik og hydrografi; men i udlandet citeres han fortsat flittigt. Niels Bohr og Albert Einstein har naturligvis været eftertidens førende; men Martin Knudsen var også med til at præge grundlæggelsen af Kvantemekanikken (eller kvantefysikken), som  en gren af fysikken der beskæftiger sig med stofs egenskaber på atom niveau og endnu mindre (sub-atomare og sub-nukleare i meget lille skala). Martin Knudsen bidrog især med den Kinetiske Teori om molekyler i luftstrømme og molekylær-stråler samt statistisk fysik, og så var han generalsekretær gennem mere end 15 år for Solvay-konferencerne. I 1913 var den unge Niels Bohr nået frem til en ny erkendelse af atomets opbygning. Hans teori om atomers forskellige energitilstande ”kvantespring”, gjorde det muligt at forklare de hidtil uforståelige liniespektre. Den forklarede endvidere stoffets stabilitet og gjorde det muligt at skelne mellem atomets indre og ydre del.
Vor forståelse af atomfysikken, af det vi kalder kvanteteorien for atomare systemer, tog sit udspring ved forrige århundredskifte og fik sin store syntese og afrunding i 1920´erne. Det var en heroisk tid. Det var ikke én mands værk; det beroede på samarbejde mellem snesevis af videnskabsmænd fra mange forskellige lande, men fra først til sidst var det Niels Bohrs dybt skabende og subtile og kritiske ånd, som viste vej for, styrede, uddybede og til slut forvandlede foretagendet45. Det var en tid med tålmodigt arbejde i laboratoriet, med afgørende eksperimenter og dristig handling, med mange vildspor og mange uholdbare formodninger. Det var en tid med alvorlige brevveksling og hastigt sammenkaldte konferencer, med debat, kritik og strålende matematisk improvisation – og hvor koordinatoren og sekretæren spillede en stor rolle82-93.
”- For de der deltog, var det en skabende tid; der var skræk såvel som opstemthed i deres nye indsigt. Den vil sandsynligvis ikke blive nedskrevet særlig udførligt som historie. Som historie vil dens genskabelse kræve kunst så stor som historien om Ødipus eller historien om Cromwell, og dog udspilledes den i en handlingssfære så fjern fra vore daglige erfaringer, at den næppe vil blive kendt af nogen digter eller nogen historiker-” udtalte J Robert Oppenheimer i 1950´erne45.
I de sidste 100 år har kvantefysikken og relativitetsteorien været grundsten i fremkomsten af f.eks. atomkraft, computere og mobiltelefoner, og de har sammen radikalt ændret vores opfattelse af tid, rum og stoffets opbygning.

Hvad var baggrunden? Ud over sin anvendelse inden for fysik og kemi har kvantemekanikken også haft stor betydning for filosofiske emner. Kvanteme-kanikken baserer sig på brug af bølgefunktioner til at beskrive partikler. En bølgefunktion er en matematisk konstruktion, der ikke har nogen direkte fysisk betydning i sig selv. I år 1900 foreslog Max Planck at energi kan være kvantiseret. Denne ide opstod i et forsøg på at beskrive den observerede frekvensfordeling af energi udsendt fra sortlegemer. Einstein forklarede i 1905 den fotoelektriske effekt ved på tilsvarende vis at postulere at lysets energi er kvantiseret.

Først Solvay konferencen 1911 hvor kvantefysikken blev grundigt endevendt. Martin Knudsen er stående som nummer 7 fra venstre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i mere end 15 år!

 

For at få styr på definitionerne tog de fleste af videnskabernes selskaber i Europa imod invitationen om at deltage i en konference hvor hvert nationale selskab sendte delegerede. Solvay konferencerne fandt sted første gang i 1911 på det Internationale Solvay Institut for Fysik og Kemi i Bruxelles med emnet Radiation and the Quanta. Det danske Videnskab Selskab havde sendt Martin Knudsen som delegeret til den første konference i 1911. Solvay-organisationen var uafhængig og komiteen var udpeget af Solvay (men i praksis af W. Nernst)27,42-45,55-58,249. Martin Knudsen gav en ud af de i alt 12 forelæsninger ved det første møde i 1911 om kinetisk molekylteori, hvor bl.a. Einstein bidrog til diskussionen. Derefter fik Martin Knudsen fast sæde ved disse konferencer hvor han blev valgt som Secretaire Generale42,43 ved et administrativt møde i 1912, hvor man besluttede at Solvay-konferencerne skulle fortsætte – en post han bevarede i mere end 15 år.

 

Anden Solvay konferencen 1913 hvor kvantefysikken blev endevendt en gang mere. Martin Knudsen er stående som nummer 3 fra højre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i mere end 15 år!

 

Konferencerne blev afholdt med 3 års eller længere intervaller42,43,55-59.  I 1913 forklarede Niels Bohr brintatomets spektrallinjer ved at antage kvantiserede energitilstande.
Der gik nu lang tid før næste konference kunne gennemføres i 1921. Under 1. Verdenskrig var der ingen muligheder for at mødes til en konference – det var de nationale modsætninger for store til.

 

Tredie Solvay konferencen 1921 hvor kvantefysikken blev endevendt på ny efter en pause på 7år. Martin Knudsen er siddende nummer 1 i midterrækken fra venstre – han var Secretaire Generale for de International Solvay møder i mere end 15 år!

 

Endeligt i 1924 fremførte Louis de Broglie sin teori for stoffets bølgenatur. Trods deres succes var disse teorier rent fænomenologiske: der var intet fundamentalt argument for kvantisering. Disse teorier kaldes overordnet for den gamle kvantemekanik. Den moderne kvantemekanik opstod i 1925 hvor Heisenberg udviklede matrixbeskrivelsen, og hvor Schrödinger udviklede bølgebeskrivelsen og opstillede Schrödingers ligning. Schrödinger viste efterfølgende at de to tilgange er ækvivalente.
I 1924 blev den fjerde Solvay konference afholdt; men Martin Knudsen deltog ikke.
Werner Heisenberg postulerede sit ubestemthedsprincip “Uncertainty Principle,” i 1927. Kvante-mekanikken udvikler sig til det der kendes som “Københavner-fortolkningen”.

 

Femte Solvay konferencen 1927 hvor kvantemekanikken blev forenet med relativitetsteorien. Martin Knudsen siddende nummer 2 fra venstre i midterrækken.

 

I 1927 på den 5. konference bliver kvantemekanikken også forenet med den specielle relativitetsteori gennem Paul Diracs arbejde. Emnet for konferencen var Electrons and Photons. Det var Einstein og Bohr der førte an. Et stridsspørgsmål var hvorvidt man skulle vælge det Einstein var fortaler for at følge de strikte videnskabelige love og normer som Scientific Realists stod for, eller et løsere regelsæt hvor det var forsøgsresultaterne der var vigtigst, hvilket Bohr og især Knudsen gik ind for som repræsentanter for Instrumentalists, og hvor det var dem der vandt42-45,55-58,249. Paul Dirac udviklede ligeledes brugen af operatorteori i kvantemekanikken. I 1932 formulerede John von Neumann en streng matematisk basis for kvantemekanik formuleret som operatorteori.
Selvom kvantemekanikken begrænser muligheden for at angive nøjagtige værdier af en partikels sted og impuls (jf. Heisenbergs ubestemthedsrelation), kan den kinetiske beskrivelse også anvendes på kvantesystemer, forudsat at de ydre felter varierer tilstrækkelig langsomt i rum og tid. Det er også muligt at tage hensyn til, at partiklernes vekselvirkning giver anledning til et middelfelt, der påvirker den enkelte partikels bevægelse. Herved bliver den kinetiske teori også anvendelig for fysiske systemer som superledere og kvantevæsker, hvor partiklernes indbyrdes vekselvirkning spiller en afgørende rolle.
Martin Knudsen fra Hasmark på Nordfyn var en virkelig berømthed indenfor den mest avancerede forskning i fysik! Ved Solvay konferencen i 1927 var der 29 deltagende forskere. Af dem blev 17 senere Nobelpris vindere – Martin Knudsen var indstillet; men fik den ikke. Udviklingen indenfor hydrografi eller dybhavsforskning tog først fart langt senere end kvantefysikken. Derfor var Martin Knudsen nok forud for sin tid, og han ville utvivlsom være tildelt en Nobelpris hvis han havde levet væsentligt længere. Som en konsekvens af Danmark som neutralt land under 1. Verdenskrig ledte det til at Martin Knudsen stod i spidsen for ledende videnskabsmænd der med politisk opbakning især fra den radikale forsvarsminister Peter Munch ønskede at oprette 3 internationale forskningsinstitutter i København: ét for fysik som skulle hedde HC Ørsted Instituttet; ét for sprog – Filologisk Institut og ét havundersøgelses institut også kaldet oceanografisk institut. Martin Knudsen var naturlig kandidat til at blive valgt til en toppost for to af de tre institutter. Imidlertid blev planen opgivet da de krigsførende landes nationalistiske antipatier i mellemkrigsårene var for store til at realisere internationale videnskabelige institutter59,60,97,271. Men langt mere om dette senere. Niels Bohr deltog i de forberedende møder; men forlod dem og lagde ikke skjult på at han ikke gik ind for ideen, for han var fuldt ud optaget af at få sit eget Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik til at blive internationaliseret. Det blev bygget i 1919-1920; men da Ernest Rutherford i september skulle give gæsteforelæsninger i de nye bygninger var intet færdigt og først 3.marts 1921 kunne det tages i brug. Det påstås at forholdet mellem Bohr og Knudsen i disse år ikke var særligt venskabeligt. Bohr var blevet vraget da han i starten af 1912 ansøgte om professoratet efter C.Christiansen og det blev Knudsen der blev udnævnt. Bohr der var i Oxford og Cambridge på et stipendium fik i marts 1912 et ”venligt” afslag på at lave eksperimenter i universitetets fysisk laboratorium den kommende sommer84. Fra september blev Bohr teknisk assistent for Knudsen på Københavns Universitet under stærkt utilfredsstillende forhold270. I 1914 ansøgte Bohr om at få oprettet et ekstraordinært professorat til sig selv; men det lykkedes ikke, især p.gr.a. modstand fra Knudsen270. Så drog Bohr af sted til Manchester hos Rutherford, og først i 1916 lykkedes for Bohr at få et professorat ved Københavns Universitet.
Han var absolut ikke tilfreds med arbejdsforholdene – han fik tildelt et kontor på 15m2 som han skulle dele med sin assistent hollænderen Hendrik Kramers og sekretæren Betty Schultz. Endvidere blev han pålagt at undervise de lægestuderende i fysik ”kantussen” hvilket han allerede fra sin assistent ansættelse i 1913 havde demonstreret at han var ekstremt dårlig til at undervise i basis fysik270. Til gengæld så Bohr på at Knudsen blev professor, modtog HC Ørsted Guldmedaljen, blev rektor for København´s Universitet og æres doktor ”Doctor honoris causa”- så der var nok af grunde til at forholdet mellem de to ikke var godt270. Desuden lykkedes det også Knudsen at få placeret det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) under sin ledelse i København.
Det er interessant at Martin Knudsen omtales og citeres for sine forsknings-resultater i helt moderne udenlandske videnskabelige lærebøger og nye videnskabelige artikler 23-41,43,66,67. Han var videnskabeligt meget produktiv og publicerede ofte i udenlandske fagtidsskrifter120-123,125,126, 129,131,133,135, 136,138,141,142, 144,145,147,149, 151, 153, 155,157,158, 160,162,166.
I 1890 flyttede Polyteknisk læreanstalten ind i helt nye lokaler på Sølvtorvet. Så det var helt nye lokaler Martin Knudsen kom til at studere i og kort tid senere at arbejde i da han allerede i 1992 startede med opgaver for prof. C. Christiansen.  Det var første gang, at læreanstalten fik bygninger, der direkte var bygget som en moderne ingeniørhøjskole. Bygningerne rummede to discipliner. Den ene – den kemiske fløj – husede de kemiske fag. Den anden – den fysiske fløj – de fysiske fag. Disse to fløje var forbundet af den såkaldte auditoriefløj. Den kemiske fløj husede først og fremmest et stort og moderne analytisk kemisk laboratorium og herudover tegnestuer, eksamenslokaler samt nogle små lokaler til teknisk kemi, men intet egentlig laboratorium til sidstnævnte fag. Desuden rådede staten over et par værelser, der blev benyttet som laboratorium for Statens Papirkontrol271.

 

Polyteknisk læreanstalt på Sølvgade

 

Den fysiske fløj indeholdt to store ”arbejdslokaler” til professorerne, et ”optisk værelse”, den fysiske instrumentsamling, som nok i vidt omfang har været anvendt som laboratorier. Endvidere var der den mekanisk-tekniske samling, tegnestuer og inspektørens bolig og kontor272. Fysikernes arbejdslokaler blev benyttet til fysiske øvelser for de studerende. Den mekanisk-tekniske samling, som var placeret i stueetagen, skulle i princippet gøre det ud for et lille maskinteknisk og teknologisk laboratorium, men måtte nøjes med et beskedent areal på 90 m2. Den fysiske instrumentsamling befandt sig på 1. sal, hvilket næppe var den ideelle placering for et lokale, som skulle rumme tunge instrumenter. Derimod kunne man i stueetagen godt finde plads til de administrative lokaler272.
Det var undervisningslokalerne, tegnestuerne og administrationen, der udgjorde bygningens arkitektonisk mest prestigefyldte. Laboratorierne var langt fra det dominerende i dette nye bygningsværk, hvilket viste, at forskningen på dette tidspunkt ikke blev set som læreanstaltens vigtigste virksomhed. De tekniske samlinger – der var forløberne for de tekniske laboratorier – spillede derimod en vis rolle. Der var ingen faciliteter for elektroteknik, ej heller noget rigtigt maskin-værksted. Det sidste kan virkelig undre272; men det afspejlede først og fremmest den underordnede rolle, som de tekniske fag i 1890 stadig spillede på Den polytekniske Læreanstalt. Kun på det kemiske område var der sørget for gode laboratoriefaciliteter. Dette beroede på, at kemien var den første disciplin, der integrerede laboratorierne i undervisnings praksis. Måske spillede det også ind at direktøren Julius Thomsen var kemiker.
Indtil midten af 1890’erne spillede de tekniske fag kun en beskeden rolle på læreanstalten273. De grundvidenskabelige fag matematik, fysik og kemi udgjorde tyngdepunktet i kandidaternes uddannelse, og sølvtorvskompleksets arkitektur afspejlede dette rangforhold. Der skulle et eksternt pres til for at ændre afgørende på disse forhold, og det pres kom fra den i 1892 dannede Dansk Ingeniørforening. Under denne forenings aktive medvirken blev undervisningen ved læreanstalten i 1894 reformeret. Undervisningen skulle være mere erhvervsrettet: De tekniske og praktiske fag blev herefter kraftigt opprioritet. Denne opprioritering forudsatte imidlertid, at der blev oprettet en række øvelseslaboratorier i fag som teknisk kemi, maskinteknik og elektroteknik. Blot fire-fem år efter indvielsen af sølvtorvskomplekset var læreanstalten for lille og krævede mere plads. Der skulle imidlertid komme til at gå mere end ti år, før disse laboratorier blev en realitet. Først i 1900 blev der nedsat et udvalg til at overveje retningslinjerne for indretning af et maskinlaboratorium. Derimod gik det stærkere med at få ansat flere lærere. I de næste år blev der således oprettet hele otte nye lærer-stole. Den moderne ingeniørvidenskabelige uddannelse var i støbeskeen272.
I 1896 tog Martin Knudsen på dette sted skoleembedseksamen som cand. mag. med fysik som hovedfag, men allerede fra 1892 havde han assisteret prof C. Christiansen, der hurtigt havde opdaget hans usædvanlige håndelag og særprægede evner som eksperimentalfysiker. Martin Knudsens evner for eksperimental fysik blev første gang dokumenteret, da han i 1895, 24 år gammel, vandt universitetets guldmedalje for en prisopgave om ”Elektriske gnisters evne til at rive stof med sig dels fra elektroderne dels fra det medium de slår over i” og blot året efter tog han embedseksamen ved Københavns universitet57. Røntgenstråling er en form for elektromagnetisk stråling med en bølgelængde fra omkring 5 pm til 10 nm (svarende til frekvenser mellem 30 PHz og 60 EHz), så det var naturligt at Knudsen var den første til at foretage eksperimenter herhjemme.

 

Röntgen og røntgenbilleder af hans kone Bertha’s hånd (tv) og Alfred von Kölliker´s hånd (th)

Og sådan så den første hospitals-røntgeninstallation ud på Kommunehospitalet i 1896. Foto: Med.-hist. Museum

 

Så samme år 12.februar 1896 – blot 3 måneder efter den tyske fysiker Wilhelm Conrad Röntgen 8.november 1895 havde opdaget røntgenstrålerne og billedet af fru Bertha Röntgen’s gennemlyste hånd med knogler og vielsesring havde gået verden rundt, var Knudsen den første i Danmark der fremstillede et diagnostisk røntgenbillede udført på Polyteknisk læreanstalt af et brækket underben hos en patient inden den egentlige røntgenpioner lægen Lauritz Johannes Mygge startede måneden efter51,115,117. Røntgenstråler blev hurtigt hovedsagelig brugt til medicinske undersøgelser; men på Københavns Universitet og Polyteknisk læreanstalt fandt røntgenstråler snart anvendelse til materialeundersøgelser og krystallografi.
Han blev i 1899 ansat ved Polyteknisk læreanstalt som assistent ved de nyoprettede mediko-fysiske øvelser som han selv indrettede, og hvortil han skrev vejledninger1,2,99-105. De eksisterede stadig da jeg læste medicin og havde medico-fysik øvelser i 1965!
I 1901 modtog han et nyoprettede docentur i fysik ved Københavns Universitet – en særlig ærefyldt og betroet stilling, hvor han også udgav lærebøger1,105 og hvorunder de medicinske studenters fysikundervisning også lå, og i 1912 blev han altså prof. C. Christiansens efterfølger og udnævnt til professor i fysik ved Københavns universitetet9-12,107-110,165,250, samt til bestyrer af Polyteknisk Læreanstalts fysiske samling, en stilling han bestred indtil 1941. Han beholdt tillige ledelsen af det mediko-fysiske laboratorium indtil 1924, mens Niels Bohr overtog docenturet.

 

Martin Knudsen ved en forelæsning på Polyteknisk Læreanstalt

 

Til sin universitetslærervirksomhed skrev Knudsen først Lærebog i Fysik for Medicinere, 1903–04 (2. udgave 1913)2. Han besørgede 1915 en stærkt omarbejdet udgave af C. Christiansens Lærebog i Fysik og skrev 1923 en helt ny Lærebog i Fysik der også benyttedes ved andre nordiske universiteter1; endvidere udgav han Fysiske Opgaver, 1920 (3. omarbejdede udgave 1933), idet han indførte opgaveløsning som regelmæssigt led af den højere fysikundervisning.
Martin Knudsens videnskabelige forskningsarbejde omfattede to vidt forskellige felter; hydrografien6,71,73,75, 168-176, 178-182,184,185,188,189, 191,193-196,198-200, 205,207, 211,216,217,  246,251 og molekylærfysikken120-123,125,126, 129,131,133,135,136, 138,141,142,144, 145,147,149, 151,153, 155. Han blev berømmet for sine studier af molekylerne i luftstrømme, som en pionér i eksperimenter med molekylær-stråler 17,31,145, 146,250. Det var givetvis det, han bidrog med ved Solvay-konferencerne, hvilket også støttes af, at han sidder tæt ved Irving Langmuir – en anden pioner indenfor vakuumfysikken – på det berømte foto fra konferencen (1927). Det var jo en tid, hvor atomfysikken var forholdsvis ny56. Måske var Martin Knudsen ikke klar til at forstå kvantefysikken? Knudsen’s tålmodighed var ikke stor når det drejede sig om de kvante-ideer Bohr introducerede.  J. Rud Nielsen, der senere blev professor i fysik ved Universitetet i Oklahoma studerede både hos Bohr og Knudsen.   Engang han stillede Knudsen et spørgsmål, der også berørte brug af kvanteteorien, bed Knudsen ham af med ordene: “Hvis vi skal bruge kvanteteorien for at forklare dette, kan vi lige så godt lade være med at forklare det ” 63,64.
I perioden 1909–17 udsendte Knudsen (i Videnskabernes Selskabs Oversigt og i Annalen der Physik) en anseelig række eksperimentalfysiske undersøgelser over luftarternes egenskaber under de simple forhold der indtræder ved så lave tryk, at sammenstød mellem molekylerne – de atomare kollisioner – indbyrdes ingen betydning får, eller molekylernes middelvejlængde er større end apparatdimensionerne17,31,46-50,145,146,152,167. Ved de første forsøg, der begyndte i 1907, undersøgte han i modsætning til andre forskere forholdene ved overordentlig lave tryk (ca. 1 milliontedel atmosfæres tryk) hvor luftmolekylerne kan gå lange veje uden indbyrdes sammenstød46-50,152,167.

I disse arbejder droges hidtil upåagtede konsekvenser af den kinetiske luftteori, og disse bekræftedes ved forsøgene; men tillige opdagedes nye egenskaber ved luftarterne. De første arbejder behandlede luftarters strømning gennem snævre rør og små åbninger, hvorunder tillige kviksølvs minimale damptryk ved lave temperaturer bestemtes. Derefter påvistes, at ved lave tryk vil ligevægts-betingelsen, når to beholdere med luft af forskellig temperatur står i forbindelse med hinanden, ikke have samme tryk i begge beholdere.

 

Martin Knudsen fotograferet i perioden 1907-17 med sit apparatur til undersøgelse af luftarters egenskaber ved lave tryk. Foto DTU

 

Videre konstruerede han et ”absolut manometer” til måling af de lave tryk, og han kunne både bekræfte teorien langt mere eksakt end det før var muligt, og afsløre nye egenskaber ved luftarterne, samt yde betydelige bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning. Det var baseret på, at to flader med forskellig temperatur i luft af lavt tryk frastøder hinanden med en af trykket afhængig kraft, den såkaldte radiometerkraft. Han formulerede således en cosinus-lov for molekylers vekselvirkning med væggene i en beholder. Han udledte også en lov for strømning ved lave tryk og bekræftede den ved nøjagtige eksperimenter. Ved undersøgelser over varmeledningen indførtes begrebet en luftarts akkomodationskoefficient som udtryk for, i hvor høj grad dens molekyler ved stød mod væg antager dennes temperatur. Endelig fremkom betydningsfulde bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning og fortætning. Senere (1927–30) er offentliggjort enkelte supplerende undersøgelser. Hans resultater var en afgørende bekræftelse af den kinetiske gasteori og de blev vigtige for udviklingen af superledere, kvantevæsker og vakuumteknikkens udvikling23,46-50,52-54,84,158.

 

Knudsen cellen, der er bygget af Thomas Rosenørn og Jacob Mønster i forbindelse med deres speciale. Cellen bruges til at undersøge interaktioner mellem atmosfæriske sporgasser og typiske atmosfæriske aerosolers overflader.

 

Molekylærstråler blev bl.a. brugt til at måle hastighedsfordelingen af molekyler i en gas. Man fremstillede strålen i det der nu hedder en Knudsen-celle, hvor man havde en veldefineret temperatur. Strålen blev så sendt gennem en simpel anordning med roterende hjul, der tillod at måle hastighedsfordelingen. Hastighedsfordelingen var teoretisk forudsagt af Maxwell60. Knudsen var altså vidende og kendt for sine arbejder med kinetisk-molekylære teorier og hvad der sker med luftarter under lave tryk17,31,46-50,145,146,152,167.
Knudsen var også aktiv i den fysiske oceanografi især med udviklingen af metoder til at definere egenskaberne i og af havvand3,68,72,177,192,212,217.
Han deltog som sagt i næsten alle Solvay konferencerne – her især de to legendariske Internationale Solvay konferencer med en lille flok af verdens førende videnskabsmænd i 1911 og 1927 hvor også Albert Einstein og Marie Curie m.fl. deltog samt Niels Bohr dog først fra 1927 27,42-45,55-58.
Martin Knudsen var også medlem af Videnskabernes Selskab106, 111-113, 124,130, 132,134, 137,139,140,143,146, 148,150,152,154,156,159, 161,163, 266,267,268,269, æresmedlem af det Kongelige Danske Geografiske Selskab, rektor ved Københavns universitet, medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber, samt flere udenlandske videnskabelige selskaber. Han var derudover Kommandør af Dannebrog 1. grad.
Martin Hans Christian Knudsen (15.2.1871-27.5.1949) Martin Knudsen´s forældre Maren Kirstine Hansdatter Fredberg kaldet ”Stine” og Jørgen Knudsen var ved sønnens dåb 2.4.1871 i Norup Kirke blevet gårdbestyrer på Martinegård på Enebærodde under godset Hofmansgave i Hasmark62; Stine var datter af Folketingsmand og medlem af den Grundlovgivende Rigsforsamling Hans Christian Johansen223,224 og Jørgen var tidligere kusk og tjener for den 2. stamhusherre hofjægermester N.E. Hofman-Bang, og før dette var han fårehyrde. Den 1.maj 1870 kom Jørgen Knudsen og Stine til Martinegården på Hals, som de havde fået i forpagtning af etatsråden i 4 år med en årlig afgift af 5 tønder kartofler. Her fødtes sønnen Martin Knudsen deres eneste barn 15.2.1871. Fadderne ved sønnens dåb var Etatsråd Hofmans-Bang og ”Frøken” Malling på Hofmansgave61,62.

 

Martin Knudsen ved konfirmationen 12.april 1883. Privatfoto Margit Egdal

 

”Frøken” Malling var enke efter 1.stamhusherre N. Hofman (Bang), enkefrue Charlotte Malling, som boede 72 år på Hofmansgave og døde 1879 som 93 årig61 og hun havde lagt navn til Martinegården som Knudsen familien forpagtede.

På Martinegården oplevedes stormfloden 13.nov. 1872 da der kun var 7 alen (ca 4,5 meter) mellem Kattegat og Odense Fjord på det smalle Dræ og havets sprøjt skyllede ned ad vinduerne. Spurve ænder og andre fugle blæste ned62. Martin Knudsen gik indtil sit 13. år i almueskolen. Om sommeren var han vogterdreng før han kom på latinskolen i Odense. Han blev student i 1890 samme år som Niels Oluf Hofman-Bang fra godset Hofmansgave. Som student arbejdede han i C. Christiansens Laboratorium på den helt nye læreanstalt og hans mekaniske snilde og ypperlige håndelag gjorde det muligt for ham at tjene til føden ved at udføre mekaniker-, snedker- og glasblæserarbejde. Han deltog i 1895-96 i ”Ingolf-ekspeditionen” med et dansk havforskningsskib og blev derved en internationalt kendt hydrograf170,174,175.

 

Martin Knudsen som student. Foto 1890

 

Hans store tekniske dygtighed gav sig udslag i konstruktionen af nye måleapparater73,171,213,221, og hans organisatoriske evner bragte ham frem til ledende stillinger. Han giftede sig med Else Ursin i 1903 og de fik 5 børn222.

Martin Knudsen har således vundet et højt anset navn som fysiker gennem sine banebrydende arbejder på den kinetiske luftteoris område.

Hans navn blev imidlertid anset ligeså højt indenfor oceanografien og hydrografien især for udviklingen af en metode til bestemmelse af havvands saltholdighed og beregning af vandtransporten til og fra lukkede havområder, de såkaldte Knudsen-relationer. Hans special-konstruerede pipette blev internationalt standardudstyr, og hans “normalvand” fremstillet i København blev distribueret til havforsknings-laboratorier verden over3,68. Gennem Kommissionen for Havundersøgelser var han med til at danne Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) i 1902 samt at sikre, at dette råd fik sit hovedsæde i København28,37,38,69,70,74,76-80,214,246,251.

Knudsen gjorde en stor indsats for såvel fysikundervisningen ved universitetet og Polyteknisk Læreanstalt som for formidling af naturvidenskaben til en bredere offentlighed13-16,18-20. Han var formand for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) 1900-39114,119,170,218. Det var en videreførelse af selskabet skabt af HC Ørsted i 1824 og han var initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted medaljerne for særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i guld, sølv og bronze.

Således blev Knudsen den tredje modtager af guldmedaljen i 1916 som ”- gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år.” hvilket den samlede bestyrelse var enige om var præsteret17.

Knudsens store administrative og organisatoriske evner skaffede ham en ledende stilling i mange videnskabelige institutioner og komiteer. Således var han fra 1901 sekretær og senere formand i det danske udvalg der besørgede registreringen til det internationale katalog over videnskabelig litteratur. Fra 1900 var han formand for det af HC Ørsted stiftede Selskabet for naturlærens udbredelse, og han havde som næstformand i HC Ørsted-komiteens forretnings-udvalg en hovedandel i organisationen af Ørsted-jubilæet i 1920, ligesom han har lagt grunden til et Ørsted-museum i Rudkøbing på Langeland. I 1911 stiftede han sammen med fabrikant GA Hagemann Danmarks naturvidenskabelige samfund, for hvilket han var vicepræsident til 1937. Han var medlem af, og i en årrække fra 1915 generalsekretær for den danske bestyrelse for de skandinaviske naturforskermøder. I 1909 blev han medlem af Videnskabernes selskab og i 1917 dets sekretær. I 1912 blev han som anført ovenfor medlem af, og Secretaire Generale for det af den belgiske industrimagnat E. Solvay stiftede Solvay-institut der afholdt internationale fysikermøder og støttede fysisk forskning. Fra 1923 var han vicepræsident i den internationale union for fysik. 1927–28 var han universitetets rektor. Foruden Københavns Universitets og HC Ørsted-guldmedaljerne i henholdsvis 1895 og 1916 også i 1936 Agassiz-medaljen, som var en udmærkelse for originale bidrag til havforskningen eller oceanografisk forskning indstiftet af Sir John Murray til ære for hans ven Alexander Agassiz. I 1918 blev han æresdoktor ved Lunds universitet. Han var medlem af de nordiske videnskabelige akademier og desuden bl.a. af det preussiske akademi, akademiet i Göttingen og Royal Institution of Great Britain, tillige medlem af det russiske geografiske selskab og æresmedlem af Det kgl. danske geografiske selskab.

 

 

Ved Martin Knudsen´s død blev der fra flere sider udtrykt sorg over tabet af ham. Akademiet for de tekniske Videnskaber´s første meddelelse (nr.1) i 1949 drejede sig om at dansk videnskab havde mistet en af sine allerstørste personligheder, hvis arbejde var kendt og beundret verden over, ved professor Martin Knudsens død 27.maj 1949 8,21,22,25,26,32,34-36,61,62,64,118,214,250.

 

Middag hos Martin Knudsen 14.oktober 1926. Siddende fra venstre Madame Roswadowska, Minister Hermite, Madame Curie, Minister Roswadowska og Fru Martin Knudsen (Ellen Ursin). Bagved set fra venstre Professor Martin Knudsen, Prof. PO Pedersen, Direktør Ove Munck, Prof. SPL Sørensen, Fru Ove Munck, Fru Niels Bohr, Fru Ellinger, Madame Hermite, Professor Niels Bohr, Fru PO Petersen, Fru SPL Sørensen, Prof. K Prytz og Prof. Ellinger. I forgrunden ses husets ungdom – Else tv 21år, Inger Margrethe 19år og to af de i alt 3 drenge Jørgen 18år, Poul 16år og Helge 14år. Foto DTU

 

Kort fortalt om Martin Knudsen´s karriere:

•    1890 Student fra Odense
•    1895 Universitetets guldmedalje
•    1896 Embedseksamen cand. mag.
•    1896 Assistent ved Polyteknisk Læreanstalt fysisk samling
•    1899 Assistent ved Universitetets Medico-Fysiske Labora¬torium (senere Bestyrer af sam¬me);
•    1900-1939 Formand i Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU)
•    1901- 1912 Docent i fysik ved universitetet
•    1902 – ???  Leder af de danske hy¬drografiske Undersøgelser
•    1902-1948 Danmarks Delegerede ved de Inter¬nationale Havundersøgelser (ICES)
•    1909-1948 Medlem af ”Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab”
•    1911 Udsendt af Videnskabens Selskab som dansk delegeret ved den første ”International Solvay Conference” om kvantefysik.
•    1912- 1931 Valgt og prolongeret som generalsekretær for de ”International Solvay Conference” , som afholdtes hvert 3. år eller længere intervaller, bl.a. for den legendariske i 1927.
•    1911-1937 Vice¬præsident i Danmarks Naturviden¬skabelige Samfund
•    1912- 1941 Professor i fysik ved universitetet Bestyrer af fysisk samling ved Polyteknisk Læreanstalt
•    1912 Medlem af Societé Géographique de la Finlande
•    1916 HC Ørsted Medaljen – Guld17
•    1917-1945 Sekretær for Videnskabernes Selskab
•    1918 Dr. Phil. H.c. ved Lunds universitet
•    1918 Medlem af Kungliga Fysiografiska Sällskapet, Lund
•    1919 Medlem af Kgl. Gesellschaft der Wissenschäften zu Göttingen
•    1919 Ridder af Dannebrog
•    1921 Medlem af Preussische Akademie der Wissenschaften
•    1922 Medlem af  Finska   Vetenskaps-Societeten
•    1922 Medlem af Royal Institution of Great Britain
•    1926 Æresmedlem af det Kgl. danske Geografiske Selskab
•    1927 Generalsekretær ved den ”International Solvay Conference” om kvantefysik og relativitetsteorien.
•    1927- 1928 Rektor magnificus på Københavns universitet
•    1928-1936 Efor for Valkendorfs Kollegium
•    1928 Medlem af Kungliga Vetenskaps Societeten i Uppsala
•    1931-1943 Medlem af Bestyrelsen for Hagemanns Kollegium
•    1930-1934 Formand for Odenseaner-Samfundet
•     1930-1936 Præsi¬dent for ”The International Association for Physic Oceanography”
•    1930 Medlem af Det norske Videnskabs-Akademi
•    1933-1947 Vicepræsident for de Inter¬nationale Havundersøgelser (ICES)
•    1934 Medlem af Russian Geographical Society
•    1935 Agassiz Medaljen (Awarded for an original contribution in the science of oceanography. Established by Sir John Murray in honor of his friend, Alexander Agassiz);
•    1936-1948 Formand i Bestyrelsen for Danmarks Akva¬rium
•    1937 Medlem af Aka¬demiet for de tekniske Videnskaber
•    1939  Doctor of Science h.c. ved universitetet i Liverpool
•    1941 Æresmedlem i Selskabet for Naturlærens Udbredelse
•    Kommandør af Dannebrog 1. Grad (K.1).

 

Hvad forskede Martin Knudsen så i?:

Martin Knudsen’s Introduktion til den kinetiske gasteori
I løbet af ca en 10-årig periode begyndende i 1909 koncentrerede Knudsen sit arbejde om ren fysik, i særlig grad om lovmæssigheder omkring molekylers bevægelser i luftarter ved lavt tryk hvor han publicerede en serie artikler om disse emner. Det er derfor forståeligt at han ikke fandt tid til at konstruere nye oceanografiske instrumenter. Således udgiver han sin første lærebog om The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects 46 og få år senere Lærebog i Fysik på 786 sider1.

Tanken om at luftarterne bestod af atomer er ældgammel, og selve den kinetiske luftteori, som er en fysisk teori for gassers og andre fortyndede partikelsystemers egenskaber, er 300 år gammel og særligt i tidsrummet fra 1856 til 1890’erne beskæftigede næsten alle fysikere sig med teorien; men det var først i det 19 århundred at det fik virkelig betydning for fysikken. Det var navnlig Thomas Graham’s (1805-1869) undersøgelser over diffusionen der gav en fremdrift. Samtidig udvikledes teorien om luftarternes indre opbygning og termodynamikken af tyskeren Rudolf J.E. Clausius (1822-1888), Ludwig E. Boltzmann (1844-1905) og skotten James C. Maxwell (1831-1879). Den sum af filosofiske tanker og eksperimentelle undersøgelser, som den kinetiske teori havde affødt var ganske forbløffende stort; men de resultater man kom frem til bekræftedes kun sjældent af forsøgene, nok fordi der var store tekniske vanskeligheder med eksperimenterne. I mange år skete der intet for forskerne – også Martin Knudsen – var mere optaget af elektricitetslærens udvikling. Da Knudsen genoptog udviklingen af kinetiske luftteoris udvikling, kunne han gøre det med langt større udsigt til held idet de fysiske teknikker havde udviklet sig så stærkt, at det gjorde det muligt at tage fat på opgaveløsninger man ikke før havde kunnet17.

Med sine særlige evner for eksperimentelle design og ved at udnytte udstyret til det yderste lykkedes det fra 1907 og frem Knudsen i modsætning til andre forskere at undersøge forholdene i gasser ved overordentlig lave tryk (ca 1 milliontedel atmosfæres tryk) hvor luftmolekylerne kan gå lange veje uden indbyrdes atomare kollisioner eller sammenstød mellem et atom eller en ion og elektroner, fotoner, atomer eller ioner 46-50,152,167. I disse arbejder droges hidtil upåagtede konsekvenser af den kinetiske luftteori, og disse bekræftedes ved forsøgene, men tillige opdagedes nye egenskaber ved luftarterne. Ved disse lave tryk bevæger molekylerne sig lineært og kastes frem og tilbage mellem de afgrænsende vægge, ligesom bolde. I perioden 1909–17 udsendte Knudsen (i Videnskabernes Selskabs Oversigt og i Annalen der Physik) en anseelig række eksperimentalfysiske undersøgelser over luftarternes egenskaber under de simple forhold der indtræder ved så lave tryk, at sammenstød mellem molekylerne indbyrdes ingen betydning får, eller molekylernes middelvejlængde er større end apparatdimensionerne17,31,46-50,145,146,152,167.

 

Polyteknisk læreanstalt, Sølvtorvet taget i brug 1890

 

Man skulle tro at det på den tid var umuligt at måle så lave tryk; men den vanskelighed overvandt Knudsen ved at han konstruerede et ”absolut manometer” til måling af de lave tryk. Herefter var han i stand til at tage fat på de fundamentale opgaver i molekylteorien. Hvad sker der med et molekyle når det rammer en fast væg? Kastes molekylet tilbage på sammen måde som en lysstråle på et spejl eller som en der rammer en mat væg? – det var det sidste der var tilfældet viste Knudsen.  Han kunne både bekræfte teorien langt mere eksakt end det før var muligt, og afsløre nye egenskaber ved luftarterne samt yde betydelige bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning.   Det var baseret på, at to flader med forskellig temperatur i luft af lavt tryk frastøder hinanden med en af trykket afhængig kraft, den såkaldte radiometerkraft. De første arbejder behandlede luftarters strømning gennem snævre rør og små åbninger, hvorunder tillige kviksølvs minimale damptryk ved lave temperaturer bestemtes. Derefter påvistes, at ved lave tryk vil ligevægts-betingelsen, når to beholdere med luft af forskellig temperatur står i forbindelse med hinanden, ikke have samme tryk i begge beholdere.

Han formulerede således en cosinus-lov for molekylers vekselvirkning med væggene i en beholder156. Han udledte også en lov for strømning ved lave tryk og bekræftede den ved nøjagtige eksperimenter. Ved undersøgelser over varmeledningen indførtes begrebet en luftarts akkomodationskoefficient som udtryk for, i hvor høj grad dens molekyler ved stød mod væg antager dennes temperatur.

 

En beholder fyldt med molekyler. Molekylerne bevæger sig i alle mulige retninger. Når de rammer en af væggene vil de blive kaste tilbage fra væggen. Jo flere molekyler der rammer væggene, jo højere er trykket. Er temperaturen høj vil molekylerne bevæge sig hurtigere og derved øges chancen for de rammer væggene. Hvis temperaturen sænkes til det absolutte nulpunkt – 273,15 0C vil molekylerne efterhånden ligge stille og derfor vil trykket falde til nul.

 

De fleste forsøg var ret specielle og krævede en omfattende teoretisk udvikling. På den tid hvor Knudsen gjorde sine opdagelser var den kinetiske luftteori forklaret på følgende måde:
”Man betragter en luftart som bestående af en stor mængde af hverandre adskilte molekyle”
I 1 liter luft ved 0⁰C og 1 atmosfæres tryk findes der 2.705 ×1022 molekyler, uanset hvilken luftart det drejer sig om. Alle disse molekyler farer omkring mellem hverandre, nogle i en retning andre i en anden. Hvis vi forestiller os et molekyle, bevæger det sig retlinet indtil det støder mod et andet molekyle eller mod en væg. Ved et sådant sammenstød forandres bevægelsesretningen og hastigheden. Man kan sammenligne luftmolekylerne med en bisværm der flyver af sted mellem hinanden. Hvis to bier flyver lige imod hinanden vil de sikkert ændre bevægelsesretning før de støder sammen, og tilsvarende gør molekyler; men de flyver dog langt hurtigere end bierne – de flyver således hurtigere end lyden forplanter sig. Deres hastighed er i størrelsesorden som et pistolskud17.

Brintmolekylers hastighed er 1694 meter/sekund. Iltmolekylers hastighed er 4 gange mindre ved 0⁰C. Opvarmes luften sker der intet andet end at molekylernes hastighed øges, og varmen som luften modtager, forøger således molekylernes bevægelsesenergi, så vi herefter betragter varme som ren bevægelsesenergi i de mindste dele, som det opvarmede legeme består af. Hvad man var nået frem til om kinetisk luftteori på Knudsen’s tid var først en dristig hypotese, den blev så en brugbar teori, og den burde derefter ikke længere kaldes en teori – for den var herefter en fastslået kendsgerning, bevist som den blev, gennem et stort antal forsøg, hvoraf Knudsen’s udgjorde de fleste17.

Han demonstrerede det med en glaskolbe i hvilken der var fyldt en mængde små stumper bladguld. Kolben var lukket og næsten lufttom. Når så glasset blev opvarmet fór bladstumperne rundt i kolben uden at blive stationær noget sted – ganske som molekylerne. De bevæger sig blot forholdsvis langsomt fordi de er tunge. Fænomenet får det fuldstændigt til at ligne at man har med en kogende væske at gøre. Bladene som ligger på bunden repræsenterer væsken og bladene som farer rundt i kolben repræsenterer dampen eller den luftformige fase17.

Hvis man går ud fra den Kinetiske Teoris forudsætninger kan man anvende statistikkens love gældende dengang på luftmolekylernes bevægelser. Knudsen havde således beregnet hvor megen luft der i en hvis tid strømmede gennem et rør af givne dimensioner, når der er et trykfald i røret. Beregningen udførtes under forudsætning af, at der var så få molekyler i røret, at luftmolekylerne stødte langt hyppigere mod rørvæggen end de stødte mod hinanden. Knudsen’s forsøg gav fuldstændig numerisk overensstemmelse med beregningen, og det var første gang, at man havde fået Teorien til at give nøjagtige numeriske resultater17.
Knudsen brugte dette eksempel fordi det havde analogier til datidens mest moderne elektriske teori, Elektronteorien. Ifølge den teori mente man, at foruden de materielle atomer og molekyler, eksisterer der endnu mindre og endnu lettere partikler, de såkaldte elektroner, der alle er ganske ens, og som hver indeholder en elektrisk ladning, hvis størrelse man allerede da kunne angive ganske nøje. I en metaltråd bevæger en del elektroner sig hid og did mellem metalatomerne på sammen måde som molekylerne bevæger sig i en luftart, deres hastighed er blot 60 gange så stor som brintatomernes hastighed, så de kunne løbe jorden rundt på 6 minutter. Man antog at de samme love, som gælder for luftens strømning gennem et rør eller et porøst legeme også må gælde for elektronernes bevægelse gennem metaltråden. Finder der et elektrisk spændings fald sted gennem metaltråden, drives elektronerne af sted og danner den elektriske strøm:”—som vi nu bruger til sporvognsdrift og mangfoldige andre ting”, som Knudsen fremførte under sin takketale da han modtog HC Ørsted guldmedaljen 16.februar 191617. Han fortsatte:” Lad os tænke os en luftfyldt flaske med lang snæver hals, der er åben ud til atmosfæren. Flasken sætter vi ned i varmt vand, derved opvarmes luften i flasken, og ved opvarmningen udvider luften sig, og en del af den strømmer ud i atmosfæren gennem den åbne flaskehals. En kendt lov i fysikken siger nu at denne strømning vedvarer, indtil lufttrykket er blevet det samme inde i flasken som udenfor den. Hvorledes passer dette resultat nu med den kinetiske luftteori? Ud fra denne teori må ligevægtsbetingelserne åbenbart være den, at der igennem et vilkårligt tværsnit i flaskehalsen, flyver ligeså mange molekyler ind i flasken, som det antal molekyler, der i samme tid bevæger sig ud af flasken. Denne betingelse stiller man så op i en matematisk formel i overensstemmelse med den kinetiske teoris forudsætninger, og så anvender man statistikkens love, og så regner man, og finder — at man kan ikke gennemføre regningen. Resultatet bliver altså, at den kendte lov om trykkenes ligestorhed ikke modsiges af den kinetiske teori; men den bliver rigtignok heller ikke bekræftet derved, da regningen er for svær. Der kommer vel nok nogen engang, som kan klare denne opgave. Skulle det ikke ske, er savnet heller ikke så stort, thi loven er prøvet i praksis og fundet rigtig ved mangfoldige lejligheder.”17

Hvad der gjorde denne opgaven så svær, skyldtes luftmolekylernes indbyrdes sammenstød i flaskehalsen. Han fandt så på at man kunne omgå denne vanskelighed ved at antage, at flaskehalsen er så snæver, eller at luften er så fortyndet, at molekylerne støder mange gange mod flaskehalsens væg, før hvert indbyrdes sammenstød. Med denne antagelse var udregningen overkommelig, og han fandt da, at i følge teorien skal loven om trykkenes ligestorhed ikke gælde for dette tilfælde. Han opfandt en helt anden lov. Er den absolutte temperatur T1 i beholderen og T2 i atmosfæren udenfor, og er trykket p1 i beholderen og p2 i atmosfæren udenfor, så gjaldt ligevægtsbetingelsen:

p1 og p2 bliver altså kun lige store hvis T1 = T2 . Er T1 f.eks. 4 gange så stor som T2, bliver p1 dobbelt så stor som p2. I dette tilfælde skal der altså være ligevægt, når trykket i flasken er dobbelt så stort som trykket i atmosfæren udenfor og det til trods for, at der tilsyneladende er uhindret forbindelse gennem den åbne flaskehals. Ved de eksperimentelle undersøgelser fandt Knudsen den nye lov fuldstændigt bekræftet ved lave tryk. At den gamle lov er gældende ved højere tryk er uomtvistelig – hver lov har sit gyldighedsområde. Det er en konsekvens af den nye lov, at når et porøst legeme er varmere på et sted mere end på et andet, vil luften strømme gennem porerne fra det kolde til det varme sted. Opvarmer man således luften i en porøs porcelænskolbe, vil kolbens inderflade være varmere end dens yderflade, og luften strømmer udefra ind gennem porerne og fremkalder et overtryk inde i kolben.

Anbringer man to plader lige overfor hinanden kan man også holde regnskab med molekylernes flugt, når luften er så fortyndet eller afstanden mellem pladerne er så lille at man kun behøver at tage hensyn til molekylernes stød mod pladerne og ser bort fra de indbyrdes sammenstød. Findes pladerne i en atmosfære, der har den absolutte temperatur T0 og trykket p, og har pladerne en lille temperaturforskel t0 (Δt), gav Knudsens beregninger på grund af molekylernes stød mod dem, vil de synes at frastøde hinanden med en kraft, der for hver arealenhed på pladerne får størrelsen

Denne formel har Knudsen fuldt ud bekræftet ved forsøg, og den var basis for konstruktionen af det absolutte manometer, med hvilket man er i stand til at måle så små tryk, som man er i stand til at frembringe.

Kraften K er ikke altid en lille kraft. Har man f.eks. en glødende metalskål og hælder vand i den, vil der hurtigt danne sig et damplag mellem skålen og vandet. Skålen frastøder da vandet og holder det væk med kraften K som kan udgøre flere meters vandtryk. Herved fandt Knudsen en forklaring på det tidligere gådefulde i det gamle Leidenfrost’ske forsøg, og man forstår herved også hvorfor de farlige dampkedeleksplosioner forekommer, når vandet i nogen tid er borte fra den stærkt opvarmede kedelvæg.

Fra 1915 drejede Knudsen’s undersøgelser sig om betingelserne for metalmolekylernes tilbagekastning fra et fast eller flydende legeme. Ved guldmedalje overrækkelsen året efter 16.februar 1916 kunne Knudsen berette om de nyeste resultater: Når et udefra kommende metalmolekyle støder mod et tilsvarende metal, som er fast eller flydende, vil metalmolekylet ikke blive tilbagekastet; men det vil altid blive optaget i eller på metallet, uanset hvilken temperatur det har. Helt anderledes går det når et metalmolekyle f.eks. kviksølvmolekyler rammer et andet stof f.eks. en glasvæg. Er glasvæggens temperatur da over ÷140⁰C, kan molekylet tilbagekastes; men er glasvæggens temperatur lavere vil molekylerne blive hængende allerede ved første stød. Er glassets temperatur f.eks. ÷77,5⁰C vil et stødende kviksølvmolekyle kun have en sandsynlighed på 1:5000 for at blive hængende ved første stød. Dette sandsynlighedsbegreb spiller ganske sikkert en rolle ved det fænomen, som kaldes en damps overmætning og ved andre instabile tilstande og ved langsomt forløbne processer. Knudsen fortsatte sin takketale med:”- Ved mangfoldige lejligheder har jeg haft brug for at kende de love, hvorefter luftmolekylerne tilbagekastes fra en fast væg. For tilbagekastnings-retningen har jeg opstillet den såkaldte cosinuslov. Træffes et fladeelement af n molekyler, der alle har samme indfaldsvinkel vil disse molekyler efter tilbagekastningen blive spredt til alle sider. Det antal molekyler dn som tilbagekastes i rumvinklen dω, der danner vinklen x med fladeelementets Normal vil ifølge cosinusloven være givet ved

For at prøve rigtigheden af denne lov, må man bemærke, at cosinusloven også kan udtrykkes på følgende måde: Lægges en kugleflade gennem det betragtede arealelement af kuglens inderflade, vil det antal molekyler, som efter tilbagekastningen træffer en arealenhed af kuglens inderflade, være det samme, hvor på kuglen den betragtede arealenhed end er beliggende. Til prøven benyttes en glaskugle med siderør, gennem hvilket kviksølvmolekyler kom ind i kuglen, så molekylerne havde meget nær samme bevægelsesretning. Alle kviksølvmolekyler traf kuglefladen på et sted hvor glasvæggen holdes opvarmet til stuetemperatur, mens hele resten af kuglen med siderør nedsænkes i flydende luft. Det viste sig ved prøven, at de tilbagekastede kviksølvmolekyler fordelte sig jævnt over hele kuglefladen, hvilket, som alt anført, kun kan være tilfældet når cosinusloven gælder”17. Det var første gang Knudsen offentligt præsenterede Cosinusloven som året efter mere udførligt blev præsenteret i Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser med titlen ”Fordampning fra Krystaloverflader”156.

HC Ørsted Guldmedalje overrækkelsen fandt sted på Polyteknisk læreanstalts festsal under overværelse af Kong Christian d. X, samt bestyrelsen for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) og læreanstaltens direktion. Det drejede sig om prof. IH Hannover, prof. K Prytz, prof C Christiansen, højskoleforstander Jacob Appel, docent dr.phil. F Barmwater, prof. Niels Bjerrum, prof. HM Hansen, fysiker dr.phil. Kirstine Meyer (født Bjerrum), prof. SPL Sørensen og fabrikant og Polytekniske læreanstalts direktør GA Hagemann17. Martin Knudsen takkede også sine hjælpere, især konservator Hans Jørgen Nielsen – som i øvrigt var hans halvfætter fra Egense nær Hasmark.  Knudsen ansatte ham i 1903 hvor han blev ”mekanikus/fysikus” og siden konservator. Han var også hjælpeassistent ved de medicofysiske øvelser for de lægestuderende. Han havde konstrueret alle Knudsen’s apparater – og så var han også med til udførelserne af forsøgene. Knudsen sagde bl.a.:” – Det er jo ikke anderledes, end at langt de fleste apparater bliver lavet forgæves, og at langt de fleste forsøg mislykkes. Konservator Nielsen er imidlertid aldrig blevet træt af arbejdet, selv om dette mangen en gang har måttet gentages hyppigt på anden måde og med andre hjælpemidler, og selv om det til syvende og sidst har vist sig, at arbejdet lå over vore kræfter.” Han takkede så sine fag-kollegaer, professorer, docenter og assistenter på læreanstalten der havde hjulpet med instrumenter og gode råd. Han fremhævede især kandidat dr.phil. Sophus Theodorus Holst Weber der havde fået job hos Philips glødelampefabrik i Leiden, Holland og frk. Kirstine Smith der især havde foretaget det numeriske regnearbejde.

 

Martin Knudsen fotograferet i perioden 1907-17 med sit apparatur til undersøgelse af luftarters egenskaber ved lave tryk. Foto DTU

 

Han endte så sin forelæsning med at præsentere en udstilling af det ”skrammel og skrot” der var blevet tilbage og beskrev det som:”—Af de apparater som jeg har anvendt, er kun de tilbage, som har tjent til de endelige målinger, der har givet et resultat, og af dem er der hyppigt kun nogle brudstykker til rest. Jeg har imidlertid samlet dem sammen, så godt jeg kunne, og opstillet dem her på bordene, nogenlunde i den orden, i hvilken de er blevet anvendt. Apparaterne eller stumperne af dem tager sig unægtelig noget mærkelige ud, skilt som de er fra pumper, manometre og elektriske måleinstrumenter, og hvad de ellers har været i forbindelse med under målingerne. De egner sig jo ikke til en udstilling; men jeg har alligevel stillet dem op, for dog at have noget at vise frem”!!! 17.

 

Knudsen cellen, der er bygget af Thomas Rosenørn og Jacob Mønster i forbindelse med deres speciale. Cellen bruges til at undersøge interaktioner mellem atmosfæriske sporgasser og typiske atmosfæriske aerosolers overflader.

Knudsen-cellen

 

I forlængelse heraf fremkom betydningsfulde bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning og fortætning. Senere (1927–1930) er offentliggjort enkelte supplerende undersøgelser. Den kinetiske teori blev således udviklet med henblik på at forstå fortyndede klassiske gassers opførsel, men den er i løbet af 1900-t. blevet anvendt på metaller, halvledere, superledere, plasmaer og andre partikelsystemer, der i en eller anden forstand kan betragtes som fortyndede. Knudsen’s resultater var en afgørende bekræftelse af den kinetiske gasteori og blev vigtige for udviklingen af superledere, kvantevæsker og vakuumteknikkens udvikling23,46-50,52-54,84,158.
Molekylærstråler blev bl.a. brugt til at måle hastighedsfordelingen af molekyler i en gas. Man fremstillede strålen i det der nu hedder en Knudsen-celle, hvor man havde en veldefineret temperatur. Strålen blev så sendt gennem en simpel anordning med roterende hjul, der tillod at måle hastighedsfordelingen. Hastighedsfordelingen var teoretisk forudsagt af Maxwell60. Knudsen var derfor vidende og kendt for sine arbejder med kinetisk-molekylære teorier og hvad der sker med luftarter under lave tryk17,31,46-50,145,146,152,167.

 

Knudsen-cellen

 

I en fortyndet gas er afstanden mellem molekylerne langt større end molekylernes udstrækning. Det er derfor muligt at betragte partiklerne som frit bevægelige i tidsrummene mellem deres indbyrdes sammenstød. Den moderne kinetiske teori, som er en videreudvikling af det Knudsen og andre fysikere havde fundet, giver en statistisk beskrivelse af partiklernes fordeling i det seks-dimensionale faserum, der udgøres af en partikels stedvektor r og impulsvektor p. Den statistiske fordelingsfunktion f(r,p,t), der i almindelighed afhænger af tiden t, er et mål for antallet af partikler i et lille område omkring punktet (r,p) i det seksdimensionale faserum.

Om Knudsen-strømning:
En strømning af stærkt fortyndede gasser. Når en gas gennemstrømmer et rør, vil strømningsbilledet afhænge af, om gas-molekylernes fri middelvejlængde er lille eller stor i forhold til rørets diameter. Den fri middelvejlængde er et mål for, hvor langt et molekyle kan bevæge sig uden at støde ind i andre molekyler. Da denne vejlængde er omvendt proportional med tætheden af gas molekyler, kan den blive meget lang i stærkt fortyndede gasser. Hvis den fri middelvejlængde, l, er lille i forhold til rørets diameter, d, er den mængde gas, der strømmer igennem røret i løbet af et bestemt tidsrum, omvendt proportional med l i overensstemmelse med hydrodynamikkens love. Er l derimod stor i forhold til d, bliver den gennemstrømmede gasmængde uafhængig af l.  Det dimensionsløse tal l/d betegnes Knudsen-tallet, Knudsen-Strømning ved høje værdier af Knudsen-tallet har stor teknologisk interesse, blandt andet i forbindelse med fremstilling af heterostrukturer.
Om Knudsen Gas:
Selv i den allernyeste litteratur refereres til Martin Knudsen selvom det ikke er direkte for hans arbejder33,39,40,41. De er så velbeskrevet i lærebøger at det ikke er nødvendigt (en slags kanonisering af ham)65. Det drejer sig om de mystiske bobler på overflader som forskere af bløde og kolloide materialer søger forklaring på. Bobler i væsker er oftest sfæriske; men overfladebobler er blisterformede med et typisk tværsnit på 1000 nm i bredden og en højde på 20 nm. Eksistensen af overfladebobler blev foreslået til at forklare de overordentlig lange og størrelsen af de stærke vedhæftningskræfter som observeres mellem hydrofobe overflader og vand.

 

Skematisk visning af partikler i en Knudsen gas der opstiger og passerer overfladen af nanobobler med en vinkel på Ѳ i forhold til overfladen (APS/Alan Stonebraker)

 

Nanobobler er interessante fordi de nemt dannes og er stabile, og som sådan kan deres tilstedeværelse måske ændre samspillet med mange vandige opløsninger, og udøve effekter på processerne der fremmer flotationen til transport af anticancer lægemidler gennem membraner. Den gængse opfattelse er at bobler skrumper hvilket leder til et øget Laplace tryk (tryk differentialet mellem ind og udsiden af boblen) og et positivt tilbageløb som resulterer i en hurtig forsvinden. Imidlertid synes det som om nanobobler ikke kender til disse ”regler” – for de kan forblive stabile i flere dage.
En hollandsk forskergruppe fra universitetet i Twente66 har foreslået en forklaring på denne stabilitet, hvorved luften i nanoboblen har den egenskab at den skaber en recirkulation af den omgivende væske, som effektivt sikrer at luften der forsvinder fra boblen ved diffusion opfanges således at boblens levetid forlænges. Den allernyeste udvikling giver formodninger om at nanoboblerne er så små, at i de fleste tilfælde vil et luftmolekyle passerer fra den ene side til den anden uden at kollidere med et andet luftmolekyle. En sådan luft eller gas kaldes Knudsen gas.  Twente gruppen fremfører at luftmolekylerne i nanoboblerne har et ”net-flow” i retning af luft-væske overgangen p.gr.a. forskellen mellem fladen vendende ud og den vendende mod væsken, og at kollisionen som normalt giver et tilfældigt flow ikke finder sted i en Knudsen gas. 66,67.
Martin Knudsen’s Introduktion til hydrografien
Indenfor hydrogafien blev Martin Knudsen en pioner for salt bestemmelser eller saliniteten baseret på hans hydrografiske tabeller og hans ansvar for gennem mange år at fremstille standard havvand. I næsten et halvt århundred var han tilknyttet i forskellige kapaciteter til ICES (International Council for the Exploration of the Sea) den ældste internationale organisation for hav og fiskeri forskning. Her var han hydrograf, delegeret, formand for den hydrografiske komité og medlem af ICES kontoret. Han anses som grundlægger af den fysiske oceanografi.
Martin Knudsen blev introduceret til hydrografi da han blev knyttet til den danske ”Ingolf-ekspedition” for at stå for de kemiske og fysiske målinger af havvandet rundt om Island og op langs vest Grønland i sommeren 1895 og 1986. Han beskrev i en rapport om ekspeditionens hydrografiske arbejde253 at han var totalt ukendt med denne type forskning. Han forstod imidlertid hurtigt hvad det drejede sig om. Knudsen’s talent for at udvikle apparater slog hurtigt igennem. Han udviklede udstyr til analyser af luftarter optaget i havvand og han designede en forbedret udgave af det vendbare termometer.

 

Dækket af skrueskonnerten Ingolf

 

Han var også opmærksom på vigtigheden af mere nøjagtige bestemmelser af saliniteten, idet det blev klart at forskellige vandmasser kun varierer ganske lidt i salinitet, undertiden mindre end metodernes måle unøjagtigheder og for alle tidligere salinitets bestemmelser. Knudsen forkastede derfor metoden til salinitets bestemmelse baseret på vægtfylde. I stedet målte han det gulgrønne klor som er noget opløseligt i vand, den vandige opløsning kaldes klorvand. Klor optager nemt elektroner og egner sig derfor godt som oxidationsmiddel. Det var i virkeligheden halogenerne som han målte ved volumen titreringer svarende til Mohr’s metode, som er en udfældning af klor med en opløsning af sølvnitrat og anvendende kromeret kalium som index. For at øge nøjagtigheden af metoden indførte Knudsen forseglede ampuller med havvand hvor saliniteten var blevet bestemt med meget stor omhu med Volhard titreringer; dette vand blev så anvendt til at kalibrere sølvnitraten anvendt til titrering af havvands prøver. På denne måde blev alle klor bestemmelserne refereret til samme standard hvilket resulterede i international overensstemmelse. Salinitets tallet fremstod ved at gange klor indholdet eller kloriniteten med en såkaldt klor koefficient. I mens tallene fra Ingolf-ekspeditionen blev udregnet lavede Knudsen tabeller til at lette udregningen af havvandets massefylde ud fra dets temperatur og salinitet.

 

Knudsen i laboratoriet på Ingolf-ekspeditions skibet 1895-1896

 

En vigtig del af det hydrografiske arbejde ombord på skibet var bestemmelsen af mængden af opløste gasser i vandet. Knudsen konstruerede et apparat (se nedenfor) til samtidig bestemmelse af kvælstof og ilt i havvandsprøverne. Med hensyn til ilt fandt Knudsen nogle helt åbenbare anomaliteter. Det var en almindelig antagelse at overfladevandet var mere eller mindre mættet med luft, afhængig af vandets temperatur. I materialet fra den engelske ekspedition ”Challenger” havde William Dittmar imidlertid fundet nogle prøver indeholdende mere ilt end det kunne forklares ud fra loven om gas absorption. Han havde prøvet adskillige måder at forklare disse anomalier, som gjorde at han til sidst forslog at disse anomalier skyldtes observations fejl246,254. Hercules Tornøe, som bearbejdede samme type data fra den norske ”Vøringen-ekspedition”, var stødt på samme problem. Han var imidlertid ikke indstillet på at acceptere observations fejl som en forklaring. Han konkluderede at mængden af ilt i overflade vandet afhænger ikke blot af vandets temperatur, men også på noget man endnu ikke vidste hvad var246,255.

 

Knudsen’s apparat til bestemmelse af ilt og kvælstof i havvand

 

På ”Ingolf-ekspeditionen” fandt Knudsen også et del tilfælde af ilt overmætning i overfladevandet og han blev i stand til at forklare mysteriet. Han kom på den idé at fænomenet skyldtes at den overskydende ilt produceredes af fotosyntesen i  fytoplankton – tang og alger – og han bekræftede denne antagelse i samarbejde med ekspeditionens botaniker CH Ostenfeld ved at type- og mængdebestemme plankton på stederne hvor vandprøverne var opsamlet178,246. Det viste sig at iltindholdet var lavt hvor det var animalsk plankton men højt hvor det var plantemateriale fytoplankton der dominerede. Nogle simple forsøg udført af Knudsen bekræftede at overmætningen med ilt i overfladevandet skyldtes fotosyntesen i fytoplankton168,246. På denne måde fik Dittmar og Tornøe også forklaringer på deres ubesvarede spørgsmål.

 

Skrueskonnerten Ingolf

 

Om Salinitet:
salinitet, (afledn. af lat. sal ’salt’), saltholdighed, mængden af opløst stof, målt i gram, der er indeholdt i et kilo havvand. Hovedparten af havvand (ca. 96,5%) er rent vand, mens de resterende ca. 3,5% består af opløste stoffer i ion- eller molekyleform. Salinitet har til alle tider givet anledning til mange spekulationer hvor de første forklaringer stammer helt fra de græske filosoffer Empedocles og Aristoteles fra 300-400år før vor tidsregning. Siden videre fortolket af romerne Pliny den ældre og Seneca som bl.a. fandt at saltvand var tungere end ferskvand og at saliniteten forblev konstant selvom der til stadighed tilløb enorme freskvandsmængder fra floder og vandløb. Leonardo da Vinci tager i 1400-tallet stadig på det filosofiske plan afstand fra de tidligere forklaringer på havenes salinitet. Det er først englænderen Robert Boyle i 1674 der går i rette med de tidligere forklaringer og hævder at ligesom man ikke kan forklare jordens skabelse kan man heller ikke forklare hvorfor havvand er saltholdigt og opretholder et konstant forhold. Han anviste således den første simple metode til måling af saliniteten; men det store spørgsmål var stadig ubesvaret hvorfor havvand er mindre salt og mere varmt mod overflade nogle steder og andre steder er det omvendt? Boyle udførte en mængde undersøger af saliniteten i den Engelske Kanal. Han fandt på metoden at få saltet til at udfældes med sølvnitrat hvorefter der i de næste 100år næsten intet skete på området219.

Undersøgelserne af oceanernes kredsløb, som blev udført i 1800-tallet indebar også måling og fordeling af salinitet. Det blev forsøgt at bestemme salt indholdet ved opvarmning at fjerne vand fra prøverne ved fordampning. Simpel udtørring resulterede i tab af flygtige stoffer og vandbindende egenskaber af det tykke residual gjorde vægt målinger meget svære. En tør residual metode blev skabt; havvandsprøverne blev inddampet og tørret til en stabil vægt var opnået ved 480° C efter forbehandling med saltsyre. Udfra dette blev salinitet defineret som ”den totale mængde af fast stof i gram indehold i 1 kg havvand når alle karbonater er omdannet til oxider, alle bromider og jodider er erstattet med klorider og al organisk materiale er blevet oxideret”  — Det stod helt klart at der var behov for en bedre metode til bestemmelse af totalt opløste salte end denne besværlige og upålidelige måde med inddampning af prøver220.

Danske forskere har spillet en fremtrædende rolle i udviklingen af metoder til bestemmelse af havvandets salinitet. JG Forchhammer var en af de første til at undersøge spørgsmålet om havvandets bestanddele og publicerede i 1859 resultatet af grundige undersøgelser af vandprøver indsamlet under Galatheas jordomsejling 1845-47. I 1898 udnævnte ICES – det internationale råd for udnyttelse af havet – Martin Knudsen som formand for rådet med det mandat at studere problemerne ved bestemmelse af saliniteten i havvand. Kommissionen definerede ”chlorinity” ud fra den antagelse at ionernes indbydes ratio er konstant i havvand hvorfor en simpel volumetrisk titrering med sølvnitrat kunne anvendes til bestemmelse af saliniteten. Knudsen og hans kollegaer foretog analyser af havvand fra forskellige områder af verdenshavene, og på baggrund af sammenligninger mellem 9 bestemmelser af salinitet og chlorinitet kunne han opstille følgende formel:

S = 0,030 + 1805×chloriniteten (1)

Denne Knudsen formel benyttede oceanographer sig af i de følgende 65år! I sin beskrivelse havde Knudsen fremhævet at metoden var velegnet til salinitets målinger af havvand til fysiske, klimatologiske og biologiske undersøgelser og påpegede at målingerne ville kunne udføres med en nøjagtighed på 0,04 ppm dog ikke med den metode der var mest udbredt dengang. Det man bestemte var altså mængden af opløst stof, målt i gram, der er indeholdt i et kilo havvand. Hovedparten af havvand (ca. 96,5%) er rent vand, mens de resterende ca. 3,5% består af opløste stoffer i ion- eller molekyleform kaldet kloriniteten som et mål for mængden af halogenerne klor-, brom-, jod- og fluorioner. Salinitet blev udtrykt i promille. Sædvanligvis udførtes nogle få titreringer ved vejning og alle volumetriske titreringer derefter refereret dertil. Knudsen understregede at titreringer ved vejning dengang var temmelig besværlig og at fejlene ved salinitets bestemmelserne var sædvanligvis så høje som 0,1-0,2ppm. Det er klart at der ville kunne opnås større pålidelighed af salinitets bestemmelserne på alle vandprøver hvis de blev udført på et laboratorium; men Knudsen vidste at dette ikke var muligt. I stedet foreslog han at alle interesserede stater skulle bidrage til etableringen af en institution til at frembringe standard vand. En sådan institution skulle fremstille (og standardisere mht chlorinitet) et standard vand og distribuere det til interesserede laboratorier sammen med et certifikat som beskriver de fysiske og kemiske egenskaber af standarden29,183,186,201,203,206,219,220, 251,252.
Knudsen´s forslag blev fremlagt rimeligt detaljeret ved konferencen i 1899 i Stockholm og selvom der var nogle indvendinger blev hans forslag besluttet ”Ved standard vand forstås prøver af filtreret havvand, hvor de fysiske og kemiske egenskaber er erkendt med højst mulig analytisk nøjagtig og et medfølgende certifikat medsendes prøverne til de forskellige laboratorier”.

De Hydrografiske tabeller
Det var fornemt hvad Knudsen havde opnået under Ingolf-ekspeditionen og bearbejdningen af hydrografiske data fra de indre danske farvande. Det var derfor naturligt at han sin unge alder til trods blev en af de tre delegerede ved den Internationale konference om udforskning af havet i Stockholm i 1899. Her fik han en meget positiv opmærksomhed hvilket fremgik af en tysk rapport fra konferencen246,256.
Knudsen’s erfaringer fra Ingolf-ekspeditionen førte ham til at foreslå på konferencen at der burde oprettes en international institution til at sikre fremstilling af standard havvand177,179,246. Men selvom man godt kunne indse vigtigheden af at anvende standard havvand til salinitets bestemmelser blev forslaget ikke vedtaget på konferencen. Den foretrak en plan fremsat af den norske delegerede Fridtjof Nansen og at der i forbindelse med et fælles kontor også oprettedes et central laboratorium som bl.a. skulle producere og distribuere standard havvand246,257.
Den positive beslutning for Nansen’s forslag betød ikke at man havde mistet tilliden til Knudsen. Dette blev fastslået ved at konferencen betroede ham opgaven at udføre en eksperimentel revision af de første hydrografiske tabeller sammenholdt med hans egne fra Ingolf-ekspeditionen og den sammensat af Kümmel, Makarov og andre. Forslaget til en sådan revision kom fra den svenske professor Otto Pettersson. I et brev til Nansen havde Pettersson beklaget manglen på pålidelige tabeller som angav sammenhængen mellem de kemiske analyseresultater af havvandet og dets massefylde. Så hvis der kom en ny konference om en international udnyttelse af havet ville Pettersson foreslå oprettelsen af en komité til undersøgelse og revision af alle eksisterende tabeller for at fastlægge sammenhængen mellem massefylde og de kemiske analyse resultater. Pettersson mente at sådanne undersøgelser burde udføres på Polyteknisk læreanstalt i København under ledelse af Martin Knudsen246,258. Der blev nedsat en komité til at lede arbejdet bestående af Sir John Murray, Knudsen, Pettersson, Nansen, Krümmel, HN Dickson og SO Makarov organiseret af Knudsen. Arbejdet skulle udføres på fysisk laboratorium på Polyteknisk læreanstalt hvor Knudsen var ansat. Han blev assisteret af danskerne JP Jacobsen og SPL Sørensen samt tyskeren Carl Forch. Knudsen og hans medarbejdere bestemte konstanterne for havvand dvs relationen mellem klorinitet og salinitet, og mellem klorinitet og massefylde af vandet ved forskellige temperaturer. Disse konstanter dannede baggrunden for de berømte Hydrografiske Tabeller som gjorde det muligt at foretage en nøjagtig bestemmelse af klor indhold, salinitet, og massefylden af havvands prøver ved en Mohr titrering sammenholdt med standard havvand. Tabeller over salinitet og massefylde blev også oprettet på basis af hydrometer aflæsninger. Udregningerne af konstanter og udfærdigelsen af de Hydrografiske Tabeller repræsenterede en formidabel arbejdsindsats som blev udført af Knudsen og hans lille medarbejder stab på mindre end to år.
Tabellerne samt en rapport over arbejdet blev præsenteret ved den anden internationale konference om udnyttelsen af havene som blev holdt i Oslo (som hed Kristiania dengang) i maj 1901. Konferencen godkendte tabellerne og besluttede:
Forholdet mellem salinitet, massefylde og klor anvist i Dr. Martin Knudsen’s Hydrografiske Tabeller skal herefter anvendes; og saliniteten skal udregnes ved anvendelse af disse tabeller ved bestemmelse af klor eller massefylde bestemmelser246,259.
Selvom arbejdet var blevet udført med største omhu, så er der ytringer citeret af Wallace260, at Knudsen opfatter sine salinitets-klorinitets formler for midlertidige indtil nye undersøgelser ville give anledning til ændringer. Der var en overvægt af prøver der ikke var fra oceanerne i det anvendte materiale, med 15 ud af 26 prøver stammende fra Nordsøen og Østersøen og alle på nær to prøver var overfladevand. Derfor mente man at der måtte være behov for flere studier bestående af flere oceanprøver og strækkende over længere tid. Til trods for indvendinger blev Knudsen’ formler og tabeller anvendt i tre fjerdedel af et århundred – 75år. I denne lange periode forblev formler og tabeller stort set uændret, bortset fra en kortvarig betvivlelse af pålideligheden, som kom til udtryk kort tid efter deres fremkomst. Tvivlen viste sig imidlertid at være ubegrundet75,246.

Forsyningen af Standard Seawater
På Stockholm konferencen var det besluttet at der var et behov for standard havvand til anvendelse ved klor titreringer, samt at det skulle produceres af Central Laboratoriet. Martin Knudsen forventede at etableringen ville tage en del tid. For at lave en midlertidig forsyning producerede han en batch af sådan noget vand. Det bør nok erindres, at det ikke var noget nyt for Knudsen at fremstille standard vand. Selv før Stockholm konferencen havde han produceret 5 batches til anvendelse under det danske hydrografiske arbejde, som ydermere blev distribueret til Rusland, Sverige, Norge, Finland og Tyskland og de blev anvendt til danske titreringer indtil august 1902.

 

 

Derfor blev den nye produktion til det internationale formål med at bestemme konstanter og revidere af de eksisterende tabeller kaldt ”No.VI”. Kloriniteten af dette standard vand blev bestemt af kemikeren prof SPL Sørensen på basis af prøver af kaliumklorid. Alle de producerede standarder var derfor baseret på klorid bestemmelsen af denne prøve af kaliumklorid og derfor afhængig af atomvægten som blev anvendt.
Som Knudsen formodede var der et klart behov for standard havvand også selvom det internationale samarbejde ikke var blevet til noget. Flere institutioner i de fremtidige medlemslande af det internationale råd fik tilsendt prøver, og efterspørgslen steg så de årlige krydstogter godkendte det man var enedes om i Stockholm til udførelse fra 1902. Da Central Laboratoriet endnu ikke stod klart måtte Knudsen producere endnu en batch standard vand. Fra 1903 overtog Central Laboratoriet produktionen også den primære standard produceret i 1905.
Det var Fridtjof Nansen den norske delegerede ved Stockholm konferencen, der forslog oprettelse af et internationalt laboratorium hvorfra standard prøver skulle udsendes.  Forinden havde der været afholdt en anden forberedende konference i Kristiania (Oslo) i 1901 hvor Martin Knudsen præsenterede en foreløbig rapport til måling af konstanterne i havvand og opbygningen af de hydrografiske tabeller han havde udarbejdet. Til det hydrografiske arbejde blev Martin Knudsen´s tabeller straks anvist. Det blev endvidere anvist at “The same standard seawater shall be employed in all cases for standardizing the solution used for chlorine determinations”. I løbet af efteråret 1902 startede  “Central” Laboratoriet sin virksomhed, som desværre havde en relative kort levetid. I 1908 besluttede Nansen at han ikke længere ønskede at fortsætte som director og det blev besluttet at lukke laboratoriet. Rådet for ICES vedtog at den fremtidige varetagelse af specielle problemer måtte overdrages til specialister  fra alle medlemslandene, for det der var behov for var “practical charges, in which all the hydrographers are concerned, e.g., the preparation of normal (standard) water. It seems natural to hand over again to Docent M. Knudsen this task …” Martin Knudsen accepterede straks på vegne af Rådet, at fremstillingen og distributionen af standard havvand blev overført til et central laboratorium i København fra  september 1908, hvor det forblev indtil overførsel til England i 1974 København3,68,72,177,192,212,217,246,251,252.

Knudsen var tilsyneladende noget utilfreds med at man ikke havde betroet ham at stå for denne ”Standard Seawater Service”. I et brev til Pettersson som havde brokket sig over forsinkelsen i produktionen af den primære standard på Central Laboratoriet erklærede Knudsen at siden laboratoriet var blevet betroet produktionen af standard havvand, formodede han at det var anset mere vigtigt for laboratoriet end for ham. Og at laboratoriet kunne gøre det bedre end ham246,261.
I 1908 blev det imidlertid besluttet at lukke Central Laboratoriet og overføre de fleste opgaver til staternes egne laboratorier. Men man skønnede at der var én praktisk funktion der var interessant for alle hydrografer, og det var produktionen af standard havvand. Rådet besluttede at delegerede denne opgave til Martin Knudsen i hans egenskab af ”Hydrografisk Assistent” for ICES Bureaet246,262. Så indtil udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 blev standard havvand produceret af Martin Knudsen på vegne af Rådet. På dette tidspunkt påtog Knudsen sig personligt at videreføre ”Standard Seawater Service” for at friholde ICES Rådet for dets finansielle forpligtigelser under krigen – et arrangement der fortsatte efter krigen. Der var et stigende behov for standard vand og i 1930’erne var lagrene af den Primære Standard ved at løbe tør. Det blev derfor nødvendigt at producere en ny Primær Standard. Ved Rådets møde i 1936 forklarede Knudsen, at siden standard vand anvendtes globalt så havde han planer om at foreslå International Association for Physical Oceanography (IAPO) at de skulle stå for en ny Primær Standard og dække omkostningerne forbundet med de fysiske og kemiske arbejder og for offentliggørelsen af en rapport. Dette blev godkendt af ICES og siden accepteret af IAPO246,263.
Kloriniteten af den nye Primær Standard bestemt udfra kloriniteten i standard vandet, som indtil da havde været anvendt, hvorved der blev skabt samstemmende resultater af klorinitets titreringerne baseret på de to Primære Standarder. Kloriniteten blev målt at være 19.3810‰. Det blev imidlertid poienteret at kloriniteten var afhængig af de anvendte atomvægte, som defineret af Sørensen. Dette betød at der ville opstå et lille skred i klorinitets bestemmelserne hvis der blev vedtaget nye atomvægte. Endvidere var et rør med havvand nok ikke den bedste måde at opbevare en standard over lang tid. Disse ulemper blev udjævnet ved at anvende rent sølv såkaldt Atomgewichtssilber som standard og introduktionen af en ny måde at bestemme klorinitet på. Undersøgelser udført af professor Hönigschmid i München viste at 58.99428 gram af Atomgewichtssilber var nødvendig og tilstrækkelig til at udfælde halogenerne i 1kg af 1937 Primær Standarden. Da 19.3810 divideret med 58.99428 = 0.3285234 blev den nye definition af klorinitet:

Tallet som angiver kloriniteten i promille af en havvands prøve er per definition identisk med tallet for massen med enheden gram af Atomgewichtssilber der netop forårsager udfældning af halogenerne i 0.3285234 kg havvand217,246

Da Knudsen var op i 70’erne var han ivrig efter at sikre en fortsættelse af ”Standard Seawater Service”. Han forslog derfor til IAPO at de skulle påtage sig den fremtidige produktion af standard havvand. Dette blev accepteret af IAPO i august 1948246,264, og med fortsat produktion på Dansk Hydrografisk Laboratorium.

 

Påfyldning og ampullering af Standard Havvand i København

 

Få måneder før sin død – i februar 1949 rundsendte Knudsen et cirkulære om det nye arrangement; men p.gr.a. aftalen med IAPO (det senere IAPSO) forblev denne service udgående fra Danmark.
Fra de første fremstillinger af standarder var der kun foretaget få ændringer.  Vandet blev almindeligvis opsamlet fra det nordatlantiske overfladevand og transporteret i glas beholdere. Det blev så pumpet gennem filtre og ført ind i en lagertank hvor det blev cirkuleret gennem filtre i 2-3 uger for at opnå den bedst mulige blanding. Sideløbende blev havvandet løbende fortyndet med destilleret vand indtil en endelig salinitet på ca 35 var opnået. Forseglingen af havvandet blev gjort i form af glasampuller. Metoden som anvendes i dag er den samme som Knudsen anviste i 1903, selvom produktionen er langt større i dag.

 

Ampul med standard havvand

 

Design af instrumenter
Ud over forbedringerne af vende-termometret og udstyr til analyse af luftarter opløst i vand, som han udviklede under Ingolf-ekspeditionen, indførte Knudsen også nye typer pipetter171,246 og buretter som bidrog væsentligt til klorinitets titreringen og snart blev brugt verden over. På grund af disse forbedringer, hans indførelse af standard havvand og hans Hydrografiske Tabeller, blev klorinitets titreringer af havvand overalt refereret til ”Mohr-Knudsen titration”.
I 1898 indbød Kommissionen for videnskabelig Undersøgelse af de danske Farvande Knudsen til at udvikle metoder til måling in situ af temperatur og salinitet i havvand. Han udfyldte dette job ved at udvikle instrumenter der gjorde det muligt at bestemme saliniteten og temperaturen uden at opsamle vandprøver eller at trække termometret op af vandet183,246. Instrumenterne var særlig velegnede til at måle dybden af de afbrudte lag som er så udbredt i danske farvande. Selvom metoden skabte stor opmærksomhed kom den aldrig rigtig i anvendelse. Der var tilsyneladende tekniske vanskeligheder f.eks. angående at kompensere for kapacitet og energi tab i kablerne mellem den nedsunkne del af apparaterne og skibets instrumenteringer246,265.

 

Knudsen vendetermometer opfundet i 1896

 

I løbet af en ca 10-årig periode begyndende i 1909 koncentrerede Knudsen sit arbejde om ren fysik. Det er derfor forståeligt at han ikke fandt tid til at konstruere nye oceanografiske instrumenter. I 1916 blev han imidlertid kontaktet af den danske marinbiolog Johannes Schmidt som var optaget af at fortsætte sin forskning af gydnings stederne for den europæiske ål og han planlagde en stor ekspedition når 1. Verdenskrig var slut. Under ekspeditionen ville Schmidt måle lysets gennemtrængning af havet på forskellige breddegrader og forskellige typer vand. Han udtrykte håbet om at Knudsen ville blive interesseret i projektet og overveje udviklingen af egnede instrumenter. Denne ansøgning inspirerede Knudsen til at begynde arbejdet med at bestemme absorptionen af lys i havet. I 1922 offentliggjorde han sit spektrofotometer sammen med resultater opnået med apparatet207,208,209,246.

 

Første Knudsen flaske fra 1908 til vandhentning af dybvands prøver fra 250m i Nordsøen mellem Aberdeen og Stavanger

 

Knudsen designede også nye typer af allerede eksisterende instrumenter210. F.eks. blev hans vandhenter en videreudvikling af Pettersson-Nansen vandhenteren; men den var betydelig kortere og lettere at håndtere.

 

Knudsen flasken eller vandhenteren fra 1921

 

Knudsen indførte også en simplere lukkemekanisme af vandhenterne. For i sine instrumenter stilede Knudsen efter simpelhed i konstruktionen, kompakthed og funktionel pålidelig.

 

Knudsen flaske eller vandhenter fra 1921

 

Dette kom tydeligst frem i hans vendbare vandhenter og ydermere i udgaven uden ramme konstrueret på en måde hvor det var tanken at der kunne hænge flere vandhentere på samme kabel. Nye typer af målehjul blev også lavet såvel som nye typer af lodder eller faldlodder til vanddybdemålinger og udløsning af den vendbare vandhenter og andre instrumenter.

 

Knudsen flasker opfundet 1921 vandhentere til dybhavs prøvetagninger

 

Når Knudsen kunne være så produktiv skyldtes det ikke mindst venskabet og opvæksten sammen med halvfætteren Hans Jørgen Nielsen fra Egense på Nordfyn. Han blev først smed – var i lære først hos ”bankesmeden” Mikkelsen i Norup, men blev udlært på Marius Knudsen’s maskinværksted i Odense og afsluttede på teknisk skole som konstruktør. Fra 1903 mekanikus/fysikus og så konservator – og i dag ville man nok have kaldt ham instrumentmager. Han lavede alle instrument prototyperne for Knudsen og når de var dokumenteret brugbare, satte han dem i masseproduktion og leverede til hele kloden.

Om Havforskning – Kemisk oceanografi:
beskriver havvandets opløste stoffer, de kemiske kredsløb, næringssalte og diverse vekselvirkninger mellem atmosfære, land, havbund og havvand. Stoffer, der findes på landjorden, ender før eller siden i havet. Såvel naturligt forekommende stoffer som de fleste menneskeskabte kan derfor isoleres fra havvand, men pga. klodens umådelige mængder af havvand er de fleste stoffer kun til stede i spormængder, inklusive fosfat, nitrat og øvrige næringssalte. Ti stoffer udgør således 99,9% af de salte, som findes opløst i havvand, heraf er almindeligt salt, natriumklorid, helt dominerende.

Allerede i 1857 havde den danske geolog JG Forchhammer konstateret, at havvandets indhold af opløste salte findes i næsten konstante forhold. I 1901 kunne fysikeren Martin Knudsen derfor redigere en samling hydrografiske tabeller, hvorefter man kunne beregne havvandets massefylde og den totale saltholdighed ud fra mængden af klorid bestemt ved titrering med sølvnitrat. Disse tabeller anvendes stadig. Oceanisk vand indeholder 19,3 g klorid pr. kg vand. Det svarer til en total mængde salt på 35‰. Vandets saltholdighed kan også måles ud fra ledningsevnen eller ud fra frysepunktssænkningen i forhold til destilleret vand, evt. som osmotisk tryk.

Alle disse mål kan efterfølgende omregnes til ‰ salt, men resultatet bliver ikke nødvendigvis sammenfaldende med saltholdighed bestemt ud fra mængden af klorid. Det skyldes, at der er mindre variationer i vandets ionsammensætning, alt efter om man måler på kystnært eller oceanisk vand.

Om Havforskning – Fysisk oceanografi:
Omfatter studier af bl.a. lysets gennemtrængning, temperatur, bølger, tidevand, cirkulation i oceaner og kystnære områder, marine fronter samt blandings-processer såsom opvældning (upwelling) af næringsrigt vand fra dybere dele af oceanerne.

Opvældning af dybvand har stor betydning for havets produktionsforhold. Fænomenet er særlig udtalt på kontinenternes vestside på den sydlige halvkugle226.

Martin Knudsen anses for en af den fysiske oceanografis grundlæggere
Ud over de hydrografiske tabeller blev han bl.a. kendt for at have forfinet konstruktionen af præcisionstermometeret, der tillod aflæsning af temperaturer med 0,01 °C nøjagtighed på store dybder. Han udviklede også apparatur til nøjagtig bestemmelse af havvandets indhold af ilt, kvælstof og kuldioxid24,116,170-175,181,182,187,190,197,202,204,208-210,213,215,246.

Derudover spillede han en central rolle sammen med en svensk ven og kollega kemi professor Sven Otto Pettersson i Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), som blev etableret i 1902 og som havde hovedsæde i København til 1974 hvor det flyttede til London; men administrationen er fortsat i København28,37,38,69,70,74,76-80,214,246. Som vicepræsident for ICES fra 1933-1947 havde Martin Knudsen nært samarbejder med hydrograferne mag.scient. dr.phil. Jens Smed og marinbiolog Artur Svansson5,6,7,68-80,98. Jens Smed afløste Lomholt i 1939 for at koordinerer ICES i den internationale rådgivning på fiskeriområdet, specielt i de europæiske farvande. Organisationen har et sekretariat med en generalsekretær. Det faglige arbejde foregår i arbejdsgrupper, fx sildearbejdsgruppen. Medlemmerne af disse er forskere fra lande med interesser i det pågældende fiskeri. I dag sendes arbejdsgruppens anbefalinger via ICES til EU-Kommissionen, der tager de politiske beslutninger om eventuelle reguleringer af fiskeriet5,7,218.

Forchhammer havde vist, at man ud fra saltholdigheden kunne fastlægge grænserne for de store havstrømme. På grundlag heraf udviklede JP Jacobsen (1877-1946) de såkaldte T-S-diagrammer, som han ved analyse af temperatur og saltindhold benyttede til undersøgelser af Nordatlantens vandmasser.

Jacobsen og Knudsen udgjorde et effektivt team igennem 1920´erne med udviklinger af specialudstyr til B&W´s bygning af bl.a. særlige hav inspektionsskibe og hvor konservator Hans J Nielsen siden 1903 havde været konstruktøren af apparaterne73,171,213,221,246. Desuden beskæftigede de sig indgående med de danske farvandes hydrografi, specielt strømforholdene, hvor de fik ansvaret for de hydrografiske måleprogrammer på fyrskibene68-80.
Med ansættelsen af svenskeren Nils G. Jerlov (1909-90) og oprettelsen af et nyt institut i 1963 blev fysisk oceanografi omsider et universitetsfag. Her videreførte Jerlov sine grundlæggende studier af havvandets optiske egenskaber, bl.a. på et togt med Dana III til Sargassohavet i 1966 og på en skandinavisk, optisk-oceanografisk ekspedition i Middelhavet i 1971.

 

ICES møde i London 1929. Martin Knudsen sidder nummer 4 fra højre på forreste række

 

I 1973 hyrede Miljøministeriet et forskningsfartøj, som blev lagt ind under Havforureningslaboratoriet på Charlottenlund slot og skibet blev omdøbt til ”R/V Martin Knudsen” hvor datteren Inger Margrethe Bondorff (f. Knudsen) forrettede navngivningen222. Hun var uddannet kemiker og i mange år ansat hos ICES.

 

 

Indførelsen af målinger af elektrisk ledningsevne i havvand
I slutningen af det 1800-tallet blev der udviklet en metode til bestemmelse af saliniteten i havvands prøver ved måling af den elektriske ledningsevne.  Den norske kemiker Hercules Tornóe blev en pionér på dette. På et møde den 6. Oktober 1893 i Norges Videnskabernes Selskab, fremlagde han en række undersøgelser som viste at saliniteten i havvand kunne bestemmes ved den elektriske ledningsevnen i vand.  Ledningsevnen kan måles ved forskel i strømstyrke og en telefonbro. Da ledningsevnen overvejende påvirkes af temperatur, er det nødvendigt at måle temperaturen med stor nøjagtighed og at elimineret dens påvirkning. Martin Knudsen gik et skridt videre ved sammen med instrumentmageren Hans Jørgen Nielsen at konstruere et apparat som indeholdt samme princip, men gjorde det muligt at bestemme havvandets salinitet og temperatur uden at behøve at opsamle vandprøver eller at sænke termometre ned i havdybet. Selvom metoden skabte stor interesse blev den ikke rigtigt anvendt, utvivlsomt fordi det nødvendige apparatur endnu ikke var tilstrækkeligt.

Selvom den elektriske ledningsevne i havvand havde været anvendt sammen med temperatur malinger til salinitets bestemmelser siden 1930, (Winer, 1930), måtte pålideligheden af sådanne salinometre afvente udviklingen indenfor elektronik. Først i slutningen af 1950´erne erstattede elektrisk ledningsevne klorid-titrering målinger som et mål for salinitet. Salinometre, indeholdende høj-precitions kallibreringer og termostat kontrollerede kar, som blev udviklet til at sammenligne den elektriske ledningsevne i prøven med standard havvand med en kendt chlorinitet (og siden salinitet) ved de samme temperaturforhold. Den målte ledningsevne ratio blev så omdannet til salinitet udfra den sammenhæng der var blevet opnået i 1934, (Thomas, Thompson, Utterback, 1934), men som ikke var af tilstrækkelig høj kvalitet. Cox havde opdaget at der var en fejl i ekstrapolationen af de målte tal ved 15°C; men selv efter dette var korrigerede uacceptale forskelle der opstod mellem den udregnede ved hjælp ledningsevne ratio og dem der blev opnået ved anvendelse af (1) for en chlorinitets titrering.
Forholdet mellem salinitet, ledningsevne ratio og temperatur blev derfor bestemt på basis af malinger baseret på malinger udført ude på det åbne hav dækkende en stor salinitets variation. På denne måde blev den chlorinitets baserede salinitet om-defineret mht ledningsevne ratio og samtidig blev Martin Knudsen´s formel (1) erstattet af:
S = 1.80655 Cl      (2)
Dette gav bade salinitet og chlorinitet tungtvejende betydning. Udregnede og table baserede værdier på de nye malinger blev først publiceret i 1966, så indtil da var det i det store hele baseret på Martin Knudsen´ anvisninger251.
I dag bestemmes salinitet ved måling af havvandets ledningsevne, og saliniteten blev udfra en UNESCO vedtagelse udtrykt ved psu (practical salinity unit); men den rigtige konvention nu er at angive salinitet som et tal252.
Til kvantitative undersøgelser af mængden af fiske føde på havbunden havde direktøren for  den Danske Biologiske Station C.G.Joh. Petersen konstrueret en ”bund sampler” som han udviklede til den meget anvendte Petersen Bundhenter. Petersen var for øvrigt født og opvokset i Østrup på Nordfyn ikke langt fra Hasmark hvor Knudsen voksede op – dog var Petersen 11år ældre end Knudsen. Petersen indrømmede dog at hans bundhenter ikke var særligt velegnet til anvendelse på hård sandet bund hvor det må formodes at prøverne ikke var specielt repræsentative. Derfor besluttede Knudsen at konstruere en bundhenter prøvetager til hård bund til anvendelse som et supplement til Petersen Bundheteren213,246. Knudsen Bundhenteren fungerede glimrende med en gennembrydning ned til 30cm i sandbunden.

 

Knudsen Bundhenter

 

Rådet havde ansat en midlertidig hydrograf og hvor Knudsen fungerede som hydrografisk konsulent. Da en fuldtids hydrograf blev ansat i 1928 – Lomholt, som egentlig var cand.theol. – blev Knudsen chef for Service Hydrographique og derfor ansvarlig for det overordnede tilsyn af dets arbejde. Dette arrangement fortsatte indtil Knudsen bad om at blive frigjort fra jobbet i en alder af 77år i 1948.
En anden tilknytning mellem Knudsen familien og ICES var gennem Knudsen’s datter Inger Bondorff. Hun var dybt involveret i de omhyggelige titreringer der blev udført i forbindelse med fremstillingen af 1937 Primær Standarden. Hun var blevet oplært i laboratoriet hos professor Otto Hönigschmid i München217. Inger blev ansat ved Service Hydrographique i 1952. Hendes hovedopgave var at udarbejde måneds Synoptic Charts af temperatur og salinitet, men hun udførte også de fleste af de tekniske tegninger for arbejdsgrupperne og sekretariatet sammen med tre andre kvinder og mag.scient.dr.phil. Jens Smed kaldet ”Smeden”, som var den nye Hydrograf der blev ansat i 1939. En anden type arbejde Inger blev involveret i og hvor hun opnåede store færdigheder var screening af hydrografiske data der blev modtaget til at indgå i ICES data bank. Inger gik på pension i 1986 men bibeholdt interessen og kontakten med ICES næsten indtil hendes død i 1997. Så der var en forbindelse til Knudsen familien igennem det meste af det 20. Århundred.
Siden 1963 har oceanografi været en videnskabelig gren af geofysisk på Niels Bohr Instituttet hvor især Mag. lic. et dr. scient lektor Niels Kristian Højerslev har spillet en stor rolle i udviklingen indenfor fysisk oceanografi. Niels blev uddannet som oceanograf i 1971, hvor han blev magister i de hydrografiske og de marinoptiske forhold i Den Norske Kyststrøm. I 1973 blev Niels licentiat på både at udvikle og måle med et nyt instrument til måling af dagslysabsorptionen i både meget klare og meget grumsede vandmasser repræsenteret ved de forskellige vandmasser i Middelhavet, danske og norske farvande og fjorde. Niels har en doktorgrad i fysisk oceanografi fra 1986 publiceret i Landolt and Börnstein i serien Oceanography, og dette arbejde omhandler de optiske egenskaber af havvand mange forskellige steder i Verdenshavet. Specielt bør nævnes udvikling af instrumenter til måling af fotosynteselyset, det skadelige UV-B dagslys som påvirker primærproduktionen i havet og havets farve. Disputatsen danner grundlaget for at kunne benytte satellitmålinger til bestemmelse af havets overfladetemperatur, indhold af fytoplankton og klorofyl samt dagslysets nedtrængningsdybde i forskellige bølgelængder. Det har muliggjort en global kortlægning af temperatur- og de biologiske forhold i overfladevandet i Verdenshavet.  Niels har desuden udviklet målemetoder til klassifikation og sporing af vandmasser og deres indbyrdes blandingsforhold over store afstande, hvilket bl.a. finder praktisk anvendelse i forbindelse med iltsvind i de indre danske farvande. Samtidig underviser Niels i dynamisk og optisk oceanografi og har skrevet flere lærebøger om emnet. Endelig har Niels løbende populariseret den fysiske oceanografi gennem medierne og populærvidenskabelige bøger og blade. Et eksempel herpå er det løbende projekt Satellite Eye, http://www.satelliteeye.dk/ sideløbende med Galathea 3 Ekspedition, som var et forsøg på at nå ud til skolebørn, gymnasieelever samt andre interesserede, der vil søge viden om fysisk oceanografi på nettet.

Hvad havde inspireret Martin Knudsen til oceanografi?
Martin Knudsen var optaget af at verdenshavene er den motor der driver vores planet. Han var bevidst om hvor lidt man vidste om havene og dets strømforhold. Martin Knudsen´s opvækst på Enebærodde på Nordfyn har givet ham mulighed for at studere vandmasserne strømmende ind og ud af det smalle løb ved Gabet. Gabet er den lille passage der er fra Fjorden ud til Kattegat.
Da ca 1/3 af Fyn afvandes via Odense å og dermed Odense Fjord er der stor strøm i Fjorden. Dertil kommer at tidevandet skal passere hver 6. time – Fjorden er ca 60km2, og tidevandet stiger ca ½ meter, hvilket betyder at der skal passere betydelige vandmasser -30 millioner m3 vand- 4 gange i døgnet.
Ved hård nordlig eller sydøstlig vind er søen i Gabet temmelig voldsom når vind og strøm går mod hinanden. Der er et ”strømhjul” på 16 meters dybde, svarende til det halve af Rundetårns højde! midt i Gabet hvor de enorme vandmængder ind og ud af Fjorden passerer med en voldsom kraft især ved kombinationen af ebbe, kraftig regn og en nordlig storm så bliver de øverste vandmasser et frådende inferno, og de nederste vandmasser, som strømmer indad i Fjorden vil også være voldsomme selvom dette ikke kan ses. Ved stormflodsdannelser især ved nordlige vindretninger har der været fare for og i visse tilfælde dæmningsbrud. Tilsvarende vil en sydøstlig storm i kombination med opbyggende flod have samme, men modsatrettede effekt hvor den største drivende kraft af vandmasserne er i det øverste lag. Det er ikke underligt, at ved drukneulykker ved Gabet finder man ofte de omkomne langt fra ulykkesstedet.
Udgangspunktet for livet i Fjordens vand og det nære Kattegat er planternes produktion af organisk stof. Denne produktion er også afhængig af de fysiske forhold i vandsøjlen. Pga forskelle i vandets massefylde opstår der ofte en skilleflade i vandsøjlen. Dette såkaldte springlag (saltspringlag, haloklin) adskiller vandsøjlen i et øvre og et nedre lag som strømmer hver sin retning, og hvor det lettere og mindre saltholdige vand ligger øverst. Lagdelingen af vandet har afgørende betydning for produktionsforholdene. Springlaget hæmmer opblandingen af de to vandmasser og begrænser dermed effektivt udvekslingen af næringsstoffer mellem vandlagene. Derfor er der tit stor forskel i indhold på indholdet af ilt og næringsstoffer i de to vandlag. Lagdelingen påvirker ikke i samme grad nedfaldet af partikler (organisk stof) fra de øvre vandlag til bunden.
Springlaget er placeret i vandsøjlen netop der, hvor ændringen i vandets massefylde er størst med dybden. Springlaget er naturligvis tykkest ved Gabet. Gennem sommeren hæver solens indstråling vandets temperatur i overfladelaget. Herved falder vandets massefylde yderligere, og temperaturforskellen mellem overfladelaget og bundlaget forstærker således lagdelingen. Et springlag der er betinget af temperaturforskel, kaldes et temperaturspringlag (termoklin). Med den store ferskvandsafvanding med lavt saltindhold og mødet med havvandet fra Kattegat, samt især om sommeren stor forskel i temperatur, er der et betydeligt springlag ved Gabet, som gør det overordentlig farligt at bade, og kæntringsulykker har ofte fået fatale følger. Kombineret med kraftig blæst fra nord eller sydøst gør det overordentlig farligt at sejle rundt ved Gabet i mindre både, f.eks. de fladbundede pramme man anvender inde i Fjordens lavvandede områder.

I kort version var dette grundlag for noget af fysikeren professor Martin Knudsen´s forskning – med hans opvækst tæt på Gabet er det vel sandsynligt at det er her han er blevet inspireret til Knudsen-relationerne som er et ligningssæt til bestemmelse af vandføringer i marineområder. Relationerne er opkaldt efter den danske oceanograf Martin Knudsen. Knudsen-relationerne er en udvidelse af den såkaldte bevarelsessætning der udtrykker at det vand der strømmer ind i et givet bassin er lig med transporten ud af bassinet + det der evt. opmagasineres i bassinet. Dette kan (lidt populært) skrives:

IND = UD + OPMAGASINERING
Hvis bevarelsessætningen opstilles for både vandvolumen og for vandmasse kan formlerne kombineres og benyttes til at udregne vandføringer. Princippet bag relationerne er ret simpelt men skal det anvendes på større komplicerede systemer er det ikke uproblematisk da det er svært at holde styr på transport af volumen og masse i naturlige systemer. Ved mere komplicerede systemer anvendes således typisk dynamiske modeller til beregning af vandføringer.
En fortsættelse af Martin Knudsen´s arbejder foregår fortsat f.eks. fra det danske forskningsskib Dana hvor oceanograf prof. Andy Visser fra DTU Aqua er leder af det nystartede Dansk Center for Havforskning.  Andy Visser har for nylig analyseret målinger fra både Norskehaver og Irmingerhavet. Her er bl.a. saltindhold i vandet, temperaturen og trykket i vandet blevet målt. Han har indsamlet data fra vandsøjler fra udvalgte positioner i Nordatlanten for at opnå større viden om det store pumpesystem, der som en kæmpemæssig cirkulationspumpe sender Polarhavets vand ud på en rejse til de fjerneste afkroge af verdenshavene. Disse undersøgelser er med til at få mere viden om den store rolle pumpen spiller for både klimaet på Jorden og for oceanernes store organiske kredsløb. Populært sagt er det varmere overfladevand fra Golfstrømmen Erik den Røde for godt 1000 år siden satte årene i, da han og hans folk stævnede ud fra Islands kyst med kurs mod Grønland praktisk taget det samme overfladevand Andy Vissen tager prøver af nu. I mellemtiden har vandet været ude på en ”jordomsejling” både under og over havet. I Polarhavet fryser vandet til is i løbet af den arktiske vinter. Når havvandet fryser til is, vil saltet blive udskilt dvs at det vand der ikke fryser til is vil få en højere saltkoncentration og derved blive tungere. Om foråret når isen smelter løber der fersk gletchervand ud i havet. Det vil så lægge sig som endnu et lag oven i den smeltende havis. De stigende saltkoncentrationer vil derfor langsomt presse vandet nedad. På den måde opstår der lagdeling i vandet. Det meget salte og meget kolde havvand synker længere og længere ned i vandsøjlen. Og på et tidspunkt vil det synke helt til bunds hvor det bevæges rundt på Jordens havbund hvor det stille og roligt fylder alle havenes forskellige bassiner op med dette tunge og tæt koncentrerede saltvand nordfra. Når et bassin er fyldt op, flyder det over og videre hen over havbunden til det næste bassin. Der hvor forskningsskibet netop nu ligger stille for at analysere vandprøver i Danmarksstrædet mellem Grønland og Island finder man sådan et dybt bassin.
Efter at have bevæget sig ud fra Polarhavet flyder den kolde havstrøm dybt nede gennem Vestatlanten, ned langs Brasiliens kyst, tværs gennem Sydhavet, op langs den chilenske kyst, for så at dukke op til overfladen ved Peru´s kyst. Herfra begynder en ny rejse for vandet; men i denne omgang vil det tage godt og vel 10 år, før vandet igen når Polarhavet. Det gør det fordi overfladevandet ligger et lag, som kun er ca 100m, mens det kolde dybhavsvand er flere kilometer. Fra Peru´s kyst strømmer vandet som overfladevand hen over Stillehavet, hvor det presser sig igennem det Indonesiske Ørige. Her fortsætter rejsen videre til det Indiske Ocean, ned mod Madagaskar, rundt om Kap Det Gode Håb i Sydafrika, over til den brasilianske kyst. Herfra strømmer vandet videre op til den Mexicanske Golf, hvor det fortsætter videre mod nord som det vi kender som Golfstrømmen. Denne strøm er varmt vand, der løber op mod Grønland og Island, spiller en altafgørende rolle for klimaet på hele den nordvestlige halvkugle. Oppe i Nordatlanten bliver vandet presset gennem to mindre stræder. Den ene vej er gennem Danmarksstrædet mellem Grønland og Island hvor der er forholdsvis smalt. Den anden vej op nordpå går øst om Island og op i Norskehavet. Endestationen er under alle omstændigheder Polarhavet, hvor vandet afkøles blander sig med smeltevandet og synker til bunds hvor en ny 1000år lang rejse kan atter tage sin begyndelse. Det lagdelte ocean med Golfstrømmen øverst og den afsmeltede polaris nederst, som bevæger sig hver sin vej, fungerer som et kæmpemæssigt transportbånd, der ender i de to flaskehalse på hver sin side af Island.
For at forstå hvordan den udveksling mellem koldt og varmt vand finder sted mellem dybhavsbassinerne og de mindre dybe områder i havet har Andy Visser valgt at sænke måleinstrumenterne ned i Irmingerhavet ud for Grønlands østkyst. For ikke nok med at det kolde havvand meget langsomt bevæger sig ud på sin jordomsejling, det kræver også energi at transportere det dybe polarvand op til overfladen ved den peruvianske kyst.
Et mål med det nuværende togt er at undersøge dette energiregnskab. Tidevandet leverer omkring 60% af energien til denne store vandmasseelevator. Men de resterende 40% er fortsat et videnskabeligt mysterium. Nogle forskere mener at den resterende energi stammer fra vandlopper, der, når de bevæger sig op gennem vandsøjlen, får vandet til at bevæge sig. Andy Visser tilbageviser denne hypotese udfra de fysiske love for selvom der er tale om enorme mængder vandlopper, og de vitterlig sætter gang i en bevægelse vil hovedparten af energi blive omsat til varme. Vandlopperne vil simpelthen ikke kunne flytte disse monstrøse mængder vand. Visser tror mere på en anden hypotese der går ud på at den manglende energi stammer fra undersøiske bølger der ligger mellem forskellige lag i vandsøjlen. Det er andre bølger end de 2-3m høje bølger ved vandoverfladen. De undersøiske bølger vandlagene imellem er mellem 20 og 30m høje, og de kan bevæge over tusinder af kilometer uden at miste deres energi. Med kontinuerlige målinger fra 5-6 strategisk placerede bøjer er det tanken at man vil kunne registrere de undersøiske bølger mellem de forskellige lag i vandsøjlen og på den måde enten forkaste eller bekræfte hypotesen om de undersøiske bølger. Og i så fald om sådanne undersøiske bølger vandlagene imellem kan producere tilstrækkelig energi til at skabe den opdrift, der trækker det kolde vand op ved den peruvianske kyst. De resterende 40% svarer til den energi, som 1000 store kraftværker kan producere. Så det er en ganske betydelig mængde energi, der søges forklaring på. Man kan komme lidt tættere på svaret ved at forstå dynamikken i de store dybvandsbassiner. Nordatlanten er flaskehalsen til dette enorme pumpesystem, det er hjertet af systemet selvom man skal være forsigtig med den analogi. For der er ikke tale om en kraftig pumpe. Der er tale om en langt blidere udveksling. Den seneste måling ned gennem vandsøjlen fra et meget dybt sted i Irmingerhavet kunne man iagttage en distinkt lag opdeling af vandsøjlen; men om en langt mere subtil transition fra et vandlag til et andet.

 

Fra Martin Knudsen´s opdagelser – inspireret af vandtransporterne ud og ind af Gabet ved Odense Fjord tæt ved hans barndomshjem – rummer havet fortsat flere mysterier. For at kunne forudsige noget om det klima generationerne efter os vil komme til at leve i, er det nødvendigt, at vi til fulde forstår de mekanismer som styrer klimaet. Her er Golfstrømmen en meget vigtig spiller.

 

Om Åkandefamilien:

I de unge blade er porerne så små, at de kan holde på overtrykket, der udlignes, ved at luften strømmer gennem stænglerne ned til jordstænglen og videre op til de gamle, utætte blade. Trods overtrykket i de unge blade kan der diffundere luft ind fra det lavere tryk udenfor, et fænomen, der er undersøgt i begyndelsen af 1900-t. af Martin Knudsen; efter ham kaldes fænomenet Knudsen-diffusion (se også nedenfor om Knudsen-strømning). Denne indre vind i åkander blev dog først detaljeret beskrevet i 1981, og det har siden vist sig, at den også findes i forskellige sumpplanter, der har stængler nede i iltfrit mudder. Ventileringen har den allerstørste betydning for de økologiske omsætninger her, og den er en af de fysiologiske mekanismer i rodzoneanlæg. Åkanders indre vind Det har været en gåde, hvordan der kan komme tilstrækkelig med ilt gennem de meterlange stængler ned til åkandens store jordstængel i det ilt frie mudder; diffusion vil være alt for langsom. Det har vist sig, at ilten pumpes aktivt af sted, endog i så store mængder, at der kommer 20 gange mere, end der bruges. I en åkande kan der pumpes op til 11/2 l luft i timen, og luftstrømmens hastighed er op til 1/2 m i minuttet. Transporten drives af varme. Bladene varmes op af Solen, og et overtryk, bl.a. fra vanddampen, bygges op inde i bladene. I de store blade udlignes det straks med atmosfæren, fordi luften strømmer ud gennem de store porer.

 

Foto DTU Åkandefamilien´s største repræsentant, kæmpeåkande, Victoria amazonica som kan bære en vægt på 45kg, vakte berettiget opsigt, da den første gang blev udstillet i europæiske væksthuse i midten af 1800-t. Den britiske gartner og arkitekt Joseph Paxton var blandt de første, der dyrkede planten, og på denne tegning fra The Illustrated London News, 1849 demonstrerer hans datter bladenes bæreevne. Åkandefamilien, Nymphaeaceae, familie af to-kimbladede vandplanter med ca. seks slægter og 60 arter, udbredt over hele verden. Det formodes at være en primitiv gruppe blandt de dækfrøede, og den kendetegnes bl.a. ved talrige skruestillede blomsterblade og støvblade; visse bygningstræk minder om de enkimbladedes. Åkandefamilien er nært beslægtet med Cabombaceae. Det er kraftige urter med veludviklet jordstængel og langstilkede blade med en stor, afrundet plade, der ligger på vandoverfladen. I Danmark forekommer slægterne åkande (Nuphar) med to arter, bl.a. gul åkande, Nuphar lutea, og nøkkerose (Nymphaea) med én art, hvid åkande, Nymphaea alba; begge er ret almindelige i stillestående eller langsomt strømmende ferskvand. Fra Amazonasområdet kommer kæmpeåkande, Victoria regia eller V. amazonica, der undertiden dyrkes i tropiske væksthuse. Den har flydeblade, der er op til 2 m i diameter og nemt kan bære vægten af fx vadefugle. Ifølge nye resultater er den blandt de basale dækfrøede familier, der ikke har kunnet placeres i en orden.

 

Martin Knudsen

 

Martin Knudsen var aktiv i de videnskabelige selskaber:
Det første egentlige danske bidrag til fysikken skyldes Rasmus Bartholin, der i 1669 opdagede lysets dobbeltbrydning i calcit og derved kom til at præge optikkens udvikling mod en forståelse af lysets natur. Hans svigersøn, Ole Rømer, fik, selvom han først og fremmest må regnes for astronom, også en markant placering i fysikkens historie gennem sin opdagelse i 1675-76 af, at lyset udbreder sig med en endelig hastighed.

Den følgende tid frem til H.C. Ørsted frembød ikke væsentlige danske bidrag, selvom fysik eksisterede som universitetsfag, men Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 ændrede helt dette billede. Som fysiker og kemiker blev Ørsted verdenskendt, og hans indsats for fysikken i Danmark satte sig dybe spor igennem initiativet til oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt i 1829.

Ud over Ørsteds indsats blev 1800-t. præget af adskillige væsentlige bidrag, der ikke i alle tilfælde blev internationalt kendte. Stadsingeniør L.A. Colding målte varmens mekaniske ækvivalent, mens L.V. Lorenz, der var lærer ved officers-skolen i København, opnåede verdensberømmelse ved at måle forholdet mellem termisk og elektrisk ledningsevne til at være proportionalt med den absolutte temperatur og ens for alle metaller.

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU)
Martin Knudsen havde den sjældne egenskab at han foruden at være innovativ forsker og en fremragende administrator og organisator også var en dygtig pædagog13-16,18-20. Han var desuden en højt skattet pædagog der næsten var udstyret med et ”kald” med H.C. Ørsted som sin åndelige fader at videreføre Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU)274, som Ørsted stiftede i 1824 i en for tiden moderniseret form. Så Knudsen tog initiativ til denne renovering. Selskabets formål var og er stadig primært at udbrede kendskab til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse. Selskabets virksomhed omfattede (1) Foredrag om de vigtigste fremskridt på fysikkens, kemiens og de tilgrænsende videnskabers område, som regel ledsagede af illustrationer og eksperimenter, (2) Andre foranstaltninger i overensstemmelse med selskabets formål, (3) Udgivelse af tidsskrifter Fysisk Tidsskrift, og det der i dag hedder KVANT sammen med Dansk Fysisk Selskab, (4) Bortgivelse af H.C. Ørsted-medaljen for fremragende arbejder på fysikkens og kemiens område, samt (5) Administration af legater henlagt under selskabet. Selskabets anliggender skulle varetages af en direktion på syv medlemmer. Direktionen skulle hvert år vælge et af sine medlemmer til formand og Martin Knudsen blev valgt som formand fra 1900 til 1939114,119,170,218. SNU blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde
forelæsninger hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs forkants position i tiden. SNU fokuserer på formidling – af det bedste og nyeste. Knudsen var som omtalt tidligere initiativtager til indstiftelsen af HC Ørsted medaljerne for god formidling og særlig fortjenstfyldte forsknings indsatser i guld, sølv og bronze, som ”- gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år”. De mange års virksomhed og en bred sammensætning af vores direktion har de skabt et stort kontaktnet som stadig kommer SNU’s medlemmer og tilhørere til gode274.
Som et led i udbredelsen af kendskabet til de eksakte naturvidenskaber og deres anvendelse var det naturligt for Knudsen at kombinere den store viden om havundersøgelser, som befandt sig i Charlottenlund Slot og ud af dette kom planen om at opføre Danmarks Akvarium som et udstillingsakvarium, beliggende ved Charlottenlund Slot i Charlottenlund, Nordsjælland. Martin Knudsen blev formand for bestyrelsen i 1936 hvad han var til 1948 – næsten indtil sin død.

 

Ved indvielsen d. 21. april 1939 af Danmarks Akvarium modtages Kong Christian X og Dronning Alexandrine af fiskeridirektør C. Trolle Thomsen, professor Martin Knudsen (formand for bestyrelsen 1936-1948) og ingeniør Knud Højgård. Delvis skjult bag kongen ses Mogens Højgård. Foto Danmarks Akvarium

 

Akvariet blev åbnet i 1939 og blev grundlagt af fiske- og adfærdsbiologen Mogens Højgaard og hans far, civilingeniør Knud Højgaard, der finansierede byggeriet. Akvariet, der er opført i funktionalistisk stil har alle årene været drevet af en erhversdrivende fond, som ikke har modtaget offentlig støtte. Danmarks Akvarium har alle årene lagt meget vægt på formidling og forskning, hvilket har positioneret det internationalt.

 

 

Danmarks Naturvidenskabelige Samfund (DNS)
Der var således i 1900-tallets begyndelse en støt voksende teknisk og naturvidenskabelig forskningsaktivitet i den danske industri. Men ud over de rent forretningsmæssige og de mere uformelle sociale relationer mellem industridrivende og videnskabsmænd ved de højere læreanstalter var der ikke gjort forsøg på at knytte varige institutionaliserede bånd mellem industridrivende og videnskabens verden. På det industrielle område var der ikke noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om det statsstøttede forsøgsvæsen på landbrugsområdet. Den statslige støtte til dette område indskrænkede sig til det uddannelsesmæssige. Der fandtes i begyndelsen af 1900-tallet ingen institutioner, hverken private eller offentlige, som havde til formål at skabe varige forbindelser mellem videnskab og industri. Dette forhold afspejlede først og fremmest, at industrien, selvom den var i vækst, endnu på dette tidspunkt var af beskedent omfang set i forhold til landbrugssektoren, der var det danske hovederhverv. Internationalt var det på dette tidspunkt Tyskland og USA, der førte an i den industrielle anvendelse af den tekniske og naturvidenskabelige forskning. Staten havde i Tyskland hele tiden støttet denne udvikling gennem universiteter og tekniske højskoler, men da man i 1911 lagde grunden til Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften (KWG) i Berlin, var det som led i en aktiv strategi for at øge nationens forskningspotentiale. Blandt de mest anvendelsesorienterede institutter var Kaiser Wilhelm-Institut für Kohlen-forschung, som blev oprettet kort før første verdenskrig. Bag instituttet stod industrielle interesser fra Ruhrindustrien, og i modsætning til flere af de øvrige institutter var dets forskning – trods svigtende interesse fra militærets side – allerede fra starten stærkt målrettet efter strategiske behov. Da man i Tyskland grundlagde KWG, skete det under henvisning til den industrielle konkurrence fra USA. I USA blev der ligeledes hentet inspiration hos og henvist til konkurrencen fra Tyskland. I USA fik Duncans program for alvor vind i sejlene, efter at han i 1910 kom til universitetet i Pittsburgh, hvor han støttet af byens førende industri- og finansmagnater, brødrene Mellon, i 1913 grundlagde The Mellon Institute. Ideen bag instituttet var at sammenkoble industriforskning og universitetsforskningen ved at placere den industrielle forskning i direkte tilknytning til universitetet, hvilket i praksis blev udmøntet i skabelsen af et ”forskningshotel”, hvor virksomheder kunne leje sig ind og få udført højt specialiserede forskningsopgaver uden nødvendigvis selv at skulle bekoste de hertil påkrævede laboratorie-faciliteter271,275.
Der skete ikke i Danmark på dette tidspunkt en tilsvarende forskningsorganisatorisk udvikling. Det kræver god vilje og brug af lup at få øje på noget, der tilnærmelsesvis ligner en dansk parallel. Alligevel skete der herhjemme samtidig en vis form for organisering af samspillet mellem industri og videnskab – blot på et noget andet plan. GA Hagemann, som var medlem af SNU’s direktion, var internationalt velorienteret og fulgte nøje med i udviklingen i Tyskland. Set på den baggrund er det næppe helt tilfældigt, at der ligeledes i efteråret 1911 herhjemme blev oprettet et selskab, som havde til formål at skabe større kontakt mellem industri og videnskab: Danmarks Naturviden-skabelige Samfund (DNS)271,276. Ifølge sine statutter skulle DNS “virke til Naturvidenskabens Udvikling og Anvendelse” – en opgave, man bl.a. ville opnå ved “at fremme Vekselvirkningen mellem saadanne Institutioner og Personer, der dyrker Naturvidenskaben og saadanne, der anvender dens Resultater i Praksis”. Der skulle således skabes bedre kontakt mellem danske naturvidenskabsmænd, teknikere, agronomer og industriledere. Formålsparagraffen rummede desuden en gummiparagraf, hvorefter der kunne tages ”andre Opgaver op, som Samfundet maatte vedtage i Overensstemmelse med dets Formaal”276. Virkemidlerne, hvormed man håbede at nå disse mål, var alsidige og omfattede organisering af foredrag af danske og udenlandske naturvidenskabsmænd, diskussionsmøder, udgivelse af skrifter, uddeling af prisbelønninger og organisering af besøg i danske og udenlandske laboratorier og værksteder. Bestemmelserne gav altså samfundet vide beføjelser og et bredt defineret formål271.
Selskabet var delt i to grupper, en for erhvervsfolk og en for videnskabsmænd. I begge grupper blev medlemmerne betragtet som repræsentanter for det laboratorium eller den virksomhed, de var leder af. Erhvervssektionens medlemmer betalte langt større medlemsbidrag end de videnskabelige medlemmer. Hvor kontingentet for videnskabsmænd var fastsat til 10 kr. pr. år, måtte erhvervsfolkene fra starten slippe 200 kr. (i 1921 forhøjet til 300 kr.), hvilket var et ret stort beløb i 1911277. DNS havde derved klare lighedstræk med det tyske KWG (Kaiser Wilhelm-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften). Medlemstallet i gruppen for erhvervsfolk blev i starten begrænset til 30. Det var helt bevidst at samfundet derved fik en eksklusiv karakter. Det skulle blandt industrialisterne betragtes som en særlig ære at være medlem271.
Efter et par indledende møder i efteråret 1911 kunne DNS afholde sit første møde den 11. december samme år. Hagemann blev valgt som præsident og Martin Knudsen til vicepræsident – en post han beholdt til 1937. Ideen til DNS var helt og holdent Martin Knudsen’s. Knudsens første planer gik ud på at danne en forening, som kunne organisere indbydelsen af udenlandske naturvidenskabsmænd til at holde foredrag i København. Videnskabernes Selskab havde ikke tradition for at indbyde udenlandske foredragsholdere til at holde offentlige foredrag. SNU omfattede fagligt set kun fysik og kemi, og magtede i øvrigt heller ikke opgaven økonomisk. Knudsen diskuterede i sommeren 1911 sin plan med Hagemann, som angiveligt gennem nogen tid havde haft lignende tanker til overvejelse271. Hagemann var som direktør for Den polytekniske Læreanstalt nærmest selvskrevet som primus motor for selskabet, hvad han helt konkret tilkendegav ved at påtage sig ansvaret for den økonomiske side af sagen. Der var vægt bag Hagemann’s løfte, idet han straks forærede samfundet et grundfond på 50.000 kr278. Vedtægterne var som sagt ambitiøse. De formulerede nemlig et langt bredere arbejdsfelt end det, som Knudsen oprindeligt havde lavet udkast til. Vedtægterne peger nærmest i retning af, at DNS var tænkt som en moderne pendant til Videnskabernes Selskab. Kunne det tænkes, at Hagemanns ambitioner gik i den retning?
Hagemann var en særdeles skarp kritiker af det æstetiske og humanistiske dannelsesideal, som han mente i for høj grad prægede den danske akademiske kultur. I taler og på skrift var det let at høre, hos hvem Hagemanns sympati lå. Han talte mest i metaforer hvor han ikke lagde skjul på et grundlæggende instrumentelt syn på videnskab. Det instrumentelle syn (her defineret som videnskabens relevans for ikke-disciplinære eller ikke-professionelle interesser) på det videnskabelige arbejde var et gennemgående tema i Hagemanns taler271. Et udpræget eksempel herpå finder man netop i Hagemanns afskedstale på Den polytekniske Læreanstalt i 1912, hvor han gør status over de forestillinger og det ingeniørideal, som har ligget til grund for hans eget arbejde som direktør. For ingeniøren skulle naturvidenskaben, ifølge Hagemann,
ikke være som den i Haven drevne Rose, hvis fine Farve, Form og Duft aflokker os Beundring – den skal være som den vilde Hybenrose, som Æbleblomsten ikke mindre skøn at se; men den maa sætte Frugt, helst en saadan, som Almenmenneskeheden kan nyde. Se omkring Dem, hvad Teknikkens Ingeniører har skabt til Livets Glans og Nytte – til dets Nydelse og Velsignelse, og De behøver ikke spørge om Ingeniørens Opgave. Dertil skal vi oplære ham, at han kan skaffe os alt dette og det meget, som Fremtiden endnu vil bringe os278,279.
Det var et rendyrket instrumentelt syn på naturvidenskaben, der her blev fremført. I en industrikultur, hvor det humanistiske dannelsesideal var udskiftet med et naturvidenskabeligt og teknisk dannelsesideal, ville der ikke være nogen modsætning mellem naturvidenskaben som instrument og som kulturbærer. Det var netop sammenkædningen af et instrumentelt syn på naturvidenskaben og oprulningen af et nyt kultur- og dannelsesideal, som udgjorde de to centrale elementer i det eneste sted, vi kender, hvor Hagemann med større vidtløftighed udfolder sine tanker vedrørende DNS. Det skete i et brev til prof. C. Christiansen, som Knudsen netop havde overtaget professoratet efter, fra september 1913, hvis centrale passage lyder:
Du takker, kære Christiansen, for den fornøjelige Fredag Aften og mener, at jeg maa have megen Glæde af DNS, som saa mange er glade ved. Ja! Jeg glæder mig ved at have medvirket til denne Institutions Oprettelse; thi den er et naturligt Tidens Barn. Jeg kan kun beklage, at jeg er for gammel til at bidrage noget væsentligt til Samfundets Udvikling; men i Professor Martin Knudsen og Ingeniør Foss har vi to udmærkede Præsidenter, der forstaar at lede Barnets første og vanskelige Fjed.
Mødet i Fredags til Ære for det permanente internationale Raad for Havundersøgelser (ICES; red) var netop et Møde efter vort Samfunds Sind. Thi Havundersøgelserne knytter de rene videnskabelige Arbejder sammen med de praktiske Formaal. Dette synes det mig maa være al Naturvidenskabs Hensigt. Ikke saaledes at forstaa, at den, der arbejder paa en rent videnskabelig Opgave, skal tænke paa eller ordne sin Undersøgelse med Tanke paa dens direkte Anvendelse, men den fremskridende Naturvidenskab har fundet mange Anvendelser, og Anvendelserne har igen virket befrugtende og støttende tilbage paa Videnskaben. Hvilken Betydning har ikke Elektroteknikken, Farve-kemien, Lysteknikken og mangfoldige andre Anvendelser haft for Videnskaben? Det er samarbejdet eller den gensidige Paavirkning mellem disse Faktorer, der har betinget den Udvikling vi nu sidder midt i. Det er, om jeg ser ret, Naturvidenskabens Formaal, selvom dette er skjult eller ikke paaagtes i det videnskabelige Laboratorium, at tjene Menneskeheden, sikre dens Sundhed og at forbedre eller forskønne dens Livsvilkaar. Ud af disse Tanker er det, at Danmarks naturviden-skabelige Samfund er opstaaet, – paa dem vil det forhaabentlig udvikle sig til en for vort Land ærefuld og nyttig Institution.
Man kan, naar man aabner sit Øje derfor, ikke være blind for den glædelige Udvikling, som Naturvidenskaben og dens Anvendelse rent kulturelt har ført med sig. Den historisk sproglige Uddannelse kan ikke have Bud til den store Del af Menneskeheden. Historien, denne skematiske Beretning om alle de Grusomheder, Laster, Forbrydelser, som Menneskene i Staternes Interesse, i Religionens og Kulturens Navn ustraffet begik, er i og for sig en daarlig Kulturvækker. Beretningen om alle disse forfærdelige Udslag af Menneske-Raahed gives jo end ikke advarende, men meget snarere hædrende, naar det da ikke er over os selv og vort Land, det er gaaet ud! Derimod staar Naturvidenskaben! Den vækker Tanken og de slumrende Ideer, den fremkalder Beundring over Alskabningens Visdom og Skønhed, – den skaber en ny Kultur i Harmoni med Fred mellem Menneskene, paa Grundlag af Retfærdighed. Danmarks naturvidenskabelige Samfund vil være denne nye Kulturs faste Borg278.
Der er naturligvis mange ting på spil i denne fortættede passage. Grundlæggende var det en imperialistisk teknisk-naturvidenskabelig dannelseskultur, der her blev foldet ud. Den nye naturvidenskabelige og tekniske kultur, som DNS skulle være spirekasse for, var derimod i fuld harmoni med demokratiets grundlæggende principper. Fra 1917 startede samfundet udgivelsen af det populærvidenskabelige tidsskrift Naturens Verden som et aktivt middel til at udbrede den teknisk-naturvidenskabelige enhedskultur i bredere kredse271,276.
Med dette udgangspunkt er det let at se, hvorfor der var brug for et nyt naturvidenskabeligt selskab ved siden af Videnskabernes Selskab, der inkarnerede alliancen mellem naturvidenskaberne og de historisk-filosofiske discipliner. Der var således tale om et ambitiøst forsøg på i højere grad at alliere naturvidenskaberne med teknikken og den fremadstormende storindustri og derved bryde den traditionelle alliance mellem naturvidenskaberne og den humanistiske dannelse271.

De fleste af de 30 erhvervsfolk i gruppe II var direktører for Danmarks største storindustrielle virksomheder. De ledende storindustrielle virksomheder havde året før, altså i 1910, dannet deres egen interesseorganisation, som skulle varetage den fremvoksende storindustris interesser og være dens officielle talerør271,280. Storindustrien fik derved i lighed med landbruget, skibsfarten og handlen sin egen interesseorganisation. Industrirådet arbejdede i lighed med de øvrige erhvervsorganisationer på at styrke industrien såvel i offentligheden som bag kulisserne i statsmaskineriet. I årene efter systemskiftet blev erhvervs-organisationerne i stigende grad inddraget i udformningen af erhvervs-politikken. Man bruger ofte betegnelsen korporatisme om erhvervs-organisationernes inddragelse i politik, og det korporative system fik for alvor sit gennembrud og stod sin prøve under første verdenskrig271,281. Industrirådets sekretariat voksede således under første verdenskrig fra et beskedent kontor med to ansatte til at blive en mægtig maskine med 200 funktionærer, som var med til at administrere de mange særlige regulativer, som regeringen gennemførte.
Betragter man DNS i dette lys, genkender man da også omridset af en videnskabelig interesseorganisation, som dækker naturvidenskaberne og de anvendte videnskaber. Det var netop ordet ”Organisation”, som Hagemann under det konstituerende møde brugte til at sammenfatte de ideer, han havde og som han ønskede Knudsen skulle videreføre271. Som organisation betragtet fik samfundet dog ikke den store succes, men på nogle punkter kom DNS faktisk til at virke som interesseorganisation for visse grupper inden for dansk videnskab. Det er dog tydeligt, at det hovedsageligt, men ikke udelukkende, var lærestaben på Den polytekniske Læreanstalt, der benyttede samfundet som talerør og interesseorganisation, hvilket afspejler det forhold, at det var personer herfra, som i de første 10-15 år satte dagsordenen i samfundet.
Det lykkedes imidlertid aldrig rigtig for DNS at blive et fælles talerør for alle naturvidenskabelige og tekniske laboratorier ved universiteter og læreanstalter i Danmark. Samfundets funktion som interesseorganisation kulminerede under første verdenskrig, og allerede her viste konstruktionens svagheder sig tydeligt. Derefter indskrænkedes virkefeltet gradvist i løbet af mellemkrigstiden. Fra starten af 30’erne og fremefter var aktiviteterne begrænset til organiseringen af sociale sammenkomster med foredrag af danske og udenlandske foredrags-holdere og lejlighedsvise virksomhedsbesøg. Samfundet sygnede hen. Hagemanns stolte vision kunne herefter ligefrem spottende omtales som ”Selskabet: den korslagte Kniv og Gaffel.” Det er som eksklusiv videnskabelige foredragsforening med et socialt islæt, at samfundet er gået over i historien271,276.

Men sådan var det ikke i starten. I 1916 – det år Knudsen fik HC Ørsted guldmedaljen – blev der f.eks. brugt penge på at understøtte den unge kemiker JA Christiansens forskningsarbejde271. Eksemplet er enestående i samfundets historie, men det illustrerer, hvor bredt virkefeltet i starten blev opfattet. Det drejede sig ikke om direkte aktivt at fremme samarbejde om bestemte forskningsopgavers løsning. Men selve det, at videnskabsmænd og industri-alister nu kunne mødes under afslappede sociale former, kunne naturligvis bidrage til at skabe vigtige kontakter. Samfundets signifikans ligger derfor mere på et socialt og ideologisk plan. Naturvidenskabens udøvere fik nu i højere grad midler til og muligheder for at invitere fremtrædende udenlandske videnskabsmænd til at holde foredrag her i landet. Udadtil gav dette opmærksomhed i offentligheden, og internt i selskabet kunne videnskabs-mændene profilere sig over for pengestærke erhvervsfolk. De sidste fik på deres side lejlighed til at fremstå som uegennyttige mæcener, som støttede et indiskutabelt alment gode. Det var primært på det sociale område, at DNS kom til at udgøre en bro mellem videnskab og industri. Det var to af den moderne tids mest progressive samfundsgrupper, der her slog følge. I dag kan det være svært at sætte sig ind i samfundets sociale signifikans og i nogle få prægnante sætninger sammenfatte den sociale dynamik, der var på spil. Måske kan man sige, at DNS var et forum for gensidig udveksling af to forskellige, men i udpræget grad moderne former for social status og symbolsk kapital – pengemagt og videnskab271.

Videnskabernes Selskab.
Fra 1917-1945 var Martin Knudsen sekretær for Videnskabernes Selskab. Baggrunden for hans engagement var den politiske situation ved 1. Verdenskrigs afslutning. Verdenskrigens gru gjorde sit til at ruske op i de herskende forestillinger om samfundets sociale og økonomiske organisation. I Rusland førte det som bekendt til revolution. Også på forskningens område var tilvante forestillinger vedrørende videnskabens institutionelle og organisatoriske former under forandring. Ligesom i udlandet trængte også i Danmark det spørgsmål sig på, om ikke forskningen under langt mere effektive og hensigtsmæssige former kunne dyrkes uden for universiteterne og de højere læreanstalter. Vi skal i dette og de to næste kapitler undersøge den danske diskussion, der på dette område foregik under og umiddelbart efter krigen. Diskussionen var dog ikke ny, men lige så gammel som videnskaben og dens institutioner. I Danmark havde universitetet fulgt det tyske mønster, idet videnskabelig forskning og undervisning fra midten af 1800-tallet blev betragtet som sidestillede opgaver. Lidt forenklet kan man sige, at det moderne forskningstunge universitet sidst i 1800-tallet i realiteten var sat på skinner. Nu blev denne enhed imidlertid udfordret af tanken om fritstående akademilignende forskningsinstitutioner271.
Situationen i 1917 var speciel. I statskassen lå en gigantisk pose penge, hvis anvendelse et indviklet indenrigspolitisk spil havde gjort problematisk. Tidens helt store indenrigspolitiske tema var det kontroversielle salg af de Vestindiske øer, som året forinden havde givet anledning til et særdeles voldsomt indenrigspolitisk slagsmål271. Salget havde indbragt i alt 25 mio. dollars282. Det lå i luften i efteråret 1917, at statens indtægt ved salget ikke ville komme til at indgå i statens ordinære budget og derigennem gå til dækning af statskassens underskud, men derimod skulle bruges på ”særlige Formaal”, det vil sige formål, som kunne betragtes som neutrale og hævet over de partipolitiske stridigheder271. De muligheder, der åbnede sig i efteråret 1917 og den følgende vinter, fremkaldte en stribe af forskellige forslag og planer. Hvert fag og hver disciplin ønskede en del af kagen. Situationen mindede mest af alt om en slags akademisk goldrush.

I nordisk sammenhæng verserede der i dette efterår en vigtig videnskabspolitisk diskussion, som fik afgørende indflydelse på de rent nationale forhold i Danmark. Det hele startede på det niende nordiske interparlamentariske møde i Kristiania (Oslo) i dagene 29-30. juni 1917, hvor den norske jurist Frederik Stang rejste spørgsmålet om, hvad de neutrale nordiske lande kunne gøre for efter krigen at hjælpe til med at reetablere det internationale videnskabelige samarbejde, som under krigen var blevet umuliggjort af nationalchauvinistiske indstillinger, der blandt videnskabsmænd på begge sider var udbredte. Stang slog til lyd for, at man i de nordiske lande burde oprette frie forsknings-institutter, som ved at knytte udenlandske forskere til sig kunne medvirke til at genskabe det internationale videnskabelige samarbejde271,283. Ideen om de neutrale landes særlige betydning for genetableringen af det internationale videnskabelige samarbejde efter krigen var udbredt i Norden i krigens sidste år271,284. Hjemkommet fra mødet foranledigede den danske forsvarsminister, historikeren Peter Munch, at der blev nedsat et udvalg af danske videnskabsmænd hvor Martin Knudsen var primus motor, som skulle se nærmere på dette spørgsmål. Udvalget fik det lange, men sigende navn Udvalget til Forberedelse af Arbejdet for Forbindelsen mellem de forskellige Nationers Videnskabsmænd efter Krigen – i det følgende kort og godt Munch-udvalget. Udvalget bestod foruden Munch selv af en stribe universitetsprofessorer. Humanisterne var, om end ikke i flertal, så dog meget fyldigt repræsenteret, idet fem ud af udvalgets ti medlemmer var humanister (inklusive Munch selv).

Udvalget stod i tæt forbindelse med lignende officielle udvalg i Norge og Sverige. Udvalgene imellem blev der ført seriøse diskussioner om en skandinavisk arbejdsdeling, hvorefter hvert land skulle have monopol på bestemte fagområder. Norge skulle koncentrere sin indsats på et internationalt akademi for folkeret. Ifølge forsvarsminister Munchs udtalelser på udvalgets første møde skulle der oprettes lignende akademier i Sverige og Danmark: ”i Sverige koncentreret om Naturvidenskaben, i Danmark snarest om de filologiske Videnskaber” 271. En sådan arbejdsdeling var naturligvis uantagelig for de danske naturvidenskabsfolk. Arbejdsdelingen blev aldrig realiseret, men den var dog utvivlsomt hovedårsagen til, at humanisterne var så fyldigt repræsenteret i Munch-udvalget. Som vi senere skal se, skabte den foreslåede arbejdsdeling en vis bekymring blandt danske ingeniører – og aktive modforanstaltninger var en overgang til seriøs overvejelse i DNS. For at gøre en lang historie kort førte udvalgets arbejde i 1919 til dannelsen af Rask-Ørsted Fondet. Det er nok at påpege, at udvalgets arbejde i starten var fokuseret på en plan fremsat af Martin Knudsen, som gik ud på, at den danske stat skulle finansiere oprettelsen af to, eventuelt tre fritstående rene forskningsinstitutter, henholdsvis et H.C. Ørsted-institut for fysisk og fysisk-kemisk forskning, et Rask-Madvig-institut for sprogforskning og et tilsvarende havforskningsinstitut271,285.
Hovedtanken var at oprette et fritstående H.C. Ørsted-institut, der, som det hed sig, skulle ”tjene til videnskabelig Dyrkning af Fysik og andre nærstaaende eksperimentelle Naturvidenskaber, f.eks. fysisk Kemi”. Til instituttet skulle der knyttes tre ledende videnskabsmænd, som hver skulle have en assistent, samt indtil 12 stipendiater. Årsbudgettet skulle foruden lønninger og vedligeholdelse andrage i alt 120.000 kr., hvilket efter datidens målestok var en ganske formidabel sum. Til sammenligning rådede de tre professorer hvor Knudsen var den ene, der i 1917 varetog universitetets og læreanstaltens samlede undervisning og forskning i fysik, over et årligt annuum på 20.400 kr. Forslagsstillerne talte en kreds af danske videnskabsmænd, som herhjemme skulle komme til at præge den naturvidenskabelige udvikling i mellemkrigstiden. Det drejede sig foruden Martin Knudsen om kemikerne Niels Bjerrum, J.N. Brønsted og S.P.L. Sørensen, og K. Prytz, ingeniøren J.L.W.V. Jensen samt opfinderparret P.O. Pedersen og Valdemar Poulsen271.
Martin Knudsen kørte tilsyneladende fra starten et tæt parløb med forsvarsminister Munch, som imidlertid ikke er helt uden paradokser, al den stund at Munch på det første møde selv havde fremhævet det filologiske område, som et særligt dansk indsatsområde. Det ligner derfor enten en kovending fra Munchs side eller en fejlbedømmelse fra Martin Knudsens side, når sidstnævnte i Videnskabernes Selskab kort efter kunne oplyse om, at Munch havde sikret sig regeringens og Folketingets tilslutning til planen om de to-tre fritstående institutter og i midten af oktober 1917 havde meddelt Martin Knudsen, at der efter krigen bestemt ville være opbakning til at gøre noget for videnskaben (Meddelelse givet af Prof. Martin Knudsen ved Aftensmaden efter Vid. Selsk. Møde d. 19/10 1917. K.D.V.S protokol Nr. 428/1917)271. Rent bevillingsmæssigt lå sagen altså lige for, da den færdige betænkning fra forslagsstillerne i slutningen af januar 1918 lå klar til at blive videregivet til politikerne. Alligevel skulle det ende helt anderledes. Den store plan om de frie forskningsinstitutter blev af Munch-udvalget ganske stille skrinlagt i løbet af foråret 1918. I stedet foreslog udvalget ud på sommeren, at der blev oprettet en fond. Fondstanken blev øjensynligt lanceret af historikeren Kristian Erslev. Det første notat vedrørende fondstanken bærer i hvert fald Erslevs navn271. Fondet fik som bekendt navnet Rask-Ørsted Fondet. Når de fritstående forskningsinstitutter i sidste ende blev skrinlagt til fordel for fondstanken, skyldtes det, at ideen om forsknings-institutterne stødte på hård modstand fra Den polytekniske Læreanstalt og universitetet her også fra Niels Bohr der havde sin helt egen dagsorden med at få oprettet sit eget institut for teoretisk fysik – det der blev til NBI og Rockefeller Instituttet.
I begyndelsen af 1900-t. udførte Martin Knudsen sideløbende med alle disse forenings og administrative opgaver banebrydende undersøgelser af luftarters egenskaber ved lave tryk, en indsats, hvis plads i fysikkens historie er markeret med Knudsen-tallet, der angiver forholdet mellem en luftarts fri middelvejlængde og beholderens udstrækning46-50. Hertz-Knudsen ligevægten var også en vigtig matematisk opstilling53,54. Julius Hartmann, der var professor ved Den Polytekniske Læreanstalt fra 1929, gav et vigtigt bidrag til magneto-hydrodynamikken; Hartmann-tallet karakteriserer således en viskøs, elektrisk ledende væske i et magnetfelt.

Martin Knudsens evner for eksperimental fysik og pædagogik stimulerede og var medvirkende til store forskningsmæssige landvindinger indenfor flere forskningsgrene, hvilket var ret præcist angivet i instituttets navn – Polyteknisk læreanstalt. I begyndelsen af 1960´erne da H.C. Ørsted Instituttet blev bygget, var der også bestræbelser i gang for at grundlægge et Martin Knudsen Institut for Faststoffysik. Drivkræfterne var prof. Henning Højgaard Jensen, prof. Verner Frank, prof. Niels I. Meyer mfl.60,97 – nok også prof. Niels Ovessøn Hofman-Bang? At instituttet ikke blev til noget havde givetvis med penge og politik at gøre60!? Martin Knudsen har således været katalysator til flot dansk grundforskning21 – og Knudsen fortjener et indgående historisk studium, selv om han slet ikke er en ukendt størrelse indenfor international videnskabshistorie.  Han vil også utvivlsomt blive husket under fejringen af 100-året for Solvay-konferencerne og hans bidrag er jo beskrevet, sommetider udførligt, i den historiske litteratur om disse konferencer81.  Men et fyldigere studium, der tager for sig Knudsens liv og karriere i sin helhed og i deres fulde sammenhæng ville oplagt være på sin plads. Martin Knudsen og Niels Bohr skønt det videnskabelige samarbejde81-91,93 tilsyneladende var anstrengt så fik familierne efterhånden gode relationer også efter Knudsens død82-96. Man kan håbe, at en videnskabshistoriker med tiden vil påtage sig denne opgave81 – og det alt sammen startede på Nordfyn ved Hasmark, Enebærodde og Hofmansgave!

Fysikkens udvikling i Danmark i 1900-t. ville have været dramatisk forskellig uden den epokegørende indsats, der skyldes Niels Bohr og den forskning, der fandt sted på Niels Bohr Instituttet, som blev et internationalt centrum for kvantefysikken og dens anvendelser på atom-, kerne- og partikelfysik. Instituttets fornemme tradition inden for kernefysikken blev yderligere markeret med tildeling af nobelprisen i 1975 til Aage Bohr og Ben Mottelson. Christian Møller, der var professor ved instituttet, ydede væsentlige bidrag til spredningsteori og til den almene relativitetsteori.

Indtil 1950’erne var fysikken i Danmark centreret i København, men med oprettelsen af et naturvidenskabeligt fakultet ved Aarhus Universitet og udflytningen af Den Polytekniske Læreanstalt (det senere Danmarks Tekniske Universitet, DTU) til Lyngby skete der en betydelig vækst af forskningsmiljøerne. Opførelsen af H.C. Ørsted Instituttet i 1962 betød, at også de faste stoffers fysik blev et centralt emne for forskningen ved Københavns Universitet, ligesom det samtidigt skete ved DTU. Jens Lindhard og hans medarbejdere opbyggede det fysiske institut i Aarhus med ladede partiklers gennemtrængning af stof som et hovedtema. Under navnet Institut for Fysik og Astronomi spiller det en førende international rolle på adskillige områder inden for atom- og faststoffysik. Nye fysiske institutter blev desuden oprettet i Odense (1966), Roskilde (1972) og Aalborg (1974).

Grundlæggelsen af Forsøgsanlæg Risø (nu Forskningscenter Risø) i 1956 med henblik på fredelig udnyttelse af kernekraft fik i de følgende årtier stor betydning for fysikken i Danmark, især hvad angår faste stoffers fysik og materialeforskning. Det hører også med i billedet, at en betydelig del af den danske indsats er henlagt til europæiske centre som CERN i Genève og synkrotronfaciliteterne i Hamburg og Grenoble.

Endelig har danske virksomheder igennem de seneste år i stigende grad bidraget til fysisk forskning inden for især optik og elektronik. Det er i stor udstrækning sket i samarbejde med universiteter og nye forskningscentre som Mikro-elektronik Centret og Center for Kommunikation, Optik og Materialer (COM) med hjemsted på DTU.

 

Martin Knudsen – tilfreds og mæt af dage. Foto 1949.

 

Referencer og Udvalgte Udgivelser:
1.    Knudsen M: Lærebog i Fysik, København (1923), s.1-786.
2.    Knudsen M: Fysiske Opgaver. 1.udg (1920), s.1-38; 2.udg (1927), s.1-43; 3.udg(1933), s.1-53.
3.    Smed J: Martin Knudsen (1871–1949) and the standard seawater. In: Historisch-meereskundliches Jahrbuch. (2005), 11, s. 157–170.
4.    Knudsen M: Elektrisk Strøm gennem Luften, Fysisk Tidsskrift (1904-1905), s. 145-148.
5.    Knudsen M: Opbevaring af levende Fisk, Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad (1898) nr. 16 & 17.
6.    Knudsen M: Havets Naturlære – Hydrografi.  Med særlig hensyn til danske farvande. Skrifter udgivne af Kommissionen for Havundersøgelser (1905), 2, s.1-41 med 10 billeder i teksten og 4 tavler.
7.    Knudsen M: Fiskeriet i Danmark, bd. 1, s. 37-78 (Tidsskriftartikel)
8.    Knudsen M: Selvbiografi i ”inbjudning til Filosofie doktorspromotion vid Lunds Univeritets 250. årsfest”, 1918
9.    Knudsen M: Københavns Universitets årsberetning 1895-1896, s.204
10.    Knudsen M: Københavns Universitets årsberetning 1897-1898, s.662
11.    Knudsen M: Københavns Universitets årsberetning 1901-1902, s.37 ff.
12.    Knudsen M: Københavns Universitets årsberetning 1911-1912, s.492
13.    Politiken, artikel, 22.6.1912
14.    Politiken, artikel, 15.2.1918
15.    Politiken, artikel, 17.2.1918
16.    Knudsen M: Studenterne fra 1890, (1915)
17.    Hansen HM, Johansen ES (Eds): Ørsted-Medaljen uddeles 3die gang. Taler da Martin Knudsen fik medaljen 16.feb 1916. Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Fysisk Tidskrift, (1915-1916) 4-5, s.137-148.
18.    ”Illustreret Tidende”, 27.2.1916
19.    Berlingske Tidende, 14.2.1921
20.    Polyteknikeren, 4.3.1921
21.    Rasmussen R E H: “Mindeord over Martin Knudsen”, København 1949.
22.    Knudsen M: Bibliografier  www.past.dk/biographies PAST: Portal to Artifacts of Science and Technologies
23.    Redhead  P A (ed.): Vacuum science and technology. Bog med kapitel om Martin Knudsen (1871-1949) s.75-78 forfattet af H. Adam and W. Steckelmacher. Springer Verlag(1994), s.1-229.
24.    Leppäranta M, Myrberg K (eds): Physical Oceanography of the Baltic Sea. Bog om bl.a. Martin Knudsen´s tidlige teoretiske overvejelser s.17 og 89. Springer Verlag. (2008), s.1-378.
25.    Bohr N, Aaserup F: Popularization and people (1911-1962). Bog med afsnit om Martin Knudsen s.289-324. Elsvier (2007), s.1-610.
26.    Reed C (ed): Marine Science: Decade by Decade. Bog med beskrivelse af Martin Knudsen s.19, 182, 483. Infobase Publishing (2009), s.1-298.
27.    Kox A J: The Scientific Correspondence of H. A. Lorentz. Bog med beskrivelse af Martin Knudsen forfattet af Robert Goldschmidt s.367. Springer Verlag (2008), s.1-777.
28.    Barr S, Leudecke C:  The History of the International Polar Years (IPYs) . Bog hvor Martin Knudsen omtales som præsident for International Counsil for the Exploration of the Sea s.152. Springer Verlag (2010), s.1-319.
29.    Wallace W J (ed): The development of the chlorinity/salinity concept in oceanography. Bog hvor følgende nævnes:”-The titration procedure to determine chlorine by the Mohr method has become known as the Knudsen titration-“ s.182. Elsvier (1974), s.1-227.
30.    Katz J (ed): Introductory Fluid Mechanics. Bog hvor Knudsen ligningen er anført og citeret s.5. Cambridge University Press (2010), s.1-456.
31.    Helrich C S (ed): Modern thermodynamics with statistical mechanics . Bog om: “- Static expansion is a technique first proposed by the Danish physicist Martin Knudsen –. If an ideal gas, or a gas for which the thermal equation –“ s.104. Springer Verlag (2009), s.1-402.
32.    Library of Congress. Copyright Office Catalog of Copyright Entries. New Series. Bog som nævner “- / 8574 Knudsen, Martin Hans Christian, 1871- … Lærebog i fysik. København, Forfatterens forlag, i kommission hos J. Gjellerup, 1923. 4 p. L. 786 p illus.-” s.984. Library of Congress. Copyright Office, United States. Dept. of the Treasury (April, 1923 – May, 1924), Part 1, Group 1, v. 20 : Nos. 1 – 125.
33.    Vogel G H (ed): Process development. Bog som citerer gas i gas diffusions koefficienten: DAB =10À5m2 sÀ1 H2/CH4 8.1 H2O/CH4 2.9 CO2/CH4 1.5 N2/O2 2.3 3) defineret af Martin Knudsen s.37. Wiley-VCH (2005), s.1-478.
34.    National Academy of Sciences (U.S.) Report of the National Academy of Sciences. Bog der nævner:”- Martin Knudsen was born on the island of Funen, Denmark. February 15, 1871: student, University of Copenhagen,  honorary doctor of philosophy –“ s.21. National Academies (1935), s.1-135.
35.    Moureau M, Brace G (eds):  Dictionnaire du pétrole et autres sources d’énergie. Bog der omtaler Martin Knudsen:”- physicien et océanographe danois. Knudsen number: nombre de Knudsen, nombre caractéristique de la dynamique des –“ s.301. Editions TECHNIP (2008), s.1-1175.
36.    Moureau M, Brace G (eds):  Dictionnaire du pétrole et autres sources d’énergie. Bog der omtaler Martin Knudsen:”- physicien et océanographe danois. Knudsen number: nombre de Knudsen, nombre caractéristique de la relation emperique moyenne entre la salinité et la chlorinité de léau de mer –“ s.271. Editions TECHNIP (2000), s.1-1096.
37.    Shelak B J (ed): Shipwrecks of Lake Michigan . Bog der bl.a. omtaler:”- The keeper of the Pilot Island light, Martin Knudsen, attempted to aid the crew … had its first brush with disaster during the Great Chicago Fire of 1871-“ . Trails Books (2003), s.1-220.
38.    Hyde C K, Mahan A, Mahan J (eds): The northern lights – Lighthouses of the Upper Great Lakes. Bog hvori Martin Knudsen nævnes:”- The new tower, completed in 1871, is a conical brick structure 18 feet in diameter … Later keepers such as Martin Knudsen (1881-1889) viewed South Manitou-“ s.112. Wayne State University Press (1986), s.1-208.
39.    Bird R B, Stewart W E, Lightfoot E N (eds): Transport phenomena. Bog der citerer:”- Martin Hans Christian Knudsen (1871–1949), professor of physics at the University of Copenhagen, did key experiments on the behavior of very dilute gases –The Knudsen Flow or free molecule flow regime –“s.52. John Wiley & Son (2007), s.1-905.
40.    Kremer G M (ed): An Introduction to the Boltzmann Equation and Transport Processes in Gases.  Bog hvor Knudsen formlen nævnes og Martin Knudsen omtales s.94. Springer Verlag (2010), s.1-303.
41.    Butt H-J (ed):  Surface and Interfacial Forces . Bog hvor Martin Knudsen citeres s.151. Wiley-VCH (2010), s.1-421.
42.    Wikipedia: Solvay Conference. en.wikipedia.org/wiki/solvay_conference
43.    Solvay E, Langevin P, Broglie M, Einstein A, Knudsen M: Solvay Conference: Radiation and the Quanta. Proceedings 30. October -3.november 1911. Forlag Gauthier-Villars, Paris. (1912).
44.    Bacciagaluppi G, Valentini A: Quantum Theory at the Crossroads – Reconsidering the 1927 Solvay Conference. Book Cambridge University Press (available at this http URL). Published in Oct. (2009), s.1-553.
45.    Oppenheimer JR: Naturvidenskab og Livsforståelse. Oversættelse af ”Science and the Common Understanding” udgivet 1953, Gyldendals Uglebøger, Gyldendals Forlag (1960), s.1-128.  citat s.47-48
46.    Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. Methuen. 0rd ed. ?????? (1916).
47.     Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. Methuen. 1rd ed. London, Wiley, New York (1934).
48.    Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. Methuen. 2rd ed. London, Wiley, New York (1946).
49.    Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. Methuen. 3rd ed. London, Wiley, New York (1950).
50.    Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases – some modern aspects. Methuen. 4rd ed. London, Wiley, New York (1952).
51.    Gotfredsen E: Medicinens Historie – Radiologien. Bog: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København (1964), s.1-697. citat s. 575
52.    ?????: Chapter 2. Physical fundamentals of Chemical Vapour Deposition – Vapour Pressure of Chemical Vapour Deposition Precursors. ?????, s.35, 36, 59, 60, 63
53.    Roth A: Vacuum technology, 3rd ed. North–Holland, New York (1990)
54.    Ohring M: The materials science of thin films. Academic, New Jersey (1992)
55.    Mehra, J: The Solvay Conferences on Physics. Aspects of the Development of Physics since 1911. Dordrecht, Netherlands: D. Reidel, (1975).
56.    Marage, P. and Wallenborn, G. (Eds.) The Solvay Council and the Birth of Modern Physics. Basel, Switzerland: Birkhäuser, (1998).
57.    d’Or, L. et Wirtz-Cordier, A.-M. Ernest Solvay. Mémoire de la classe des Sciences de l’Académie Royale de Belgique, Tome 14, fasc. 2. Brussels: Palais des Académies, (1981).
58.    Amaldi, E: The First 17 Solvay Conferences in Physics (1911-1978). http://solvayins.ulb.ac.be/fixed/Reference2.html.
59.    Knudsen H, Nielsen H: Pursuing common cultural ideas: Niels Bohr , neutrality, and international scientific collaboration during the inter-war period. Book?? (2012), p.???-??? [KONFIDENTIEL INDTIL VIDERE]
60.    Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Peter Sigmund 2.sept.(2011)
61.    Wendt-Larsen J: Fra stamhus til stiftelse – Slægten Hofman-Bang til Hofmansgave. Udgiverselskabet Sletten (2010)
62.    Pedersen BK: Rundt om Enebærodde. Forlaget Ravnerock (2011), s. 33-40.
63.    Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Jens Als-Nielsen 7.sept.(2011).
64.     Moore R: Niels Bohr. En bibliografi, Gyldendal (1969), s.91
65.    Knudsen BF: Personlig korrespondance med prof. emeritus Benny Lautrup 7.sept.(2011)
66.    Seddon JRT, Zandvliet HJW, Lohse D: Knudsen Gas Provides Nanobubble stability. Phys. Rev. Lett. (2011), 107, 116101 – Published 6.sept. 2011.
67.    Craig VSJ: Surface nanobubbles or Knudsen bubbles? Physics (2011), 4, 70 – Published 6.sept. 2011.
68.    Knudsen M: Proposal regarding an international hydrographic laboratory. Rapports et procès-verbaux des reunions. Cons. perm. int. Explor. Mer (1913), vol.15, s.122-126.
69.    Knudsen M: De internationale Havundersøgelser. in: Øjvind Winge and Å Vedel Tåning (eds.): “Naturforskeren Johannes Schmidt, hans Liv og Ekspeditioner” skildringer af venner og Medarbejdere. – Gyldendalske Boghandel, København  (1947), s. 108-112.
70.    Smed J: Martin Knudsen’s controversies with the General Secretary of ICES, Dr. P.P.C. Hoek. – Unpublished MS
71.    Smed J: Knudsen’s Hydrographical Tables. – Unpublished MS
72.    Smed J: Martin Knudsen and the Standard Seawater. – Unpublished MS
73.    Smed J: Martin Knudsen – Designer of instruments. – Unpublished MS
74.    Smed J: Martin Knudsen’s activities at the Hydrographic department of the ICES Office. – Unpublished MS
75.    Smed J: Early discussions and tests of the validity of Knudsen’s Hydrographical Tables. – Historisch-Meereskundliches Jahrbuch,  (1992) 1, s. 77-86
76.    Smed J: Martin Knudsen: A Founding Father of the International Council for the Exploration of the Sea (ICES). – Unpublished MS
77.    Svansson A: Otto Pettersson and the Birth of ICES. In: Griffith, D. (ed.): Stockholm 1999 Centenary Lectures. – ICES Cooperative Research Report No. (2003).
78.    Svansson A: Otto Pettersson, the Oceanographer. Extracts from a biography in preparation. – Accepted for publication in Proceedings of ICHO VI (2004).
79.    Went AEJ: Seventy years agrowing. A history of the International Council for the Exploration of the Sea, 1902-1972. – Rapp. P.-v. Réun. Cons. int. Explor. Mer, (1972) a, s. 165
80.    www.ices.dk
81.    Knudsen BF: Personlig korrespondance med direktør Finn Aaserud, NBI Arkivet 9.sept.(2011).
82.    Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962;  5.januar (1912), Folder 173, Item 1.
83.    Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962;  9.marts (1912), Folder 173, Item 2. Brev til Martin Knudsen fra Niels Bohr om Cambridge opholdet. (1912) IKKE SIKKERT FUNDET.
84.    Knudsen M: Svarbrev til Dr. Niels Bohr. Afsendt fra privatadressen  Jens Kofoedsgade 2; NBI Arkivet, Scient. Corresp. Suppl 1910-1962;  13.marts (1912), Folder 168 #397
85.    Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 30.juli (1912), Folder 173, Item 3.
86.    Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 31.juli (1912), Folder 173, Item 4.
87.    Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 00.maj (1915), Folder 173, Item 5.
88.    Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 20.maj (1915), Folder 173, Item 6.
89.    Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 5.april (1916), Folder 173, Item 7.
90.    Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 12.april (1916), Folder 173, Item 8.
91.    Bohr N: Korrespondance til Martin Knudsen ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 22.december (1920), Folder 173, Item 9.
92.    Knudsen M: Lykønskning  til Niels Bohr med Nobelprisen. Afsendt fra Den Polytekniske Læreanstalt, Kbh.K; NBI Arkivet, Scient. Corresp. Suppl 1910-1962;   10.november (1922), Folder 168 #397
93.    Knudsen M: Korrespondance til Niels Bohr ????????? NBI Arkivet, Scient. Corresp. 1903-1962; 2.november (1950), Folder 173, Item 10.
94.    Knudsen EU: Takkekort til Niels Bohr for talen han holdt ved Martin Knudsens båre. Afsendt fra privatadressen Høeghsmindevej 58, Gentofte. 8.juni (1949)
95.    Knudsen EU: Lykønskning med fødselsdagen (64år) til Niels Bohr. Afsendt fra privatadressen Høeghsmindevej 58, Gentofte. 6.oktober (1949)
96.    Knudsen EU: Takkekort til Niels Bohr for at have været gæst ved hans 70års fødselsdag. Afsendt fra privatadressen Smakkegaardsvej 139. 10.oktober (1955)
97.    Knudsen BF: Personlig korrespondance med Prof Emeritus Niels I. Meyer, DTU 26.sept.(2011).
98.    Svansson A: Otto Pettersson. (Bog) Tre Böcker Förlag AB, (2006), s.1-376.
99.    Knudsen M: Vejledning ved de medico-fysiske Øvelser. Lærebog, København (1901), s.1-30.
100.    Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Lyslære, København (1903)
101.    Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Lyslære, København 2.oplag. (1906), s.1- 118.
102.    Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Elektricitetslære, København (1903)
103.    Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere: Mekanisk Fysik og Varmelære, København (1904), s.1-127.
104.    Knudsen M: Lærebog i Fysik for Medicinere. København (1913), s.1-360.
105.    Knudsen M: C. Christiansen – Lærebog i Fysik. 4.udg. ved M.Knudsen.  København (1915), s.1-927.
106.    Knudsen M: Chr. Christiansen – Die Naturwissenschaften, Berlin (1918), 14, s.157- 161.
107.    Knudsen M: Hans Christian Ørsted. Tale holdt ved universitetsfesten 1.sept. 1920. Naturens Verden (1920), s.451- 459.
108.    Knudsen M: Hans Christian Ørsted. Tale holdt ved universitetsfesten 1.sept. 1920. Fysisk Tidsskrift (1920-21), s.21-29.
109.    Knudsen M: Hans Christian Ørsted. Tale holdt ved universitetsfesten 1.sept. 1920. Naturens Verden (1920), s.451- 459.
110.    Knudsen M: De tre Tilstandsformer. Tale holdt ved universitetsfesten 22.nov. 1928. Tilskueren, december (1928), s.361- 370.
111.    Knudsen M: P.K. Prytz (26/2 1851 – 4/3 1929). Tale ved Videnskabernes Selskabsmøde 3.maj 1929 . Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger juni 1928 – maj 1929 (1929), s.63- 70.
112.    Knudsen M: Andreas Collstrop (19/4 1847 – 21/7 1933). Tale ved Videnskabernes Selskabsmøde 15.dec 1933 . Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger juni 1933 – maj 1934 (1934), s.73- 76.
113.    Knudsen M: P.K. Prytz (26/2 1851 – 4/3 1929). Tale ved Videnskabernes Selskabsmøde 3.maj 1929 . Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger juni 1928 – maj 1929 (1929), s.63- 70.
114.    Knudsen M: Elektriske Udladninger gennem Luften. ”Naturen og Mennesket (1894).
115.    Knudsen M: Nogle forsøg over Frembringelse af Røntgen Straaler.  Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1896), s.150- 158.
116.    Knudsen M: Jacob Peter Jacobsen 1877-1946. Journal du Counseil, (1948), 15(2), s.154-156.
117.    Knudsen M: Fluorescensskærme til Røntgenske Straaler. Nyt Tidsskrift for Fysik og Kemi (1896), s.349-351.
118.    Knudsen M: En Stipendierejse til England, Sommeren 1897. Nyt Tidsskrift for Fysik og Kemi (1898), s.51-64.
119.    Knudsen M: Love for den elektriske Strøm, Elektriske Enheder. Grundrids ved folkelig universitetsundervisning (1899), 7, s.1-16.
120.    Knudsen M: Om Natriumdamps optiske Forhold. Fysisk Tidsskrift (1905-1906), s.201-206.
121.    Knudsen M: Om Spektralundersøgelse. Fysisk Tidsskrift (1906-1907), s.20-25.
122.    Knudsen M: Ultramikroskopi – Elektrisk Strøm gennem Luften. Fysisk Tidsskrift (1907-1908), s.223-227.
123.    Knudsen M: Luftarternes Strømning gennem snævre Rør og den kinetiske Luftteori. Fysisk Tidsskrift (1908-1909), s.65-73.
124.    Knudsen M: Om Luftstrømninger fremkaldte ved Tempraturforskelle i porøse Legemer. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1909), s.603-628.
125.    Knudsen M: Die Gesetze der Molekularströmung und der inneren Reibungsströmung der Gase durch Röhren. Annalen der Physik. (1909), 28, s.75-130.
126.    Knudsen M: Die Molekularströmung der Gase durch Oeffnungen und die Effusion. Annalen der Physik. (1909), 28, s.999-1016.
127.    Knudsen M: Experimentelle Bestimmung des Druckes gesättigter Quecksilberdämpfe bei 0⁰ und höheren Temperatur. Annalen der Physik. (1909), 29, s.179-193.
128.    Knudsen M: The Molecular and the frictional flow of gases in tubes. Discussion by Martin Knudsen and Willard J. Fisher. Physical Rev. (1910), 31(5), s.586-588.
129.    Knudsen M: Eine Revision der Gleichgewichtbedingung der Gase. Thermische Molekularströmung. Annalen der Physik. (1910), 31, s.205-229.
130.    Knudsen M: Termisk Molekulartryk i Rør og porøse Legemer. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1910), s.3-10.
131.    Knudsen M: Thermisher Molekulardryck der Gase in Rühren und porösen Körpern. Annalen der Physik. (1910), 31, s.633-640.
132.    Knudsen M: Et absolut Manometer. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1910), s.259-293.
133.    Knudsen M: Ein absolutes Manometer. Annalen der Physik. (1910), 32, s.809-842.
134.    Knudsen M: Luftarternes termiske Molekulartryk i Rør. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1910), s.437-450.
135.    Knudsen M: Thermischer Molekulardruck der Gase in Röhren. Annalen der Physik. (1910), 33, s.1435-1448.
136.    Knudsen M: Om Luftarternes Egenskaber ved lave Tryk. Fysisk Tidsskrift. (1910-1911), 32, s.218-227.
137.    Knudsen M: Luftarters Varmeledning og Accomodationskoefficient. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1911), s.139-200.
138.    Knudsen M: Die molekuläre Värmeleitung der Gase und der Akkomodationskoeffizient. Annalen der Physik. (1911), 34, s.593-656.
139.    Knudsen M: Erwiderung an Hrn. M. v. Smoluchowski. Annalen der Physik. (1911), 34, s.823-824.
140.    Knudsen M: Brintens Molekularstrømning gennem Rør og Varmetraadsmanometret. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1911), s.495-502.
141.    Knudsen M: Molekularströmung des Wasserstoffs durch Röhren und das Hitzdrachtmanometer. Annalen der Physik. (1911), 35, s.389-396.
142.    Knudsen M: Zur Theorie der Värmeleitung in verdünnten Gasen und der dabei auftretenden Druckkräfte. Erwiderung an Hrn. M. v. Smoluchowski.  Annalen der Physik. (1911), 36, s.871-872.
143.    Knudsen M, Weber S: Luftmodstand mod smaa Kuglers Bevægelse. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1912), s.113-125.
144.    Knudsen M, Weber S: Luftwiderstand gegen die langsame Bewegung kleiner Kugeln. Annalen der Physik. (1911), 36, s.981-994.
145.    Knudsen M: Sur la théorie cinétique et les propriétés des gaz parfaits. Reports et discussions de la réunion tenue à Bruxelles du 30 october au 3 november 1911 sous les auspices de M. Solvay, Paris (1912), s.1-20.
146.    Knudsen M: En Metode til Bestemmelse af Molekularvægten af meget smaa Luft- eller Dampmængder. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1914), s.525-536.
147.    Knudsen M: Eine Methode zur Bestimmung des Molekulargewichts sehr kleiner Gas- und Dampfmengen. Annalen der Physik. (1914), 44, s.525-536.
148.    Knudsen M: Den molekulare Luftmodstand mod en Plade, der bevæger sig. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1914), s.311-327.
149.    Knudsen M: Der Molekulare Gaswiderstand gegen eine sich bewegende Platte. Annalen der Physik. (1915), 46, s.641-656.
150.    Knudsen M: Kvægsølvets maksimale Fordampningshastigheder. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1915), s.307-319.
151.    Knudsen M: Die maximale Verdampfungsgeschwindigkeit des Quecksilbers. Annalen der Physik. (1915), 47, s.697-708.
152.    Knudsen M: Cosinusloven i den kinetiske Luftteori. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1916), s.269-277.
153.    Knudsen M: Das Cosinusgesetz in der kinetischen Gastheorie. Annalen der Physik. (1915), 48, s.1113- 1121.
154.    Knudsen M: Metaldampes Fortætning på afkølede Legemer. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabsforhandlinger (1916), s.303-320.
155.    Knudsen M: Die Verdichtung von Metalldämpfen an abgekühlten Körpern. Annalen der Physik. (1916), 50, s.472- 488.
156.    Knudsen M: Fordampning fra Krystaloverflader. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser. (1917) I (2), s.1-6.
157.    Knudsen M: Die Verdampfung von Kristalloberflächen. Annalen der Physik. (1917), 52, s.105- 108.
158.    Knudsen M: La mécanisme de l’évaporation et de la condensation. Conférence faite à la Sorbonne le 15 décembre 1923. Extrait du livre du cinquantenaire de la Société francaise de physique. Paris (1925), s.1-17.
159.    Knudsen M: The hot-wire manometer. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser. (1927) VII (15), s.1-18.
160.    Knudsen M: Die Hitzdrachtmanometer. Annalen der Physik. (1927), 83, s.385- 390.
161.    Knudsen M: Thermal molecular pressure in tubes. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser. (1927) VIII (3), s.1-35.
162.    Knudsen M: Thermischer Molekulardryuck in Röhren. Annalen der Physik. (1927), 83, s.797-821.
163.    Knudsen M: Radiometer pressure and coefficient of accommodation. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Matematisk-Fysiske Meddelelser. (1927) XI (1), s.1-75.
164.    Knudsen M: Radiometerdruck und Akkomodationskoeffizient. Annalen der Physik (fünfte Folge). (1930), 6, s.129- 185.
165.    Knudsen M: Luftpumper. Tale holdt ved eksamensafslutningen på den polytekniske Læreanstalt-1931. Fysisk Tidsskrift (1931), s.1-7.
166.    Knudsen M: Om Symboler, Enheder og Nomenklatur i Fysikken. Fysisk Tidsskrift (1932), s.28-32.
167.    Knudsen M: The Kinetic Theory of Gases. Some Modern Aspects. London (1934), s.1-61.
168.    Knudsen M: De l’influence du plankton sur les quantités d’oxygène et d’acide carbonique dissous dans l’eau de mer. Comtes rendue des séances de l’Académie des Sciences. Paris (1896), 123, p.1091-1093.
169.    Knudsen M: Über das Abhängigkeitverhältnis zwischen dem Sauerstoff- und Kohlensäuregehalt des Meerwassers und dem Plankton des Meeres. Annalen der Hydrographie (1896), s.1-4.
170.    Knudsen M: Ingolfekspeditionens fysiske  Maalinger 1895-96. Foredrag i Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Nyt Tidsskrift for Fysik og Kemi (1897), s.7- 14.
171.    Knudsen M: Pipette zum raschen und genauen Abmessen von Flüssigkeiten. Chemiker-Zeitung (1897),21(64), s.1-2.
172.    Knudsen M: Le plankton marin et les gaz de l’eau de mer. Revue Scientique, Paris (1897), VII(19), s.584-586.
173.    Drechsel CF (Eds): Mémoire sur les travaux du C.P.I.E.M. pendant les années 1902-1912. (Bog) Hydrographical section (Hydrographiscker Abschnitt) by Martin Knudsen and J Gehrke (also in R&P –v.16) (1913), s.56-83.
174.    Knudsen M: Ingolf-Expeditionens hydrografiske Undersøgelser. Geografisk Tidsskrift (1898), 14, s.151-159.
175.    Knudsen M: Den danske Ingolf-Expedition. Hydrografi (1898), 1 (2), s.21-154. Med 35 tavler.
176.    Knudsen M: De hydrografiske Forhold i de danske Farvande inden for Skagen i 1894-98. Beretning fra Kommissionen for videnskabelig undersøgelse af de danske farvande (1899), 2(2), s.21-79. Med 20 tavler.
177.    Knudsen M: An international institution for procuring standard water. Conférence international pour l’exploration de la mer, reunion à Stockholm (1899), supplément 4, s.XLII-XLVI.
178.    Knudsen M, Wandel CF, Ostenfeld CF: Iagttagelser over Overfladevandets Temperatur, Saltholdighed og Plankton paa islandske og grønlandske Skibsruter i 1898. Foretagne under ledelse af CF Wandel, bearbejdet af Martin Knudsen og CF Ostenfeld. Udført og udgivet af Carlsbergfondets understøttelse (1899), s.1-93.
179.    Knudsen M: Proposal abbout an international institution for procuring Standard Water. Conférence Internationale pour l’Exploration de la Mer, Réunie à Stockholm, (1899), supplément 4
180.    Knudsen M: Ein hydrographischer Lehrsatz. Annalen der Hydrographie (1900), s.316-320.
181.    Knudsen M: Erneuerung der unteren Wasserschicten in der Ostsee. Annalen der Hydrographie (1900), s.586-590.
182.    Knudsen M: Die Erneuerung der unteren Wasserschicten in der Ostsee. Förhandl. Vid nordiska Naturforskare och Läkaremötet i Helsingfors den 7. till 12 juli 1902. Sektionen för geografi och hydrografi, Helsingfors (1903), s.27-31.
183.    Knudsen M: Maaling af Havvandets Temperatur og Saltholdighed ved hjælp af elektrisk Telefonbro. Beretning fra Kommissionen for videnskabelig Undersøgelse af de danske Farvande (1900), 2(3), s.1-15.
184.    Knudsen M, Kümmel, Makoroff et al: Vorläufiger Bericht der auf der Stockholmer Konferenz im juni 1899 niedergesetzten Kommission für experimentale Revision der von Kümmel, Makoroff, Knudsen u.a. ausgearbeiteten hydrographischen Tabellen. 2. Conférence internationale pour l’exploration de la mer, réunion à Kristiania 1901, Seconde Partie, Bergen (1901), supplément 9, s.1-8.
185.    Knudsen M: Über die Temperatur im Kattegat und im westlichen Teile der Ostsee. Annalen der Hydrographie (1901), s.83-90.
186.    Knudsen M: Der baltische Strom und der Saltzgehalt im Kattegat und im westlichen Teile der Ostsee. Annalen der Hydrographie (1901), s.226-231.
187.    Knudsen M: L’Oceanographie des détroits danois. La Géograpihe. Buletin de la Société de Géographie, Paris (1901), s.21-40.
188.    Knudsen M: Hydrographical Tables (Hydrigraphisches Tabellen). Edited by Martin Knudsen, Copenhagen-London (1901), s.1-63.
189.    Knudsen M, Forch C, Sørensen SPL:  Berichte über die Konstantenbestimmungen zur Aufstellung der hydrographischen Tabellen von Carl Forch, Martin Knudsen und SPL Sørensen, gesammelt von Martin Knudsen. Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6 række, naturvidensk. og mathem. Afd. XII (1902), 1, s.1-151.
190.    Knudsen M: Der Einfluss des ostisländischen Polarstromes auf das klima der Färöer. Met. Zeitschrift (1900), s.470-473.
191.    Knudsen M, Forch C, Sørensen SPL:  Berich über die chemishe und physikalische Untersuchung des Seewassers und die Aufstellung der neuen Hydrographischen Tabellen von Martin Knudsen, Carl Forch und SPL Sørensen. Martin Knudsen: Einleitung; Martin Knudsen: Einsammeln und Aufbewahren der wasserproben; Martin Knudsen: Bestimmung des spezifischen Gewichtes; Martin Knudsen: Berechnung der hydrographischen Tabellen und Discussion der Ergebnisse. In: ”Wissenschaftliche Meeresuntersuchungen, herausgegeben von der kommission zur Untersuchung der deutschen Meere in Kiel und Biologischen Anstalt auf Helholand, Abteilung Kiel”. Neue Folge, Kiel (1902), 6.
192.    Knudsen M: On the standard water used in hydrographical research until july 1903. Conseil permanent international pour l’exploration de la mer: Publications de circonstance (1903), 2, s.1-9.
193.    Knudsen M: Über den Gebrauch von Stickstoff bestimmungen in der Hydrographie. Gefrierpunkttabelle für Meerwasser. Publications de circonstance (1903), 4-5, s.1-13.
194.    Knudsen M: On the organization of the Danish hydrographic researches. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser, Serie Hydrografi (1904), I(1), s.1-7.
195.    Knudsen M: δt-Tabelle. Anhang zu den 1901 herausgegebenen hydrographischen Tabellen. Publication de circonstance (1904), 11, s.1-23.
196.    Knudsen M: The hydrographic methods used in international cooperative study of the sea. Eighth International Geographic Congress (1904), s.506-508.
197.    Knudsen M: On the influence of the east Icelandic polar stream on the climate changes of the Faeroe isles, the Shetlands and the north of Scotland (Über den Einfluss des ostisländischen Polarstromes auf die Klimaschwankungen der Färöer, Shetlandisinseln und Schottlands). Consiel permanent international pour l’exploration de la mer: Rapport et procès-verbaux des réunions, (1905), vol.III, s.1-8, mit 3 Textfiguren.
198.    Knudsen M: Contribution to the hydrography of the North Atlantic Ocean. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser. Serie Hydrografi (1905), I(6).s.1-13 with 21 plates.
199.    Knudsen M: Meereskunde mit besonderer Berücksichtigung der dänischen Gewässer. Im Auszüge mitgeteilt von Kapt. Reinicke. Annalen der Hydrographie (1905), s.457-469.
200.    Knudsen M: On the coefficients of absorption of the atmospheric gases in destilled water and sea water. Some remarks to a paper by Charles J.J. Fox. Appendix til Publication de circonstance (1905), 14 (?)
201.    Knudsen M, Smith K: The salinity of the North Sea and adjacent waters calculated on the basis of observations from the period august 1902- may 1905 (by Martin Knudsen and Miss Kirstine Smith). Rapports et process-verbaux des reunions (1906), vol.VI, s.XXVI-XXX, wih 15 plates.
202.    Knudsen M: On the determination of temperatures by measuring the resistance in telegraph cables. Rapports et process-verbaux des reunions (1906), vol.VI, C, s.40-44. App.B.
203.    Knudsen M: Salzgehaltbestimmungen des Oberflächenwassers als Hilfsmittel bei Positionsbestimmungen an Bord. Publication de circonstance (1907), 38, s.1-9 mit einer karte.
204.    Knudsen M: Some remarks about the currents in the North Sea and adjacent waters. Publication de circonstance (1907), 39, s.1-7.
205.    Knudsen M: Ein Wasserschöpfer zur Benutzung während der Fahrt des Schiffes. Publication de circonstance (1909), 50, s.1-11 mit 2 Figuren und 2 Tafeln.
206.    Knudsen M: Über Bestimmung von S’, Meersalzgehalt des Brackwassers. Publication de circonstance (1911), 56, s.1-8.
207.    Knudsen M: Danish hydrographical investigations at the Faroe islands in the spring of 1910. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser, Serie Hydrografi (1911), II(1), s.1-17 with 5 figures in the text and 2 tables.
208.    Knudsen M: On measurement of the penetration of light into the sea. Publication de Circonstance du Conseil International pour l’Exploration de la Mer (1922), 76, s.1-16.
209.    Knudsen M: Om Maaling af Lysets Nedtrængning i Havet. Med forord. Festskrift tillägnad Professor Otto Pettersson (1922).
210.    Knudsen M: Some new oceanographical instruments. Publication de Circonstance du Conseil International pour l’Exploration de la Mer (1923), 77, s.1-16.
211.    Knudsen M: Dr. Thorild Wulff´s hydrographical investigations in the waters west of Greenland. Report worked out in august 1918. Meddelelser om Grønland (1923), LXIV, s.89-100 with 1 plate and 1 map in the text.
212.    Knudsen M: L’emploi de l’eau normale dans l’océanographie. Publication de circonstance (1925), 87, s.1-11.
213.    Knudsen M: A bottom-sampler for hard bottom. Meddelelser fra Kommissionen for Havundersøgelser, Serie: Fiskeri (1927), VIII (3), s.1-4.
214.    Knudsen M: Rapport Jubilaire (1902-1927), Le Danemark: 1. Introduction; 5. Report on the Danish hydrographical investigations.  Rapports et procès-verbaux des reunions (1928), vol.XLVII, s.82-86 og 128-130.
215.    Knudsen M: A frameless reversing waterbottle. Journal du Conseil permanent international pour l’exploration de la meer (1929), vol.IV(2), s.192-193.
216.    Knudsen M: Communication on hydrogrphical observation from the Danish investigation-ship “Dana”. Lectures delievered on 13th April 1929, London. Rapports et procès-verbaux des reunions (1930), vol.LXIV, s.5-7.
217.    Jacobsen JP, Knudsen M: Urnormal 1937 or Primary Standard Seawater 1937. Report by JP Jacobsen and Martin Knudsen. Association d’Océanographie Physique. Publications Scientifiques, Liverpool (1940), 7, s.1-38
218.    Knudsen M, Blegvad H (Eds): Havets Naturlære. Hydrografi med særligt Hensyn til de danske Farvande. Fiskeriet i Danmark. Redigeret af H Blegvad (1945), I, s.37-78.
219.    Knudsen BF: Salinitet – History of the salinity determination. Report not publiced. 4. september (2011), s.1-27.
220.    Knudsen BF: Salinitet – Methods of determinations of salinity. Report not published. 24. august (2011), s.1-4.
221.    NOAA (National Oceanic & Atmospheric Administration)  Photo and Central Library
222.    Pedersen C, Knudsen BF: Martin Knudsen gift med Else Ursin. 27.september (2011)
223.    Knudsen M: Slægtstavle. Julehilsen til familien (1933)
224.    Knudsen M: Nogle Bondeslægter i Nordfyn (1932), s.1-25.
225.    Schmidt JPJ: Sønderbyhus 1874-1928. Schmidts afskrift af optegnelser om huset i Hasmark. (19??), s.1-2.
226.    Knudsen BF: Martin Knudsen – Hydro- og Oceanografi 6.september (2011), s.1-34.
227.    Smed J: The Service Hydrographique of the International Council for the Exploration of the Sea. J.Cons. (1968), 32, s.155-171.
228.    Smed J: Hydrographic investigations in the North Sea, The Kattegat and the Baltic before ICES. Deutsche Hydrographische Zeitschrift.(1990), suppl B, 22, s.357-366.
229.    Smed J: Early discussions and tests of the validity of Knudsen´s hydrographical Tables. Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (1992), 1, s.77-86.
230.    Smed J: Otto Krümmel´s participation in the international oceanographic cooperation in the 1890´s and his troubles with the Kiel Commission. Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (1994), 2, s.59-67.
231.    Smed J: Abortive plans for a World-Wide Oceanographic Expedition. (Mills’) History of Oceanography. (2000), 12, s.10-13.
232.    Smed J: International endeavours to save the Helgoland harbor after World War I. (Historich-Meereskundliches Jahrbuch. (2001), 8, s.83-88.
233.    Smed J: The Founding of ICES – prelude, personalities and politics. Stockholm 1899; Christiania 1901; Copenhagen 1902. In: Ocean Sciences Bridging the Millennia. A spectrum of historical accounts. Proceedings of ICHO VI, Quingdao, China 1998. S. Morcos et al (eds.). UNESCO, Paris and China Ocean Press, Beijing. (2004), s.139-162.
234.    Smed J: Early plans for an international synoptic investigation of North Atlantic deepwater. In: Ocean Sciences Bridging the Millennia. A spectrum of historical accounts. Proceedings of ICHO VI, Quingdao, China 1998. S. Morcos et al (eds.). UNESCO, Paris and China Ocean Press, Beijing. (2004), s.163-178.
235.    Smed J: “1899 Outside” – The Stockholm Conference 1899 – outside the meeting rooms. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED.
236.     Smed J: “Abortive” – Abortive plans for a World-Wide Oceanographic Expedition. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. Alternative/supplement til ref.nr. 231.
237.    Smed J: “Afterw” – Revival of ICES after the first World War. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”.  Manuscript NOT PUBLISHED.
238.    Smed J: “Atlant” – Early plans for an international synoptic investigation of North Atlantic Deep-water. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED. Alternative/supplement to ref. nr. 234.
239.    Smed J: “Cenlab” – The Central Laboratory of the International Council for the Exploration of the Sea (ICES) and its successors. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”.  Manuscript published in Earth Sciences History (2005), 24(2), s.225-246.
240.    Smed J: “Contro” – Martin Knudsen´s controversies with the general secretary og ICES Dr. PPC Hoek. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649“RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED.
241.    Smed J: “Firstw” – ICES during the First World War. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED.
242.    Smed J: “France” – The accession of France to ICES. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED.
243.    Smed J: “Germany and ICES” – ICES: Germany´s participation in the foundation of ICES, withdrawal during the first World War, re-entry after the war. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”. Manuscript NOT PUBLISHED.
244.    Smed J: “Norway” – Norway and the founding of the international Council for the Exploration of the Sea. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649 “RAK:IA”.  Manuscript NOT PUBLISHED.
245.    Knudsen M: ”RAK:D11”. Martin Knudsen´s ICES arkiv. Rigsarkivet i København arkiv nr 10.649.
246.    Smed J: Martin Knudsen – the oceanographer. ICES Marine Science Symposia (2002), 215, s.124-131.
247.    Smed J: Germany’s participation in the foundation of ICES, withdrawal during the First World War, and re-entry after the War. History of oceanography yearbook = Historisch-Meereskundliches Jahrbuch, Schriftemrehe des Deutschen Meeresmuseums und der Deutscehn Gesellschaft für Meeresforschung (2010), 16, s.7-27.
248.    Smed J: A note on D’Arcy Thompson’s relations to Germany and German Scientists. History of oceanography yearbook = Historisch-Meereskundliches Jahrbuch, Schriftemrehe des Deutschen Meeresmuseums und der Deutscehn Gesellschaft für Meeresforschung (2010), 16, s.28-34.
249.    McEvoy Y JP, Zárate O: Los que transformaron al mundo, reuridos por única vez. Petrotecnia, Longseller forlaget (2003), april, s.77-78
250.    Phil M: Martin Knudsen. Fysik – C. Christiansen – hans tid og hans skole. Københavns Universitets 500 års jubilæumsskrift (1979), s.393-396
251.    Culkin F, Smed J: The History of standard seawater. Oceanologica Acta (1979), 2(3), p.355-364
252.    Højerslev NK, Buch E, Holck J, Hundahl H,Jensen TG, Jerlov N, Kullenberg B, Petersen HT, Østerhus S: Salinitets bestemmelse. Øvelsesvejledning, HCA Tryk, København (19??) s-138-142
253.    Knudsen M: Hydrography. The Danish Ingolf-expedition. Report (1899),1, p.23-161
254.    Dittmar W: Report on researches into the composition of ocean-water collected by H.M.S.”Challenger” during the years 1873-1876. In Report on the Scientific Results of the Voyage of H.M.S.”Challenger”. Physics and Chemistry, (1884), I, p.139-230
255.    Tornøe H: On the air in seawater. In The Norwegian North-Atlantic  Expedition 1876-1878.Chemistry (1880),p.1-23
256.    Krümmel O: Bericht über die Ergebnisse der Internationale Konferenz zur Erforschung der nordeuropäischen Meere in Stockholm 15 bis 23 juni 1899. Appended to letter of 5th August (1899) to the Minister der geistlichen Unterricht und Medizinalangelegenheiten, Berlin. Archived in Geheimes Staatarchive Preussischer Kulturbesitz, Berlin (1899), Rep.76-VC, Sekt.1, Tit. 11, Nr.11, Bd.1, p.275-285
257.    Nansen F: Appendix 2 to Résolutions textuelles. Conférence Internationale pour l’Exploration de la Mer, Réunie à Stockholm (1899)
258.    Pettersson O: Letter of 1898 to F.Nansen. Archived in the Oslo University’s  Collection of Manuscripts, In Swedish, (1898), File 48
259.    Anonymous: 2. Conf’erence Internationale pour l’Exploration de la Mer Réunie è Krisitania (1901) Première Partie, p.5
260.    Wallace WJ: The development of the chlorinity/salinity concept in oceanography. Elsevier Oceanography Series, (1974), 7, p.148
261.    Knudsen M: Letter of 31. December 1903 to Otto Pettersson. Archived in Gothenburg University Library’s Collection of Letters. In Danish. (1903)
262.    ICES: Rapports et Procès-Verbaux des Réunie du Conseil Permanent International pour l’Exploration de la Mer (1909), 11(B), p.16-18
263.    Anonymous: Association Internationale d’Océanographie Physique. Procès-Verbaux (1937), 4, p.52
264.    Anonymous: Association Internationale d’Océanographie Physique. Procès-Verbaux (1949), 4, p.58
265.    Smed J: Early attempts at determination of the salinity of Seawater from measurement of its electric conductivity. In Oceanographic History. The Pacific and Beyond. Papers from the 5th International Congress on the History of Oceanography. Editors K.R. Benson and P.F. Rehbock. University of Washington Press, Seattle and London (2002), p.369-373
266.    Nielsen N: Matematiken i Danmark. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København. Vol. I: 1801-1908, published (1910);
267.    Nielsen N: Matematiken i Danmark. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København. Vol. II: 1528-1800, (1912).
268.    Veibel SE: Kemien i Danmark. Vol. I: Kemiens historie i Danmark (1939). Vol. II: Dansk Kemisk Bibliografi, 1800-1935, (1943). Vol III: Danske Kemikere, edited by Bodil Jerslev, (1968). Nyt Nordisk Forlag, Copenhagen.
269.    Gillispie CC (Ed): Dictionary of Scientific Biography. Scribner’s & Sons, New York, (1980)
270.    Favrholdt D: Filosoffen Niels Bohr. Informations Forlag (2009), s.1-459
271.    Knudsen H: Konsensus og konflikt – Organiseringen af den tekniske forskning i Danmark 1900-1960. Ph.d – afhandling Steno Instituttet, Afdelingen for Videnskabshistorie, Aarhus Universitet. (2005), s. 1-431
272.    Harnow H: Den danske ingeniørs historie 1850-1920. Århus: Systime. (1998), s.75-89, 140-142, 149-153
273.    Wagner MF: Det polytekniske Gennembrud. Romantikkens teknologiske konstruktion 1780-1850. Århus: Aarhus University Press. (1999), s.269-271, 304-341
274.    www.naturvidenskab.net ; Selskabet for Naturlærens Udbredelse
275.    Servos JW: Changing Partners: The Mellon Institute, Private Industry, and the Federal Kilder og litteratur Patron. Technology and Culture. (1994), 35, s. 221-257
276.    Dorph-Petersen P: Danmarks Naturvidenskabelige Samfund 1911-1961. København: Det Berlingske Bogtrykkeri. (1961), s.8
277.    Foss A: Fritz Johannsen til Alexander Foss, RA, Alexander Foss’ Privatarkiv.  25. januar (1921), pk. 16.
278.     Vinding P: G.A. Hagemann. København: G.E.C. Gad. (1942)
279.    Lundbye JT: Den polytekniske læreanstalt 1829-1929. København: G.E.C. Gad.(1929)
280.    Hansen J: Hovedtræk af Industriraadets Historie 1910-1935. København.(1935)
281.    Munk Christiansen P, Sonne Nørgaard A: Faste forhold – flygtige forbindelser. Stat og interesseorganisationer i Danmark i det 20. århundrede. Århus: Aarhus University Press. (2003)
282.    Graae Fr: Dansk Videnskab og Udlandet. København: G.E.C. Gads Forlag.(1941)
283.    Stang F: Norden som centralsted for internationalt videnskabelig arbeide. Foredrag ved det nordiske interparlamentariske delegeretmøte i Kristiania 29de juni 1917. Kristiania.(1917)
284.    Widmalm S: 1995. ”Science and Neutrality: The Nobel Prizes of 1919 and Scientific Internationalism in Sweden”. I Minerva (1995),  33, s.339-360
285.    Munch P: Erindringer 1914-18. Under den Første Verdenskrig (bd. 4). København: Nyt Nordisk Forlag.(1961)